';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂

på vej op og slukke for vandhanen fordi tanken var fuld, faldt der en tung pakke ned fra himlen. Men det var nu ikke et brev fra IPO der fortalte at de havde sat en hulens masse penge ind på min konto, næh – det var såmænd en pakke fra selveste julemanden !!

Nysgerrig kiggede jeg på den store pakke og kom i tanke om en artikel jeg havde læst om julemandens rute, han skulle angiveligt passere fra Trinidad i sidste uge, men var blevet forsinket fordi han blev drukket fuld i risbrændevin i Korea, så han må stadig have tømmermænd og sejle afsted siden han tabte pakken.

Det var spændende at åbne pakken der var sikret med en kraftig flagsnor og 123 meter tape, låget blev forsigtigt løftet så jeg var sikker på at der ikke lå en arrig klapperslange der bare ventede på at angribe fra min gamle svigermor der snildt kunne finde på sådan en spøg, i stedet så jeg en masse pakker i forskellig størrelse der var pakket ind i bobbelplast.

Hold kaje det var spændende at gå i gang med at pakke dem ud, den første var et glas marineret sild jeg kun har smagt en gang på de 6 år jeg har været herude – pragtfuldt 😀

Og så fulgte ellers ingredienser til at sylte, der var Atamon og krydderurter i massevis, husblas til 20 år og remulade og kulør der lå nederst i kassen der havde fået en lækage da den ramte jorden. 1 kilo pragtfuld velsmagende ost jeg skyndte mig at lægge i køleskabet fordi den var flydende nu den havde været et stykke tid undervejs og så en kæmpe pakke lakridskonfekt samt 4 poser lakrids.

Det var sgu noget af en overraskelse, men mere overrasket blev jeg da der pludselig dukkede en julegave op, for hulen da. Hele pakken var sgu da en STOR julegave, så jeg begyndte med rystende hænder at rive indpaknings papiret i stykker som et lille barn. Jeg havde helt glemt at jeg tussede rundt i badesandaler og shorts og blev grebet af julestemningen stående ude på terrassen i 30 graders varme, og ud af papiret dukkede der så en gårdmandskost jeg havde ønsket mig i flere år nu de der sammenflettede papyrusruller de kalder koste ikke duer til en skid, og det fortalte mig hvem afsenderen var !!

Det var selvfølgelig fra Jyttemor og Ove de to dejlige mennesker, Ove som ellers bruger enhver lejlighed til at punke mig med mit rygeri, havde sgu sneget en pakke Caminante ned i kassen den dejlige fyr, den blev selvfølgelig smagstestet senere på aftenen mens lakridskonfekten for en sikkerheds skyld også blev testet grundigt. Tænk at de søde og rare mennesker havde husket mim frustration over de virkningsløse ’koste’, og havde givet mig en i julegave, for hulen da livet er pragtfuldt når man kender sådanne mennesker 😀

Jeg kan ikke takke nok og skal selvfølgelig nok betale for tapen og flagsnoren  selvom jeg er sikker på Ove har filet den i begyndelsen af 1900 tallet da han sejlede som styrmand i sydhavet :-O

Det var en behagelig overraskelse og den 2 dag hvor livet var totalt herligt, for dagen i forvejen hvor jeg ellers havde bestemt at køre ind på hospitalet og købe medicin hvor der selvfølgelig var helligdag og dermed lukket for køb af medicin, besluttede jeg mig for at køre endnu en tur ud til Paknam Chumpon.

Og det viste sig at være en god ide, først prøvede jeg nogle små veje inde i byen jeg ikke anede hvor gik hen der førte mig til udkanten af byen og igennem små samfund hyggeligt indrammet af rismarker og palmer, her så jeg forøvrigt en vel omkring 2 meter lang cobra der forsvandt ind i det høje græs gudskelov og lod mig være i fred. Jeg endte inde i byen igen og kørte så ud mod Paknam i et så astadigt tempo at jeg dårligt kunne holde balancen, jeg skulle jo have det hele med 😀

Jeg stoppede ved en stor hal der solgte det uundværlige plastik og en masse andre interessante ting jeg hygger mig med at gå og glo på, og fandt et par nye sandaler til 59 Bht og en 12 mm T nøgle jeg manglede til 20 Bht, så det var et godt kup syntes jeg. Men jeg skulle jo videre og kørte langsomt videre, desværre er vejen derud meget trafikeret og ikke så sikker at køre på, så de sidste 5 kilometer er lidt anstrengende og samtidig irriterende fordi man passerer nogle skibsværfter hvor de normalt er igang på mange fiskebåde, det ville jeg dælme godt se !!

Paknam er ikke rigtigt noget at køre efter med mindre man leder efter fiskegrej der bliver solgt i næsten samtlige forretninger, hele området stinker af fisk og er rent ud sagt møgbeskidt og er befolket af Burmesere. Men udsigten ud over bugten og den friske vind vi har for tiden er fantastisk, små øer ligger spredt ud over hele horisonten hvor flere af dem ligger i Mu Ko Nationalpark der dog ikke stopper de driftige Thaier. For tilfældigvis kan man vel sige, er bevoksningerne sy-metriske, og minder om velordnede plantager, lidt synd at man ikke respekterer loven !!



Jeg brugte lidt tid på at sidde og kigge på fiskebådene der stod til havs, fra helt små longtailbåde til 5 etagers enorme fiskebåde med et mylder af folk ombord var en herlig underholdning. Men desværre er vandet dækket af et lag af affald, flasker, dåser og hvad folk ellers smider ud der tager lidt af glansen syntes jeg !!

Så jeg luskede langsomt tilbage og valgte den lille og dejligt småt befærdede vej der følger kysten, jeg havde en plan om at besøge min favorit købmand jeg ikke havde set længe. De rare mennesker der har biksen har altid været så venlige imod mig og har givet mig en masse planter, (forøvrigt den papaya der vokser sig stor og stærk i forhaven), er så venlige og naturlige modsat folk i turistområderne, det betyder så også at de overhovedet ikke snakker engelsk eller forstår det.

Og den udfordring det er at skulle begå sig og være tvunget til at tale Thai elsker jeg simpelthen, både fordi jeg lærer rigtigt meget og bliver bedre og bedre til at tale Thai. Denne gang blev jeg indviet i processen med at lave Chrimp Paste, udtales Kapi på Thai, der blev hevet store krukker ud af køleskabet så jeg kunne smage på det og forsøge at forstå hvad jeg fik fortalt.

Det er i øjeblikket sæson for bittte små rejer jeg hver morgen ser folk stryge på stranden, og det er disse små rejer man bruger. De bliver æltet til en tyk masse med hænderne og ikke andet, lidt salt bliver tilsat for derefter at blive hårdt presset (stadig med hænderne) i en krukke.


Herefter skal de stå i 6 måneder hvor de så går i forrådnelse og giver smagen og kan holde i et år fik jeg at vide. Jeg har købt det før rundt omkring af private der sælger det i vejkanten med vidt forskellige smag, denne her var i modsætning til de andre jeg har prøvet ikke så hård i smagen hvilket var en overraskelse, en dejlig blød og behagelig smag jeg nød sammen med en tallerken ris. Man kan også som kvinden her lave det om til Nam Bla ved at stikke nogle bestemte blade og træstykker ned i siderne og derved fjerne lys og luft fra massen, det skal presses meget hårdt der får vædsken op i overfladen man så løbende kan tage af, det blev også smagt og var pragtfuldt velsmagende, men desværre ville hun ikke sælge noget af det sagde hun, det var til privat brug !!

Stedet der ligger meget diskret og overhovedet ikke minder om en købmandsbutik, er nok den fedeste oplevelse for mig. Jeg køber altid en øl og sætter mig ned og kigger på de store fisk i de to damme der ligger på hver side af huset, jeg kigger på deres træer der sgu ser ud som om de altid bærer frugter, og sidder så ellers bare og suger til mig at det Thailand jeg sidder midt i og elsker vanvittigt meget. Vi sludrer lidt en gang imellem der for mig gør det til en pragtfuld oplevelse, og de lærer mig om grøntsager og tilbyder mig altid et eller andet uden beregning som i dag hvor hun gav mig en stor pose af reje pastaen. Vi småskændes lidt i al venskablighed fordi jeg altså vil betale for det de giver mig, vi kan godt lide dig siger de, du er ikke som de andre falanger og skal derfor ikke betale noget. Men denne gang var jeg stædig og lagde en 100 Bht under den tomme flaske og løb hen til knallerten og kørte inden de kunne nå at fange mig 😀



Sådan fik jeg brugt 6 timer den dag, jeg fik set noget af det Thailand jeg elsker, jeg fik snakket med mennesker alle vegne og lærer noget nyt hver dag som er herligt, og det er derfor jeg skriver Dagbogen, jeg må og skal dele de smukke oplevelser jeg har på mine ture rundt omkring med nogen, derfor går det ud over jer, og jeg kan kun opfordre jer til at gøre som jeg, kør væk fra turistområderne og se det virkelige Thailand !!

Virkeligheden lige nu er at det regner og stormer en en halv pelikan og gør at jeg ikke kan køre ind til Chumpon som ellers var planen, jeg er nødt til at købe nogle ting så jeg kan fastgøre det solgardin jeg satte op i sidste uge. Det fik en over nakken en af de dage hvor det ikke bare blæste lidt og hænger sgu med næbbet, men jeg har simpelthen ikke lyst til at deltage i det vilde ræs vejene bliver forvandlet til når det regner, det virker som om folk har den åndssvage ide at det er bedre at køre stærkt for at komme i tørvejr, for derefter at køre galt som sker tit her.

Nå, jeg vil smøre mig en sildemad med fedt 😀

Pen.


Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There are 2 comments on this post
  1. Anonym
    december 13, 2014, 2:27 am

    Du bliver gammel før tid , når du fremdaterer vi andre har først den 13 dec. i dag !!!!!
    Det er da dejligt at kende julemanden. Nu regner vi så med der er fejet når vi dukker op.
    knus jytte

  2. Anonym
    december 12, 2014, 9:03 am

    🙂 Ja det er dejligt med Julehjælp, men det med Caminanten var nu kun en test for at se hvor stærk vraget var :p ho ho der er ikke meget rygrad i den farende svend 🙂

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.