';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂

Det var befriende køligt at køre så tidligt på morgenen, omkring 25 grader og med udsigt til regn i det fjerne. Ikke så meget trafik heroppe som jeg har observeret før, så vi kom afsted med omkring 60 kilometer i timen. Vores første mål var en tankstation der ligger et par kilometer før Thong Pha Phun, her skulle 7 Eleven besøges for at få en kop kaffe og et stykke sandkage, og vi skulle selvfølgelig tanke op.



Der var stadig rigeligt med benzin på begge knallerter, men da jeg var på tur med Dalton til var der udsolgt af benzin i Sangkhla Buri, og der var så vidt jeg kunne se ikke nogle steder på vejen der handlede med benzin, men selvfølgelig er der det, men jeg så dem ikke.

Nå, tilbage til vores første mål der viste sig at være en skuffelse, 7 havde lukket på grund af renovering, så vi tankede og blev enige om at køre ind til byen for at finde noget kaffe inden min gæst blev uterlig, hold kaje han kan blive mærkelig hvis han ikke får sin morgenkaffe 😀



Og det var sgu rart at kunne sætte sig uden for den første 7 vi mødte og slubre kaffen i sig, morgensolen varmede os op igen efter den lidt kølige morgentur, og livet var herligt. Og det er også herligt at vi faldt i hak fra første gang vi snakkede sammen, vi pludrede om alt mellem himmel og jord, og kunne også udveksle historier om vores arbejde på landevejene, så det var pragtfulde 4 dage turen her tog uden nogle former for kriser. Men jeg var dog nødt til at rette ham i ny og næ når han mente og påtalte at tingene skulle være som han ville have det, læs efter danske forhold, og påtalte det over for Thaierne.

Det nytter altså ikke en dyt sagde jeg til ham, de fatter overhovedet ikke hvad du mener som når vi drak kaffe. Thaierne drikker kaffen meget stærk og hælder kun lidt vand i koppen, det brokkede han sig over hver gang indtil jeg fik banket ind i hans stædige hoved, at jeg nok skulle klare skærene inden 3 verdenskrig brød ud :-O Men jeg kan godt se det fra hans synspunkt, han har primært opholdt sig i Phuket og lignende turist fælder, der ved Thaierne godt hvad en falang vil ha, og denne tur var hans første møde med det modsatte, nemlig det rigtige Thailand.
Men ingen uvenskab af den grund.

Endelig fik vi nok af varmen og kaffen og fortsatte vores tur, mig og drengerøven som jeg begyndte at kalde ham da vi igen startede op på turen til Sangkhla. 2 drenge på et fartmonster overhalede os der bestemt ikke passede ham. Han gav sin lejede knallert fuld hane og hentede dem et eller andet sted jeg ikke kunne se fordi de forsvandt i horisonten, samtidig er vejene meget snoede her, så han forsvandt forude. Og det var et lykkeligt smil han havde i ansigtet da vi endelig mødtes igen, og nu forstod jeg teksten på hans t-shirt der fortalte at han er medlem af Gold Wing klubben i Danmark.

Han havde fortalt om turen ned gennem Europa med gutterne, ikke så meget for at se, men mere for at få nogle kilometer på uret. Det gjorde så at han en gang imellem gav den gas og forsvandt langt forude, jeg holdt mig til de 60 i timen for at skåne den snart meget brugte knallert jeg ejer. Jeg havde ellers lejet en Honda PCX til 350 Bht pr dag, men da vi stod og ventede på at hun skulle låse den op, hævede hun prisen med 50 Bht pr dag. Jeg havde betalt, og alt var i orden, jeg ventede kun på knallerten så vi kunne komme afsted, så jeg snerrede arrigt at jeg ville have mine penge tilbage, så jeg var kørende på min gamle knallert.

Men det er okay udover at man bliver noget så øm bagi når man kører langt, de sidste 60 kilometer hvor vejen går op og ned og rundt som i Tour De France, indbyder alligevel ikke til ræs. Og slet ikke da vi kom ud i en voldsom regnbyge der var lige ved at tage modet fra den fartglade herre, den var så voldsom at vi kun kunne køre 30 Km i timen og vi blev gennemblødte på et øjeblik. Men den stoppede gudskelov igen så vi kunne tage noget af tøjet af igen mens vi spejdede efter noget kaffe for at få varmen igen, men de havde kun Thai kaffe som han ikke drikker desværre, så den stod på almindeligt vand:-D



Med den nu bankende varme sol fortsatte vi de sidste 35 Km på det sjoveste stykke af turen, vanvittig flot udsigt til venstre hvor den opdæmmede sø strækker sig så langt øjet rækker, og vild jungle til højre der var helt nede i vejkanten der fik drengerøven til at udbryde: det er utroligt flot, det skulle de andre i klubben lige se !!

Jeg havde inden vi startede på turen, advaret ham om det sidste stykke vej der er fyldt med store huller og meget svær at køre, fordi man ikke kan holde en jævn fart på grund af de stejle og meget skarpe sving. Dalton og mig havde store problemer da vi var deroppe, hans lejede knallert der var mindre end min, måtte kæmpe noget for at holde stilen og farten.

Men, de røvhuller havde sgu lappet de værste huller. Alt det sjove var væk, nemlig at køre slalom mellem hullerne, så nu var der ’kun’ de op til 30 % stigninger og nedkørsler tilbage jeg desværre ikke har billeder af. For der er så ekstremt pragtfulde udsigter ud over bjergene, helt oppe i 1700 meter med udsigten til de lavere bjerge med skyer der smyger sig rundt, er så fantastisk at se at jeg får sommerfugle i maven selv om jeg har set dem flere gange.
Så det var lidt med vemod da vi nåede byporten efter at have givet os god tid til den sidste nedkørsel der er ekstrem lang og med mange skarpe sving, bremserne lugtede fælt efter at være blevet misbrugt godt og grundigt, så det var nok meget godt at vi nu var i næsten plant terræn.


                                                   Link       P Guesthouse

Klokken 15 trillede vi ind på P Guest House hvor jeg har været før, og hvor der hersker ordentlige forhold. Liggende på skrænten ned til Khao Laem Dam der starter heroppe i Sangkhla Buri, kan man ikke ønske sig ret mere, udover at have nogle meget flotte og velholdte værelser alle med udsigt til søen, er der fra den store restaurant også en fantastisk flot udsigt. Og prisen er den samme uanset hvornår man kommer, 950 Bht for et kæmpe værelse med dobbeltseng, Aircon,Tv, og et usandsynligt stort badeværelse der altid er villig til at spytte skoldhed varmt vand ud af brusehovedet.

Vores første men meget vigtige opgave nys ankommet, var at nyde en kølig oven på dagens strabadser i restauranten, hvor vi fik snakket om dagens tur og alt muligt andet. Det var på det tidspunkt ved at dæmre for den fartglade gut, at mange af de ting jeg havde fortalt ham om Thailand faktisk var rigtige. Han havde helt fra starten af både sagt og tænkt at jeg var fyldt med løgn, for som han nu sagde, var det et helt andet billede han havde af Thailand efter at være kommet her siden 1999 tror jeg det var, og kun i turistområder.

Ja han sad faktisk og ærgrede sig over ikke at have bevæget sig uden for byerne på egen hånd, for nu oplevede han jo noget 😀

Det må have taget så hårdt på ham, at han havde brug for en morfar han brugte et par timer på mens jeg sad ude på den lille terrasse uden for værelset og nød udsigten og livet på søen. 

Det var at nyde det mens vi var her, for vi skulle videre næste morgen, tilbage til Thong Pha Phum for at se os omkring der, og den historie fortæller jeg næste gang.

Pen.
Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There are 2 comments on this post
  1. Anonym
    juli 05, 2013, 9:00 pm

    Det er sgu lidt chokerende at folk kan tage ud i verden uden at sætte sig bare lidt ind i det pågældende land, noget af det vi snakkede om står rent faktisk i rejsebøgerene, så der er ingen undskyldning 😀

    Pen.

  2. Jytte
    juli 05, 2013, 2:38 pm

    Herlig læsning, men det er ikke kun din ven der ikke ved , at Thailand ikke er Pattaya, og lignende steder. Vi har taget flere af vore venner med nord på for, at vise dem Thailand.

    knus jytte

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.