';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂




Disen lå tung over Pai da jeg kørte mod Chiang Mai klokken 7.30 morgen for at komme op til Wiang Haeng jeg prøvede på forleden uden det store held, jeg havde fået nok af byen og alle falangerne der af en eller anden årsag ligner noget der er løgn og minder så meget om et slum kvarter, så selv om jeg stadig har ondt i ribbenene vil jeg afsted !

Utroligt nok ser hjemløse sgu mere rene ud, langt fedtet hår og aflagte køkkengardiner og pudseklude gik forbi konstant med et tåget udtryk i øjnene og har aldrig set sådan en samling fjolser før, om det så var ældre der slet ikke lignede typen til at iføre aflagte pudseklude og fejlproduktioner, gik de alle rundt og lignede lort rent ud sagt. Byen er oversået med tilbud om yoga, meditation, healing og hvad ved jeg så jeg i almindeligt tøj så helt forkert ud !



Så jeg var glad da jeg kom væk derfra og kørte stille og roligt for ikke at komme til at fryse, det kunne jeg have undgået hvis jeg havde ventet et par timer med at køre men ville altså videre og mødte ikke så mange på vejen og hyggede mig med at kigge ud gennem træerne og buskene for at få et glimt af de tåge indhyllede bjerge jeg kunne ane der. Men vejen er slet ikke egnet til sightseeing med alle de sving så måtte tage mig sammen og samtidig komme mig over min frygt for at lægge mig ned igen jeg slet ikke har lyst til med så tung en knallert. Så det var rart at komme til det sidste lige stykke inden jeg skulle dreje af mod nord og nye oplevelser jeg synes jeg havde ventet længe på fordi jeg endte op med at bo i Pai i over en uge.



Så jeg var sulten efter nye oplevelser og slappede helt af og slugte alt med øjnene og så endelig mine bjerge jeg af en eller anden grund er så betaget af, og i at med jeg var startet ud tidligt var der ingen grund til at skynde sig så holdt inde i en lille biks og fik noget føde. Det viste sig at være en god ide, for da jeg igen drejede til venstre ind på vejen til Wiang Haeng hvor der som jeg har prøvet før, slet ikke så nogle butikker, huse eller andet. Nej vejen begyndte at gå og op, først stille og roligt men siden brutalt ret op og gjorde mig nervøs, jeg havde åbenbart ikke glemt mit styrt fandt jeg ud af men var nødt til at fortsætte med mindre jeg ville aflyse det hele.

Det lyder lidt tøseagtigt men var sgu sandt men jeg overvandt den værste frygt og fortsatte i den mest pragtfulde natur jeg vist har set og var ked af at jeg ikke kunne stoppe og tage billeder, men vejene var så stejle og skrå at det var helt umuligt og må gøre noget ved det stativ der holder min GoPro der ikke vil lystre så jeg kan bruge det som kamera. Jeg passerede små landsbyer med forskellige indbyggere fra forskellige stammer der foroverbøjet i traditionelle klædedragter gik med deres høst på hovedet og samtidig skulle forcere den stejle vej, overalt og uanset til hvilken side jeg kiggede var der opdyrkede marker så langt øjet rakte og så stejlt at det er uvirkeligt !

Jeg kunne godt regne ud at jeg var højt oppe da det blev koldere og koldere og besluttede da jeg så et skilt med rest area, at holde ind der og få varmen og måske også tage nogle billeder. Og det var såmænd toppen viste det sig, og min gps sagde at jeg var oppe i 1.503 meters højde med et flot udsyn til flere sider. Nogle lokale havde her oppe nogle boder hvor de faldbød deres frugter og nogle børn rendte rundt og legede, så der var en dejlig stemning jeg forsøgte at tage nogle billeder der ikke var nemt fordi jeg var oppe i skyerne men fik da et par stykker i kassen.

 



Resten af turen gik som smurt med en lille stigning så jeg totalt nåede op i 1.513 meter, men derefter gik det ned i varmen igen og sluttede af med at køre i tomgang de sidste 6 kilometer inden nogle huse begyndte at dukke op og jeg var fremme i den by der havde kostet mig så meget besvær og smerter og drejede ind på et billigt Thai hotel med priser jeg forstår, nemlig 300 B pr nat. 

Høfligt afslog jeg air da gutten fortalte mig at der var maksimum 18 grader om natten jeg fik at føle et par timer senere da solen forsvandt, jeg skriver med vilje ikke gik ned, fordi den blot forsvandt bag de høje bjerge byen var omgivet af og det var sort allerede klokken 18. Køjen blev hurtigt fundet nu der ikke var til at købe mad nogen steder undtagen i 7Eleven der selvfølgelig havde en biks her og for at hvile i erkendelse af at jeg slet ikke var klar endnu og stadig havde ondt i ribbenene efter alle skarpe sving.

Jeg burde ikke være så stædig men ville ikke lade byen vinde over mig og nu var jeg der og havde håneretten synes jeg 🙂



Næste da blev Piang Luang 26 kilometer stik vest besøgt for at stå på grænsen til Burma der skete ad små hullede veje uden skilte og endte ved den her store bygning midt ude i ingenting, jeg var godt nok kommet på landet og nød det fordi her er sindssygt flot natur og dufter af natur jeg er så glad for, så jeg lod som ingenting og lod som om det ikke gjorde ondt. Det samme havde jeg gjort i byens tempel inden jeg kørte hvor jeg ville tage billeder, men alle de venlige kvinder der var der til en Buddha dag hvor der blev udleveret gratis mad, blev ved med at tilbyde mig vand og mad så det var helt umuligt at tage billeder.



Jeg havde fået taget et par stykker men blev mødt med et vink der betød nej tak jeg også havde fået af en kvinde oppe på toppen af bjerget der kiggede direkte ondt på mig og med fagter viste et O og pegede på det barn hun slæbte på, jeg har læst noget en gang at de tror barnet ikke har nogen sjæl det første år og at et billede stjæler ens sjæl !! 

Og det er det mest interessante for mig at fotografere jeg så må undlade desværre.

Det blev en stille dag med kun de to oplevelser og en time på langs for at rette op håbede jeg, men det blev også dagen hvor det gik op for mig at mit styrt havde kostet min Gizmo livet og givet mig en skadet bærbar der lever sit eget liv og gør at jeg fortryder at jeg sendte den gamle hjem! 



Som jeg plejede fik min Gizmo nye batterier og sd kort og trykkede på startknappen, den gik fuldstændig amok og roterede som bladene på en helikopter, så tilbage igen holdende der klar i indkørslen til dagen, et par timer blev brugt på nettet men måtte opgive den og køre uden. Det var lige 12.000 B der røg der og må se om jeg kan sætte kameraet fast på hjelmen som andre gør så jeg kan filme noget af det så flotte natur jeg kører igennem.
Nå ja og så den bærbare til 13.000 der fortjener at blive skudt !

Så det var altså ikke kun mig der havde fået slag der nok gjorde at jeg ændrede rute næste morgen lige før afgang, jeg havde ellers plottet en anden lille by ind der betød at jeg ville komme op i 1.960 meter og køre i bjergene de næste mange dage. Jeg havde haft en lorte nat og har også store problemer i nakken der gør at jeg føler jeg besvimer og har stadig smerter i ribbenene, så jeg ville ud på lige vej jeg bedre kunne klare.



Det betød så at jeg kørte samme vej tilbage jeg var kommet af og skulle altså over bakkerne igen, men det gik okay selv om jeg ikke er glad når der er venstresving der er samme side jeg væltede til og er sgu lidt nervøs må jeg indrømme. Så det var nok en god beslutning og håber jeg her i Mai Sai hvor jeg sidder nu kan komme mig igen. 

Der var også nogle sving på 107 da jeg kom dertil men knap så slemme som oppe i bjergene, men her var næsten lige så smukt og blev en drøm efter Fang. Enorme bambus hang ud over vejen  og er tilfældigvis min favoritblomst der gjorde turen rigtig god men desværre uden billeder på grund af småregn og byger, men det er helt klar en strækning jeg kan anbefale at køre hvis man skal nord på.



Således ankom jeg i pisse regnvejr og totalt gennemblødt fordi regnen kom så hurtigt at jeg ikke nåede at stoppe og tage regntøj på, men jeg var glad over at nu befinde mig på det nordligste sted i Thailand jeg havde drømt om længe. Jeg havde glædet mig til at se de mange forskellige folkeslag jeg stadig har til gode, for der er lovet regn de næste 3 til 4 dage jeg allerede har oplevet da jeg ville hen til grænseovergangen i morges for at tage billeder jeg havde glædet mig til, men det blev kun til billeder af regn og atter regn. Men nu jeg var underernæret fik jeg så chancen til at smage noget mad herfra jeg ikke blev skuffet over og hyggede mig med super gode flæskesvær til min moo gop 🙂

Men den morgentur endte selvfølgelig med at jeg blev gennemblødt og nu glor ud af vinduet fra hotellet på den mørke himmel der slet ikke er genert og velvilligt deler sit indhold, men så er det da godt at jeg trænger meget til at ligge ned og blive færdig med Dagbogen og lader aircon tage sig af at tørre mit tøj endnu en gang.



Næste triner at trodse vejret og finde det marked jeg har hørt så meget om, venskabs broen skal også besøges og ellers er det fint med mig. Det første jeg ellers tænkte på da jeg nærmede mig byen var at her skulle der flyves med drone, men så var det lige at jeg læste vejrudsigten 🙁

Pen.




Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There is 1 comment on this post
  1. november 09, 2016, 6:50 pm

    Flotte billeder, og ja der er dejligt i nord.

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.