06.07.13 Sangkhlaburi


Efter en nat med en pragtfuld behagelig seng, skulle vi videre i dag. Jeg var som sædvanligt tidligt oppe, og kørte alene som sidste gang jeg var her, ind til 7 for at få morgenkaffen. Den ligger lige over for markedet, og er et herligt sted at sidde tidlig morgen og følge med i tumulten når de friske grøntsager og frugter kommer ind fra markerne. En temmelig kraftig dame der er alt for stor til at stå op alt for længe :-D, råber ordrer ud til de nok 10 unge mennesker der så henholdsvis henter eller bringer varerne til og fra de mange biler. 

En strøm af arbejdere stiller sig parat til afhentning ved de respektive biler der så kører dem videre, det er burmesere som er tydeligt at se i deres ansigter og tarvelige beklædning, kvinderne der også er tarveligt klædte, skiller sig dog ud med deres farverige ansigtsmaling og lige så farverige hårspænder, så her er meget at se på selv om klokken kun er 6 morgen. 



På de 6 måneder der er gået siden sidst jeg var heroppe, er der kommet 2 banker samt flere flotte forretninger der skiller sig noget ud her i fattigdommen der er så tydelig. Og det skyldes vel den snarlige åbning af grænseovergangen til Burma der forhåbentlig skaber en masse job, og tilfører penge til regionen. Vejen herop var jo også blevet repareret selv om det ikke var helt så godt, så fremskridtet kommet stille og roligt, men underligt at se alt det nye der stikker noget ud i forhold til omgivelserne.

Det var ved at være på tide til den aftalte afgang klokken 8 fra P Guest House, så jeg kørte tilbage for at hente den gamle der skulle ned og have kaffe hvor jeg lige havde siddet, men det gør ikke mig noget så længe der er noget at se på. Der røg lige en kop kaffe mere ned nu jeg var her inden det var tid til at køre igen, denne gang med lange bukser, en t-shirt, en langærmet bluse, en hættetrøje, og til sidst en regnfrakke udover det hele. Det lyder underligt at så meget tøj skulle være nødvendigt, men klokken var kun halv 9 og skyerne hang tungt mellem bjergene kunne vi se, så det ville være koldt uden.

Jeg var glad for at have taget så meget på, for der var sgu køligt oppe under skyerne på vores vej tilbage, især bukserne var jeg glade for, for som drengerøven sagde da vi havde klaret første del af turen og holdt for at drikke kaffe, jeg syntes godt nok hårene på benene stritter noget 😀



Derefter kørte vi i det flotteste vejr resten af vejen ned til Thong Pha Phum hvor vi ville finde et sted at overnatte, men det skulle vise sig at blive lidt problematisk !!

Men skal der lige være plads til en lille sjov historie først 😀

Jeg kørte som sædvanligt forrest nu jeg kender vejen, og lige inden vi drejer til højre efter checkpointet hvor der bliver ledt efter illegale burmesere, kørte den hærdede motorcykel ekvilibrist op på siden af mig og siger, vil du høre en sjov historie ??

Selvfølgelig sagde jeg til ham, hvad går den ud på ?? Jo sagde han grinende, nu har jeg kørt på knallerten i to dage og omkring 180 Km, og har lige fundet ud af at den har 4 gear !!

Og den ros skal han altså have, han gav den virkelig gas indimellem, nok for at forhindre at han faldt i søvn med de langsomme 60 jeg ligger på. Imponerende at gearkassen ikke sprang i luften i et af hans talrige udbrud der fik ham til at forsvinde som Houdini i 3 gear, så på resten af turen kunne han ikke som før slappe af, nu var han nødt til at skifte gear hele tiden, så kan han lære det kan han :-O

Nå videre i historien…..

Vi moslede lidt rundt i byen for at finde en tankstation der viste sig at ligge næsten på den anden side af byen, inden det var tid til den traditionelle kaffepause der blev holdt samme sted som på udturen. Vi havde ingen planer om hvor vi skulle sove, for den altid kaffetørstige herre, havde ændret planer på udturen den første dag. Han var ikke så interesseret i at se på templer han kaldte pengemaskiner, og havde mere lyst til bare at køre, så vi blev enige om bare at køre indtil vi fandt noget. Med kun ét skilt på vores vej vi kunne forstå, førte os så til Vajiralongkorn Dæmningen som var en stor oplevelse selv om min nye ven prøvede at ødelægge den hyggelige stemning 😀

http://en.wikipedia.org/wiki/Vajiralongkorn_Dam

Skal jeg nu betale for meget igen brummede han arrigt da vi kørte hen mod en kæmpe port der var indgangen til området, men det skulle vi ikke heldigvis, det var gratis at køre ind på det flot vedligeholdte område der var ekstremt stort. 



Vi kørte lidt rundt for at kunne komme op og køre på selve dæmningen, der var ingen skilte at køre efter, og det var lidt misvisende med de mange checkpoint der alle på nær én, var ubemandet. Men vi fandt endelig vejen der stejlt gik op til venstre og som var sjov at køre på, heroppe på toppen sad der en uniformeret gut i en bygning uvist af hvilken årsag, og han stoppede os ikke, så vi kørte ind på midten der også var endestationen for kørende.


Som i kan se på billedet, er det enorme proportioner her. Udover at være et enormt byggeri, var søen vi kunne se lige så enorm og er den samme vi havde sagt farvel til her til morgen oppe Sangkhla. Men der var nu ikke så meget vand ifølge den vandlinje man kunne se var normal på klipperne, og det indtryk havde jeg også fået på turen op til Sangkhla hvor jeg undrede mig over hvor lidt vand der var, det er trods alt regntid der burde give noget vand !!





Men vi stod så deroppe på dæmningen og nød at blive varmet helt op efter vores tur herned, og faldt begge ned på jorden, jeg blev så varm at jeg skiftede til korte bukser og nøjedes herefter med T-shirten. Men vi ville se mere af det her, og kørte så ned igen for at se på turbinerne der lå længst ude til højre af dæmningen. Men her blev vi stoppet af en vagt, det måtte vi ikke kunne vi forstå på hans håndsprog, smadder ærgerligt nu vi var der.



Så vi prøvede en lille sti der længere tilbage mod indgangen, der gik ind i noget vildnis og førte os ned til en mindre noget tørlagt flod med vand fra turbinerne. Også her kan i se på billedet at der næsten er tørt, kun en svag strøm viste at der var lidt gang i maskinerne hvis noget overhovedet, vi blev enige om at det hele stod stille fordi vi ikke kunne høre noget som helst maskineri nogen steder. Men her var pragtfuldt at være, det føltes som at stå ved en flod ude i junglen langt fra alting, så vi blev der lidt for at nyde omgivelserne inden vi havde fået nok og kørte ud igen.






Og her burde vi have drejet til højre ind mod byen, men nysgerrige som vi begge var, drejede vi dælme til venstre mod en laaaaaaaaang køretur.

I manglen på kort jeg ikke kunne finde, hverken i forretning eller på nettet, blev vi enige om bare at køre til vi fandt noget at overnatte i, men så nemt skulle det ikke gå. Først kørte vi ind i et helvedes regnvejr selvfølgelig, nu havde vi næsten lige taget det alt tøjet af, det kunne vi så montere igen, skide muntert. Så er det godt jeg elsker naturen for at afbøde en mindre depression over den begyndende svømmehud mellem tæerne, for her var også rigtig flot.

Khao Laem Dam lå nu på vores højre side mens kontrasterne i form af tårnhøje bjerge fulgte os på den anden side, opdyrkede marker med den smukke dybrøde okkerfarve jorden har, var sindssyg flot med alt det grønne der blev dyrket overalt. Men regnen blev for slem at køre i, så endnu en kaffepause mens vi ventede på opklaring i vejret. Her burde vi have vendt om fandt vi senere ud af, for det eneste vi så at overnatte i, var husbåde som i Sai Yok der bestemt ikke var med på vores top 10 liste efter den oplevelse der. 


Og det eneste jeg vidste om vejen vi var på, var at den gik til grænsen og passerede Taling Daeng der, var vi overbeviste om, havde overnatningsmuligheder.

Men nu skal man ikke tro på alt man læser, for der var INTET udover små fattige bambus hytter. Så efter omkring 50 – 60 Km, blev vi enige om at vende om, håbet om at finde noget forsvandt jo længere vi kørte, alt vi passerede blev mere og mere fattigt og primitivt, og med klokken der var på den forkerte side af klokken 3, gjorde at jeg sang: så vender vi kajakken 😀

Vi var godt brugte begge to, og besluttede os for at se efter et sted inde i byen og dermed afslutte endnu en lang dag på knallert. Og vi fandt sørme et sted lynhurtigt, Som Chaineuk Bungalows, jeg havde for øvrigt læst om stedet på nettet hvor det har denne beskrivelse af sig selv:

Pleasant rooms in a lush fruit grove

Hold kaje noget møgbeskidt skrammel jeg ikke ville spilde et sekund på, selv om prisen på 450 Bht var perfekt, var vi som små lyn ude af porten igen og fandt hurtigt et andet sted, S Boonyong Hotel. Prisen var den samme og så lidt renere ud, så det sagde vi ja til desværre.

Desværre fordi jeg næste morgen, kunne fortælle min ven følgende: her kan jeg bo i månedsvis uden at få en hel nats søvn !!

Sengen var hård som beton, bruseren virkede ikke, og der var også her umådeligt beskidt da vi endelig fik set efter senere. Den gamle brummede sgu også faretruende næste morgen og gav hans larmende knallert så meget gas, at det kunne høres helt i Bangkok nattesøvn, nu har du også prøvet det sagde jeg til ham, sådan er der også uden for Phuket 😀

En detalje med fartdjævlen der ikke gør det nemt at rejse med ham, er at han kun vil spise falang mad, og sådan noget kunne vi sgu ikke finde i byen, så det endte med at vi købte et par spydstegte kyllingelår, og satte os på en bænk og studerede livet omkring markedet der faktisk er det eneste at kigge på i byen, hvis man selv, klokken var vist kun 6, og han ville forstyrre ejerens følgelig ser bort fra Nationalparker og andre forlystelser. Og vi var begge godt ømme efter endnu en lang dag i sadlen blev vi enige om, og bortset fra det mætter det tilpas fandt jeg ud af for os begge.

Her nåede han at blive godt og grundigt uvenner med damen der solgte kyllingen, vi havde dagen i forvejen inden vi kørte op til Sangkhla, begge købt det samme til 40 Bht stykket. Det kostede nu 50 Bht der tog den sidste rest af tålmodighed fra ham, han selvantændte og skældte hende højlydt ud, meget højlydt. Så så, rolig nu prøvede jeg at berolige ham, for det er jo en af de ting man ikke skal gøre, og det hjalp. Han antog en dybrød farve i ansigtet og gjorde endnu en ting man ikke skal gøre, han kylede en 50 Bht seddel imod hende og gik sin vej !!

Den historie blev selvfølgelig fortalt videre til de andre handlende meget højlydt, bænken vi sad på var ikke længere væk end at vi kunne høre hende, så det blev et munter ophold på bænken hvor historien selvfølgelig blev fortalt igen og igen, selv tusmørket der sneg sig ind på os kunne stoppe hende.

Jeg tror vi sad der et par timer for at trække tiden lidt i ørene inden det var sengetid, og som om intet var hændt, faldt snakken på hvor vi skulle hen næste gang han kommer i September 😀

Her slutter jeg historien selv om vi stadig havde en dag mere at køre i, det er lige landevej hele vejen hjem, og kedeligt. Vi afsluttede turen med en kølig nede i skrigegaden da han havde afleveret knallerten igen og fået beskeden om at det var 500 pr dag, og ikke i alt. Men det var ikke noget problem for ham, og vi havde haft en god uges tid sammen først med rundvisning til de steder jeg holder mest af, og ikke for at rose mig selv, men han var begejstret over de anderledes oplevelser jeg kunne tilbyde ham, kontra købe turene.

Så selvfølgelig kommer han igen, vi har udvekslet E-mail vi allerede har brugt, og jeg glæder mig til at se ham igen 

Hvis du læser med gamle, vil jeg opfordre dig til allerede nu at købe en god creme !!

For den næste tur bliver på 1.500 Kilometer.

Tak for turen.

Pen.







Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.