24.12.2014 Julen er aflyst !

Så gør i lige som mig, ifør jer varmt tøj i flere lag og gnav pennicilin til den store guldmedalje og glem ikke at pudse næsen samtidig.
En tidlig morgentur til Chumpon fik virkelig taget i mig selv om jeg havde varmt tøj på, men jeg var ikke forberedt på den regn der lige pludselig kom med en kulde man skal lede længe efter.

Så jeg blev godt og grundigt gennemkold og fik som forventet en ordentlig omgang forkølelse jeg efter et par dage begyndte at tage pennicilin for så jeg kunne holde jul i Pattaya, men efter et par dage tæt på afgang måtte jeg hejse det hvide flag og ringe afbud til flæskesteg med brunede kartofler og selvfølgelig anden som Jytte er en knag til at lave. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at skulle køre de knap 600 kilometer der er her fra huset, ej heller en rejse med bus eller tog kunne jeg få øje på ville være en god ide, men udover det var udsigten til at smitte dem ikke noget alternativ, så en meget kedelig samtale :-(.
Så det har sgu været en kedelig uge hvor jeg har holdt mig indendørs, sjoskende rundt i huset med termo undertøj (Tak Dalton) og en langærmet sweater ud over for at holde gennemtrækket ud, havde jeg slet ikke lyst eller energi til at bevæge mig uden for, virkelig træls.
Nu sidder der nok nogle og tænker, hvorfor fanden lukker han så ikke vinduer og døre i stedet for at hælde vand ud af ørene, og den tanke kan jeg kun give jer ret i at have. MEN, nu er altså sådan at bygmester og entrepenør er dyrevenner ud til fingerspidserne, så der er selvfølgelig en centimeters mellemrum fra vindue/dør til karmen så de stakkels dyr har lettere adgang til den overflod af mad de ikke kan finde udenfor, de er nu flinke de dyrevenner 😀
Samtidig er vejret vendt helt rundt, den milde vind fra øst er forvandlet til en veritabel storm med vindstød op til 30 knob der giver bølger omkring 2 meter der smadrer ind mod stranden og er helt oppe på vejen. Efter en uge med penicillin følte jeg mig endelig lidt bedre og ville genoptage mine morgenture der havde været aflyst på grund af snotten, så iført polarudstyr kørte jeg en tidlig morgen ud til stranden. Der var lidt buler på vandet, men heller ikke mere da jeg begyndte den vanlige tur til den modsatte ende af stranden, en tur på en kilometer der i mageligt tempo tager omkring en halv time, er det en god dag hvor der er skyllet muslingeskaller op kan det godt tage meget længere tid 😀
Men denne morgen hvor vandstanden var høj og gjorde at der ikke var så meget sand at gå på, tog det kun en halv time inden jeg vendte om og fik den hårde vind imod mig der overraskede mig noget. Den føltes selvfølgelig ikke så slem når den var i ryggen men var nu tiltaget en del jeg ikke havde bemærket, samtidig var der kommet flere buler på vandet der efter halvdelen af turen tilbage, tvang mig til at gå op på vejen resten af turen.
På denne halve time var det forholdsvis rolige hav, nu forvandlet til et brølende inferno der bankede nådesløst ind mod stranden og lystigt gnavede løs af sandet så det var nemmere at oversvømme vejen, sand og vand føg imod mig som i kan se på de uskarpe billeder jeg tog med telefonen, startende med den smukke solopgang reflekterende i de rolige bølger, og sluttende af med små film stumper fra stranden og fra den gamle mole der virkelig fik tæv !
Jeg ved godt jeg var modig nu jeg lige havde måtte tage medicin, men det friske vejr og det for mig smukke hav i oprør var ikke noget jeg kunne negligere, jeg måtte se og nyde (hvilket jeg fortryder lidt nu med et mildt tilbagefald) 😀
Den gamle mole var under et hårdt angreb med enorme bølger der slog ind mod den der rejste vandsøjler over 5 meter høje, strømmen derud til var revet over og kablerne fulgte vandets rytme som i kan se nederst i filmen derfra, og folk holdt sig fornuftigtvis fra at køre derud. Det vil sige med undtagelse af et ungt russisk par med et lille barn der upåagtet kørte uden en tanke på det lille barn der blev lige så våde som dem på turen derud hvor bølgerne slog hårdt ind mod den smalle vej. Nogle Thaier der som mig holdt og kiggede, rystede på hovedet og var ikke blege for at kommentere vovestykket, havde russerne vidst at der bliver bygget en ny mole fordi den de opholdt sig på nu er ved at smuldre væk og ikke er sikker, havde de måske afholdt sig fra turen, men det vidste de altså ikke !!
Den hårde vind gør så også at mit solgardin ikke bliver sat op så længe det står på, jeg har lavet noget pvc forstærkning der skal holde bedre på det og venter nu tålmodigt. Men det kan måske have lange udsigter følge Andy der har læst sig til at vinden holder indtil nytår + og endda kan blive værre end det er nu, sidste år kom vinden også pludselig som nu og væltede 38 kokospalmer på en strækning på 500 meter på stranden inden for et døgn, så jeg er nødt til at køre derned hver dag for at se og vil tage kameraet med der tager bedre billeder end telefonen, men uanset forkølelse og koldt vejr, er det pragtfuldt med de forskellige årstider det nu er 4 år siden jeg har oplevet herude 😀
Midt i alt det her, kom der lige pludselig et tilbud jeg havde svært ved at sige nej til fra Andy.
Nogle af hans Thaivenner der sidste år prøvede at åbne en restaurant på stranden de hurtigt måtte lukke igen, var nu igang med at afhænde udstyr fra den, deriblandt en bagemaskine der gjorde falangerne på stranden lykkelige da den producerede brød. Den ville de nu af med og havde spurgt Andy om han var interesseret hvilket han var, men samtidig erkendte at han er utrolig doven 😀
Så han tænkte på mig fordi jeg som før fortalt, kørte 404 kilometer til og fra Surathani kun for at købe brød, så i dag (tror jeg!!), kan jeg hente den der glæder mig enormt nu jeg godt kan lide at arbejde i køkkenet. De har kvittering fra købet hvor der står 7.000 Bht for et år siden, og vil nu sælge den for 2.000 Bht som ikke er dyrt i mine øjne, og nu det er Andys venner er jeg garanteret at den virker, det gør at jeg allerede drømmer om at lave alt det brød jeg har lyst til når jeg får lært hvordan sådan en ting fungerer, for det lyder altså underligt i min ører at man bare hælder alt det der skal bruges til brødet ned i maskinen og tænde for den, men det skal prøves 😀
Men inden jeg kommer der til, kan jeg jo bruge tiden på alle de almindelige ting såsom at fjerne de døde og visne majsplanter der sgu ikke pynter, der skal også betales forsikring på den smukke som jeg gudskelov kan klare herude kun 5 minutter væk, og så ellers holde huset rent. Og hvis overskuddet er der, kan jeg begynde at planlægge en køretur i januar eller februar syd på, men mest vigtigt er fornyelsen af mit pas der udløber i maj måned og som koster spidsen af en jetjager, hele 5.200 Bht koster det show, men sådan er det !
Nå, jeg vil gå til køjs igen efter at have været oppe siden klokken 2 hvor snotten overmandede mig, smadder ærgeligt nu min spytten og harken der har hjulpet utroligt meget – faktisk så meget at jeg mener jeg har fået det 90 % bedre og har givet mig nattesøvnen tilbage. Og så vil jeg meget gerne vågne op til en dag hvor jeg bliver den lykkelige ejer af en bagemaskine, vågne op til et brev fra Udbetaling Danmark der fortæller at jeg får mine penge retur, og måske hvis julemanden er i rigtig godt humør, få et tip fra en læser der kan fortælle mig hvilken medicin jeg skal tage for bronkitis så jeg slipper for de mærkelige diagnoser der bliver slynget ud inde på hospitalet, og til alle jer derude der læser om mit liv (og tak for det), vil jeg bare sige.
                      Glædelig Jul
Pen.

 

Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.