03.11.2016 En historie starter altid med

 
Den udskifter jeg dog med, der var en vej. Den her vej der ikke fandtes på nogle kort vækkede en opdagelsesrejsende i mig der ville spare kilometer, komme tæt på den lokale befolkning og rejse i den uspolerede natur.
 
Så jeg begav mig optimistisk ud på færden på den hårdt lastede knallert der havde tjent mig så godt på tidligere ekspeditioner og glædede mig til turen over bjergene og nede i de dybe dale. Og jeg blev ikke skuffet og var lykkelig over de pragtfulde og smukke landskaber der lå for fødderne af de høje uudforskede bjerge mens jeg bevægede mig på dårligt vedligeholdte små og grusveje, ja selv vandløb måtte jeg forcere der var helt nyt og fik mig til at stoppe op og besigtige de farlige overgange inden jeg i et rasende tempo, forsigtigt passerede det nye ukendte så vandet stod op i kaskader til alle sider men sikkert fik mig over på den modsatte flodbred rystet over de farer jeg mødte på min vej.
 
Og det blev mere og mere besværligt at komme frem på de dårlige veje der blev gennemskåret af  dybe furer hvor regnvandet havde løbet mens meget skarpe og stejle sving i de vilde bjerge til sidst fældede den tapre opdager !
På en stejl stigning med dybe furer i vejbanen opgav knallerten at holde sig oprejst og lagde sig hårdt ned på venstre side hvorved opdagelsesrejseren blev kastet af knallerten og landede hårdt på den stenede grund, men jeg fik dog rejst mig op noget omtumlet og skuffet efter den uventede hårde behandling og slukkede hurtigt for motoren for at spare på benzinen der er oppe i 27.04 pr liter og svær at få fat på derude i det ukendte, slige udgifter er uønskede og unødvendige og var grunden til min hurtige reaktion der også indebar at hurtigt at åbne for en lille lem et sted i den sorte plastik for at sikre mig tobakken der er vigtig og kan bruges som handels objekt med de indfødte.
 
Der var øde og stille på gerningsstedet og tænkte jo straks på hvad jeg så kunne gøre, der ude i junglen var der ingen indfødte der kunne bære knallerten til den nærmeste landsby og ingen der kunne hjælpe. Der var en larmende stilhed og kun cikadernes kald der brød stilheden her oppe i 900 meters højde, så gode råd var dyre tænkte jeg mens jeg ømmede mig efter det hårde fald og betragtede styrthjelmen der havde lidt alvorlig skade og nok havde reddet mit liv !
Pludselig blev stilheden brudt da 2 larmende militær køretøjer dukkede op og en ung mand der tilsyneladende havde kommandoen over disse indfødte krigere, befalede dem til at rejse transportmidlet op og stille det forsigtigt væk fra vejen og begyndte at tale, jeg betragtede nøje optrinnet da jeg havde mine tvivl omkring styrken fra disse små krigere nu de havde med 224 kilo rå kraft at gøre, men de klarede det forbavsende let mens en samtale omkring en regerings styret redningsplan blev startet. Den unge mand kende en stamme høvding og ville sørge for en redningsaktion og beordrede selfie med undertegnede i en hast der gjorde det lidt forvirrende.
 
En tanke og en drøm var blevet knust og undertegnede stod med store smerter efter et mindre ømt møde med styret og vejen og smilede kun i protest medens krigerne morede sig over resultatet af deres billeder, og sådan noget forhastet forlod de udsendte krigere åstedet og drog afsted og efterlod den rejsende i dyb krise 35 kilometer fra civilisationen midt ude i junglen !
 
Ville høvdingen overholde sin aftale om komme i løbet af en halv time, og ville han arrangere en redningsaktion som lovet og hvordan ville det hele gå ?
Tankerne fløj hurtigt medens smerterne tog til og blodet løb fra 3 styk medtagede tæer på venstre fod der fik de ukendte arter at insekter til at holde fest og den halve time blev hurtigt til 1 time mens håbløsheden bredte sig. Efter en time besluttede den uheldige helt at udsende røgsignaler og fik forbindelse til en god ven der er gift med en indfødt og på den måde kunne hjælpe med at arrangere hjælp.
 
Nummeret vi alle ser på palmer og hytter, 1669 blev kontaktet, og et kort blev vedsendt for en nærmere position og blev lovet kontakt med politiet hurtigst muligt således at ekvipagen kunne tranporteres til Wiang Haeng der var målet.
 
Politiet ringede ganske vist på det lokale sprog og fik endelig fat i en der talte noget jeg forstod og blev endnu engang lovet en halv time inden hjælpen ville arrivere så den lidende kunne få kvalificeret hjælp, men endnu en gang skete der intet, så en forbipasserende grisetransport blev stoppet der formidlede kontakt til politiet endnu en gang. Denne gang skulle det være ganske vist, hjælpen ville komme og jeg følte mig tryg mens timerne sneglede sig afsted stående der ude i ingenting på en stigning der gjorde det svært bare at stå, selv fuglene holdt sig væk og hørte kun 1 fugl i de 4 ½ time det varede inden en lokal stoppede og jeg endelig fik hjælp.
 
Fyren her kendte den betjent jeg havde talt med og ringede til ham og fik at vide at den afhentning af grisetransporten jeg var blevet lovet, ikke blev til noget men nævnte ikke med et ord at jeg ikke havde fået det at vide !!
 
Historien endte lykkeligt med at den så optimistiske opdagelsesrejsende klokken 18 blev sat af på selv samme hotel han havde forladt samme formiddag, de flinke folk der reddede mig fra at sove på en grusvej ude i junglen fik 1000 B de var meget benovede over og vi takkede hinanden mange gange mens jeg priste min Buddha for at have beskyttet mig mod farene og mod en voldsom død da jeg blev  transporteret tilbage af de selv samme 35 kilometer jeg nåede ind i junglen på knallerten der ser lidt medtaget ud men kan reddes ved lidt manicure og lidt nyt plastik.
 
Undertegnede blev næste dag sendt hjem fra hospitalet efter et check der viste 3 bøjede ribben og meget ømme brystmuskler, hudafskrabningerne blev renset og penslet mod de farlige bakterier der findes ude i det ukendte og blev for den ulejlighed frarøvet 820 B og de ville ikke høre tale om rabat desværre.
Så siddende her godt øm og forslået uden mulighed for at tage min astma medicin fordi jeg ikke kan trække vejret dybt ind, tænker jeg over hvor taknemmelig jeg er.
 
Jeg er i live, blev reddet af nogle flinke mennesker nu hverken militær eller politi dur til noget som helst, godt øm og træt og har store problemer med at komme op at stå eller ned at ligge, jeg sov 11 timer i aftes og tre timer i eftermiddags og synes allerede jeg godt kan snuppe en lur igen, men jeg skal jo lige have sendt den her afsted inden jeg kan slappe af så godt det er muligt og komme til kræfter igen og komme væk fra Pai jeg nu har været længe i.
Det eneste jeg orker at vise jer nu er noget min tlf selv har sat sammen men har video af næsten det hele jeg ser på senere !
 
Et par dages ro måske og turen går igen mod det ukendte  men efter denne oplevelse kun på genkendte veje, ikke mere spænding her til mig tak J
 
Pen.
Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There are 4 comments on this post
  1. november 09, 2016, 9:12 am

    Jo Tak og god bedring med dig 🙂

    Jeg behøver slet ikke gå på værtshus for at komme til skade men har sgu aldrig været så uheldig før, men jeg lever da 🙂

  2. november 05, 2016, 3:06 am

    Ja kom selv galt afsted forleden, men på en Bar, hverken fuld eller tosset, men på vej fra toilettet gled jeg og væltede over nogle møbler og trykket et ribben eller to. Av av men er ved komme efter det 😉
    Men forsat tur frem

  3. november 05, 2016, 12:47 am

    Tak kim men nok lidt for farligt for min alder,så skruer kraftigt ned for de ekspeditioner der indebærer fald og skader, tager sgu for lang tid at komme ind i kampen igen 🙂

  4. november 04, 2016, 4:18 am

    Hej Klaus følger dig her, du lever livet farligt. Take care min ven
    mange venlige hilsener Kim Lundberg

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.