12.01.2014 Det ser sgu sort ud !!

Jeg er her skam endnu selv om jeg ikke siger så meget, jeg bruger enormt meget tid på at redde bloggen der lider af en eller anden sygdom jeg ikke kan kurere.
Så jeg er nødt til at begynde forfra igen er jeg blevet enig med mig selv om, men desværre har jeg lykkeligt glemt det meste af det og ved det kommer til at tage tid. Så der bliver ingen Dagbog før jeg er færdig med at kvaje mig 😀
Men i bliver ikke snydt for de sidste nyheder herfra inden jeg bliver tavs…..
Sidst jeg skrev i Dagbogen var den 1 januar hvor jeg havde en pragtfuld morgen oppe på Khao Din Sor jeg da jeg kom hjem fortalte jer om, senere på dagen mente jeg så det var tid til at køre en tur på stranden, og tak for kaffe en omvæltning !!
Den ellers så fredelige strand var forvandlet til en heksekedel af mennesker overalt der gjorde det meget langsommeligt at komme frem, folk badede (til trods for skiltene der forbød det !!) og syntes livet var herligt. Familier okkuperede hver en stump sand på de 2 kilometer stranden er og betød så at mange måtte sidde på ladet af deres bil og spise, og næsten ud fra hver en bil dundrede den uundgåelige musik der for mig totalt ødelagde oplevelsen af at være i paradis.
Så jeg fik hurtigt afleveret mit vasketøj og kørte tilbage til Andy for at høre om der ikke snart skete noget med brød maskinen hvilket der ikke gjorde, og stadig ikke gør !! Han lejer en bungalow på stranden og var ekstrem træt af alle de mennesker der gjorde det umuligt at surfe og slappe af, der var også fuld knald på om aftenen og natten der nytårsaften kostede en ung dreng livet da 200 unge mennesker festede, de kom op at slås og kunne ikke engang stoppes af politiet der ellers fyrede varselsskud for at dæmpe gemytterne. Der havde også været tumult mellem falangerne der var kommet op at slås på en bar, min forhenværende ven Domenik blev aggressiv i fuldskab, så det havde været en hyggelig aften jeg gudskelov gik glip af fordi jeg faldt i søvn ved nitiden 😀
Andy kunne også fortælle at der var forhandlet våbenhvile mellem surferne og politet, ikke kun surferne følte sig generet af overvågningen, også de tusindvis af mennesker der var her på grund af ferien var nervøse over den overdrevne opmærksomhed, så der blev holdt møde. Politiet var blevet beordret til sammen med immigration at finde turister på overstay og narko men indgik en aftale om at være knap så generende og synlige, den aftale holdt hele ugen inden alle surferne drog afsted til Pranburi for at finde vinden der, for her forsvandt den fuldstændig der faldt sammen med feriens afslutning så os der bor her kunne få vores fredelige strand tilbage igen.
Men jeg kunne ikke bruge så meget tid på stranden som jeg ellers gerne ville, for mit pas der skulle fornyes, betød at jeg var nødt til at besøge Ambassaden i Bangkok. Jeg valgte at flyve derop og så tage toget hjem igen for ikke at skulle bruge et par dage på det, så jeg kørte ind til Fame og købte flybilletten til 2.200 Bht og kørte så til togstationen hvor jeg købte billet til toget der kostede 300 Bht.
Fordi jeg returnerede med toget var jeg nødt til at køre ind til Chumpon og stille knallerten uden for Fame der ligger meget tæt på togstationen klokken 5 morgen, minivanen til lufthavnen kørte klokken 6 og passerede mit hus der irriterede mig lidt, men sådan er det !!
Jeg kom til Don Muang klokken halv ni efter en fantastisk flot tur med strålende solskin der gav mig en kanon udsigt ud over havet på turen, havet glimtede som diamanter i flotte mønstre der blev gennemtrawlet af utrolig mange fiskebåde så langt øjet rakte, pragtfuldt 😀
Nå, jeg havde selvfølgelig lagt en plan for dagen og prajede en taxi til Mo Shitt hvor skytrain kører fra, gutten snakkede og snakkede for at fjerne min opmærksomhed fra taxameteret der ifølge ham ikke virkede, så jeg var allerede på vagt med den ene hånd på dørhåndtaget da jeg spurgte ham hvor meget det kostede, og det viste sig at være en god ide da han uden at blinke sagde 500 Bht for den 15 kilometer korte tur der fik mig til at åbne døren og simpelthen stige ud der tvang ham til at standse. Jeg havde mere held med den næste taxi der automatisk startede meteret og ikke prøvede at lave tricks med mig, så han fik drikkepenge selvfølgelig.
Efter at have taget det forkerte tog på Siam der fik tiden til at gå lidt for hurtigt, lykkedes det mig endelig at komme frem til Ambassaden hvor jeg dælme også havde en speciel oplevelse inden jeg gik ind af døren. Jeg havde tændt en cigaret da jeg stod af skytrain jeg gik og pattede på, og bukkede mig ned da den var røget færdig for at smide skoddet ned i en rist, lidt pli har man vel !
Som ud af ingenting dukkede der pludselig en knallert op med to ’betjente’ på, den ene steg af og holdt sig på afstand mens den anden på gebrokkent engelsk bebrejdede mig for at smide skoddet på gaden, men det havde jeg jo ikke gjort og begyndte at diskutere med fætteren der forlangte 5.000 Bht for den forseelse. Alt det her havde jeg slet ikke tid til da jeg skulle nå et tog klokken 1 fra Hua Lampong og blev stejl, han efterlignede mig og hev et krøllet papir frem fra gemmerne under sædet. Det koster 10.000 Bht af forurene sagde han men giver dig rabat så du kun skal betale det halve, nul putte svarede jeg ham, den hopper jeg ikke på.
Diskussionen bølgede frem og tilbage mens jeg blev mere og mere stresset fordi jeg kun havde 1 time til rådighed på Ambassaden, så da han forstod at jeg ikke var så nem og foreslog at jeg kunne betale ham 1.000 Bht her og nu, havde jeg fået nok og sagde at jeg ville ordne det her på stationen der fik ham til at trække i land og formanede mig om aldrig at gøre det igen, gav mig hånden og forsvandt, fandens til svindlere J
 
Gudskelov gik alt op i en højere enhed indenfor så jeg kunne nå mit tog men nu 5.400 Bht for passet + 300 for kørekortet fattigere, og jeg behøver ikke at hente passet personligt hvilket glæder mig enormt.
Så efter at være oppe siden 4 morgen og en stroppetur i det forsinkede tog, kunne jeg træt kaste mig ned i stolen ude på terrassen klokken 23 og jamre mig over den manglende medicin jeg var løbet tør for, så jeg blev enig med mig selv om at køre på hospitalet næste dag.
To dage senere efter at have brugt 5 timer den første dag og 4 timer den næste, kørte jeg hjem med uforrettet sag. Det kunne man sandelig ikke give mig, den meget kloge doktor der dårligt kastede et blik på røntgenbilledet jeg lige havde fået taget, mente ikke at jeg havde de helt store problemer og ville indlægge mig i en uge så han kunne tjekke mig.
Morfin er meget farligt fik jeg at vide og ikke noget de ordinerede selv om jeg kunne vise regninger fra de sidste 3 år oppe i Kanchanaburi hvor jeg uden problemer købte piller hver måned. Desværre ville de deroppe ikke udlevere oplysninger om mig af forretningsmæssige årsager der ellers ville have fjernet alle problemerne, mange tak sagde jeg, rejste mig og gik min vej igen, så nu overvejer jeg om jeg skal køre op og købe medicinen i Kanchanburi men bliver samtidig bremset af udsigten til at tilbringe 16 timer i tog og 4 timer i taxi, fandens osse.
Nå, bortset fra det går det godt, endda rigtigt godt 😀
Min hoste er så godt som forsvundet og bliver kun holdt ved lige af skimmelsvampen i væggene på grund af de manglende tagrender uden for soveværelset jeg nok bliver nødt til at sponsorere selv, min landlady har meldt ud at hun ikke vil betale mere nu hun har travlt med at bygge endnu et hus hun kan leje ud, jai dee 😀
Og vejret er stadig dejligt køligt nu med regn og lidt vind så der er dømt langærmet og lange bukser, så for at holde varmen vil jeg nu selv om klokken kun er 9 morgen, begynde på dagens ret der består af bagte kartofler, paneret kotelet med tilhørende grøntsager og pebbersovs der garanteret lægger op til en middags lur nu det alligevel regner og blæser.
Jeg har ikke glemt det link en læser så venligt lagde op om naturmedicin der kan fjerne hoste, tak for det, interesserede kan læse mere her : http://bioshop2.com/dinkurv.php
Pen.

 

Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.