';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂

 
Men udover det har det været en uge med mange ting der skulle ordnes, Pc’en som jeg var så glad for at få til at virke viser sig nu at være lige så dårlig som før !
 
For den version af Windows de lagde i den er ikke aktiveret og opdaget af Microsoft og driller bevidst der gør at jeg ikke kan opdatere heller, men der er ikke noget jeg kan gøre ved det og må se hvor længe jeg kan holde liv i den vel vidende at jeg har en Win 7 hjemme der virker, hagen er bare at der er lidt langt hjem lige nu J
 
Men ellers gik det som det skulle og har nu fået lavet knallerten og har fået monteret den nye Gps og har hentet medicinen så jeg kan trille videre i morgen, næste etape går til Nan jeg har hørt så meget om og det skal prøves..
 
John Sørensen der var så venlig at hjælpe med indkøbet af Gps’en blev her et par dage der blev fyldt med oplevelser, jeg blev inviteret med på tur til Ahka Hill Tribe Village der er en del af hotellet her og som donerer 10% af omsætningen til stammerne, så det var jo et godt formål at støtte jeg gør når jeg har mulighed for det. Vejen derop i bjergene lignede meget den vej jeg var væltet på med dybe huller og andet skrammel jeg ikke havde turde køre på, så jeg var glad for muligheden og nød det hele med åben mund mens vi sneglede os op ad bjerget i meget langsomt tempo på grund af stigningerne og næsten konstant så noget nyt der gjorde turen dejlig langsom og interessant jeg jo er glad for.
 

 
 
Den sidste betonkant blev forceret meget langsomt da bilen var meget lav og flere gange havde skrabet godt og grundigt på undervejs, bilen blev parkeret ved siden af nogle bast måtter der var fyldt med smykker, tasker og andre ting de havde til salg. Samtidig passede damerne nogle små børn mens andre spredte ris ud på nogle presseninger for at tørre der fik hønsene til at styrte til over synet, så der var en dejlig stemning der og kun få turister der, et par tyske bikere og nogle franskmænd var alt der var. De sad spredt i den lille restaurant der var bygget ud over bjergsiden og havde en fantastisk udsigt til junglen og de opdyrkede små marker med te,pappaya, bananer og mange andre ting, pragtfuldt sted og meget smukt men ikke så smukt at jeg kunne finde på at overnatte der i det lille homestay. Det var meget primitivt og lidt for meget for mig men en herlig oplevelse vi talte om da vi sad og drak kaffe på nogle små hjemmelavede skamler mens en lille dreng forsøgte at slå os ihjel med en plastik pistol J
 
Udvalget af deres hjemmelavede smykker og bras er ikke lige mig men vil meget gerne støtte folk som dem og overvejede at købe en slags pibe jeg fik tilbudt allerede på vej ud af bilen jeg blev ked af, for de var meget vedholdende selv om jeg sagde nej tak og er signalet til at jeg bliver kontrær og kold. Og bedre blev det ikke da vi så skulle ned af bjerget igen, her bestemte jeg mig for at alligevel købe den pibe og blev mødt med den dobbelte pris der afgjorde det for mig for hader når folk bliver grådige, om det så er hvide eller andre folk går jeg helt i bakgear og satte mig ind i bilen så vi kunne komme væk derfra !
 
 
 
Men det blev endnu bedre dagen efter hvor jeg ellers havde planlagt at få monteret Gps’en og hentet medicinen så det var overstået, men John der er en forstandig mand mindede mig om at det var Søndag og at der nok var lukket, så jeg blev endnu engang inviteret på en tur til Mai Sai og så videre til Mekong der afgjorde min tøven. Så jeg kastede mig ind på sædet og afsted det gik i dejligt solskin og et herligt humør, nu er der jo kun 64 kilometer dertil så det gik hurtigt med at ankomme, men jeg havde fortalt om min mening om byen der ikke slog fejl og gjorde at vi dumpede ind på en kaffebar og så kørte ud af byen igen J
Men så var det lige at John skulle vise mig hvordan sådan en Gps virker og glemt var Mekong og kursen blev sat mod Doi Thung der ligger oppe i bjergene på grænsen til Burma, og det blev en så fantastisk oplevelse at jeg stadig har ondt i armene fordi jeg  har svært ved at få dem ned igen !
 
 
 
Vi kørte helt oppe i det tax frie område og havde et så smukt udsyn over bjerge mod Burma der gemte sig i disen men stadig kunne anes mange kilometer væk, vi kunne selvfølgelig også se ud over Mai Sai lavlandet der også var smukt, men mig og bjerge har noget sammen jeg ikke kan forklare og er bare så overvældet over at stå så højt oppe og kigge ud over bjerge så langt øjet rækker så brugte mere tid på bjergene på Burma siden. Vi måtte dog først igennem en kontrolpost hvor John skulle vise pas inden vi kunne stå deroppe og nyde synet og vidste ikke helt hvorfor der var en post heroppe, men det fik vi svar på senere da vi fortsatte og på Gps’en kunne se at vi kørte på selve grænsen der blev bekræftet lidt senere da vi passerede en Burmesisk grænsepost hvor soldaterne stod eller lå bag sandsække.
 
Det blev til så en fantastisk oplevelse for mig at jeg har svært ved at sætte ord på det mens vi sneglede os op i 1600 meters højde og med udsyn til begge sider, jeg takker så mange gange for muligheden for at opleve det her og var så heldig at John stoppede mange gange fordi han også er glad for de oplevelser vi havde og så på turen, det skal du have så mange tak for og er nok aldrig noget jeg glemmer J
 
 
 
På de mange stop vi havde for at nyde udsigten talte vi meget om hvordan pokker det er muligt at få afgrøderne høstet og transporteret væk, for det var så stejlt at det så næsten lodret ud når man kiggede ned, der var kaffe, appelsiner, mango, bananer og et væld af grøntsager alle vegne der  så helt umuligt ud at arbejde eller bevæge sig i , og noget andet vi holdt lidt øje med fordi det sgu var for spøjst, var de ’afkørsler’ ind i buskadset hvor knallerterne bare forsvandt vi virkelig ikke forstod, for det  gik jo næsten lodret ned !!
Nå, vi nåede op til Doi Thung og havde vedtaget at nu skulle vi til Mae Salong hvor dronninge moderens aske bliver opbevaret selvfølgelig også oppe på et bjerg J
 
Det blev til en timelang tur op og op konstant der til sidst virkede uvirkeligt. Og pludselig blev vi opmærksomme på tiden der bare var løbet løbsk, klokken var 4 da vi begyndte at snakke om det stadig med små 30 kilometer tilbage, det lyder ikke af meget men er rigtig meget deroppe med alle de sving der får Tour De France til at ligne en søndagstur, så lyset begyndte at forsvinde og vi nåede heldigvis op på toppen i de sidste stråler fra solen der var forsvundet bag et endnu højere bjerg J
 
 
 
Og deroppe i frost afdelingen var så stupaen så med en uvirkelig udsigt ud over de omkringliggende bjerge der lå under os dækket af symmetriske teplantager der var et flot og meget imponerende syn, vejen vi lige havde kørt på lå nu langt under os der gjorde svært at se om der kørte biler eller ej. Men desværre forsvandt lyset jo og jeg frøs virkelig meget så fik ikke så meget ud af besøget men fik da taget et par billeder af den stillads indpakkede bygning der ragede endnu højere op end bjerget vi stod på, det eneste jeg sådan lagde mærke til mens jeg stod der og rystede var alle de mennesker der for hulen GIK derop og som vi havde mødt mange af på det sidste stykke. Det var så stejlt at det føles som om at forhjulene lettede på bilen da vi kørte derop de her kæmpere forcerede, mange med store problemer kunne vi se, og om det var et ritual de udførte ved jeg ikke men var imponeret over at se nu det både var unge og gamle !
 
 
 
Med alle de her oplevelser vi havde haft på en og samme dag vendte vi så snuden mod hotellet hvor vi ankom i buldrende mørke ved 8 tiden tror jeg, mine ribben er stadig ikke ok og mindede lige om at de var der så var glad for at få korsettet på mens jeg ventede på John for en fyraftens kølig der blev til 2 inden han daffede af og jeg fik tjekket mine grupper hvor jeg fik medlem nummer 1000 meldt ind J
 
Jeg er desværre bagud med billeder jeg nok skal få lagt op når jeg når til Nan hvor jeg håber på nye dejligt positive oplevelse der er en del af min drømmetur, for pokker jeg nyder det J
 

 

Pen.
Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
Leave a reply

You must be logged in to post a comment.