';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂




Det var en rar fornemmelse at endelig være nået så langt med bloggen som jeg er nu, utrolig mange timer gik der før jeg fattede alt det russiske og udenlandske gloser, jeg var overbevist om stod at læse i lærebogen.

Men der er én ting i er nødt til at hjælpe mig med, og det er skriftstørrelsen jeg selv kun kan læse på en lille 13 tommer bærbar, og derfor ikke er til at stole på. Gider i bruge et par sekunder til at fortælle mig om den er for lille eller for stor i forhold til jeres skærm? Min stationære med en 21 tommer skærm opfører sig mildt sagt underligt og kan ikke, eller vil ikke vise bloggen som den ser ud, så jeg ville være taknemmelig for info!

Ellers sker her ikke noget som sædvanligt, den ugelange regnperiode der gjorde at jeg fik styr på bloggen, lagde ligesom en dæmper på oplevelserne. Selvfølgelig var jeg ude og handle et par gange iført regntøj fra top til tå, og alligevel en anelse fugtig når jeg kom hjem igen, men sådan er det.


En af gangene var jeg i Tesco hvor jeg altid snuser rundt for at se om der skulle være nogle tilbud, og sandelig om de ikke havde lige det jeg manglede, nemlig en Buffalo ekstern USB harddisk på 1 TB til sølle 1.590 Bht. Jeg begyndte den næsten umulige opgave det er at få øjenkontakt med en af de mange ansatte der driver rundt og ikke har specielt meget at lave, umuligt skriver jeg fordi de bevidst undgår at se falanger i øjnene nu de ikke taler et eneste ord engelsk, så det tager altid lidt tid inden det lykkes desværre.

Tålmodighed er en dyd siger man, og min langmodighed blev endelig belønnet. Nu jeg ved at de ikke er særligt interesseret i at betjene mig på grund af sprogbarrieren, vinker jeg som sædvanligt den ansatte hen til det jeg vil købe, og det gik her rigtig godt. Sedlen med varenummer og lignende blev taget hen til fotoøen hvor den bliver scannet så de kan finde den, men der var et problem kunne jeg se, for den unge pige der ekspederede mig, spurgte nogle af de andre ansatte om de kunne snakke engelsk. Harddisken havde de selvfølgelig ikke fik jeg at vide, mai pen rai sagde jeg og fik hende med hen til hylden igen hvor jeg pegede på den harddisk der lå ved siden af, samme størrelse og også en USB til samme pris, så retur til fotoøen igen hvor seancen gentog sig med at spørge om nogen snakkede engelsk.

Og den var selvfølgelig også udsolgt sagde hun, smadder ærgeligt nu de var så billige, og jeg har meget brug for et par stykker af slagsen. De fik dem ikke igen sagde hun, der så fik mig til at spørge om det så ikke ville være smart at fjerne de to eksemplarer fra hylderne, og så gik der rigtig Thai logik i den.

Nej det kan jeg ikke var svaret, for så kan folk jo ikke se at vi har dem!! Jamen i har dem jo ikke prøvede jeg forsigtigt, jo sagde hun så, vi har de to display der. Aha tænkte jeg, nu prøver jeg lykken, kan du så ikke skrive mig op til 2 stk jeg betaler for nu spurgte jeg!!

Svaret var nej, for vi har dem ikke, her lod jeg som om jeg var vældigt tilfreds med svaret og gik 😀



Der er mange sådanne sjove og skæve oplevelser hvis man køber andet end kød og grøntsager, i starten herude var det svært for mig at forstå deres logik, men efterhånden er det gået op for mig er der ikke er nogen logik i forhold til det jeg er vant til hjemmefra, så kanon jeg ikke har travlt 😀

Samme dag ville jeg endelig se den nye Home Pro der er åbnet i byen, så nu har vi Thai Wat Sadue, Home Pro og Young, alle tre byggemarkeder der nu ligger i skarp konkurrence med hinanden. Som sædvanligt bliver der sat plakater op i hele byen med gode tilbud i rigtig god tid, således kunne man 4 måneder før Young åbnede, savle over fede tilbud der var at se i hele byen, men altså med den krølle på halen, at de slet ikke var åbnet endnu, ja Young var ikke engang bygget da reklamerne begyndte. Robinson brugte samme fremgangsmåde der fik folk til at køre ud for at handle, alle inklusiv mig troede at de var åbnet med alle de biler og mennesker der var at se, og kørte ind på parkeringspladsen, blot for at se at man igen var i gang med at bygge, og slet ikke havde åbent, underlig fremgangsmåde der nok koster kunder i den sidste ende fordi folk er trætte af at køre efter noget de ikke kan købe!

Nå, nu skal det ikke være negativt det hele 😀

Endnu en gang blev jeg skuffet over den manglende million gevinst i det statslige lotteri, men en af mine Thaivenner var heldig. Han vandt 4.800 Bht og var selvfølgelig glad selv om han mumlede noget om at han hellere ville have vundet et par millioner og var svær at overbevise om at en lille gevinst også har ret. Heldigvis er han inde i en periode hvor han ikke må drikke ifølge Buddha, heldigvis fordi han ellers ville have brugt gevinsten hos den nærmeste købmand som han har gjort før. Han fortalte at han for 5 år siden vandt 116.000 Bht som han på ægte Thai manér festede op, det samme jeg oplevede på Koh Samui hvor Pat nede i Condom Bar formøblede sin gevinst på 5.000 Bht samme aften ved at invitere sine venner til en ordentlig gang druk.

Som en selvfølge gik min ven over til købmanden og købte en stor Chang til mig for at fejre han havde vundet, du er min ven sagde han og mente at jeg da skulle have en lille andel i hans held, herlig fyr jeg godt kan lide fordi han ikke opfatter mig og mine falang penge som et mål, men behandler mig ordentligt – hver gang vi ses!



I et par små ophold i regnen der gør alt havearbejde komplet umuligt, fik jeg snakket lidt igen med den dansker jeg havde mødt, en flinker helt ned på jorden fyr der var en positiv oplevelse.
Han havde ingen store armbevægelser men havde begge fødder placeret solidt på jorden og der var ingen snak om ventende millioner eller meterhøje stakke af sorte penge som så mange andre nede i skrigegaden ellers fortæller gud og hver mand om. Jeg siger ikke det er danskere, men er min oplevelse med de folk jeg møder dernede, de venter mere eller mindre alle sammen på en kæmpe check hjemmefra så de kan købe det hus de næsten har reserveret, et meget kedeligt samtaleemne i mine øjne der gør at jeg ikke snakker med ret mange dernede.

Jeg snakker heller ikke med den englænder der kørte rundt på sin knallert i timevis for at vise den 2 meter lange Tiger Pyton slange nogle drenge havde fundet viklet ind i noget fiskenet ned ved floden, i stedet for at som det mest naturlige at gøre, nemlig at sætte den ud igen, fiskede han efter kølige på de omkringliggende værtshuse og kørte op og ned ad gaden spejdende efter nye ofre mens han kæmpede en kamp for at holde den velnærede slange under kontrol, folk er sgu underlige.

Og jeg fik igen nogle hyggelige timer med danskeren og hans dame der kom hjem for at se huset, endnu engang var vejret med os så vi kunne sidde udenfor i haven med en kølig mens hans dame fes rundt og nippede blade og stilke af det jeg anså som ukrudt, og som jeg også havde fået fortalt, det skulle bruges i madlavningen hjemme 😀

Nu skal du se min sø sagde jeg til ham og åbnede døren om til søen, en knap så tom kølig blev medbragt nu solen skinnede, og noget der kunne nydes mens vi kiggede på fiskene vi kunne skimte i det grumsede vand. Jeg har også en kokos palme her sagde jeg og pegede mellem nogle Mangotræer der skyggede for den, og det fik damen i rigtigt godt humør.

For palmen er fyldt med store velsmagende kokosnødder jeg ikke selv har mulighed for at få fat i, for palmen står her i regntiden en meters penge ude i søen og så godt som hele området omkring søen står under vand. Du kan tage alle dem du vil sagde jeg til hende da hun soppede rundt omkring palmen og beundrede de store klaser af nødder, og det skulle man åbenbart ikke sige 2 gange til hende. 

Sandalerne blev smidt og hun begyndte at kravle op at stammen, danskeren og jeg stod og snakkede lidt om hvor imponerende at se Thaierne som det mest naturlige i verden kravle op uden at betænke sig mens den gode årgang af Chang blev nydt.

Men kvinden som jeg vil skyde til at være omkring 45 år eller lidt mere, fandt hurtigt sin overmand i form af små sorte myrer, hun skreg som en stukken gris og sprang ned igen og havde pludselig ikke lyst til friske kokosnødder. Men det varede kun indtil jeg fortalte at jeg da havde en 4 meter stige, så blev danskeren aktiveret mens der blev grinet over synet af en stige ude i en sø. De morede sig mens jeg hængte vasketøj op og fik hugget en stor klase af der med et ordentligt plask havnede i søen og gav lidt vand fik jeg at vide :-O

Missionen lykkedes og den store tunge klase blev lagt ind ved huset hvor de begge og klasen så blev skyllet godt og var grundigt for at fjerne alt det mudder de var smurt ind i. Jeg var færdig med projekt vasketøj og sad og hyggede mig over det der skete imens der stadig blev spulet så det var en lyst, de var smurt ind i mudder til langt op på benene og havde lidt besvær med at fjerne det, men alt lykkes i en gasovn så det hele endte lykkeligt, herlig oplevelse 😀

Det må være nok denne gang, jeg vil pleje min forkølelse jeg altid render ind i når det er regntid. Siddende her i bokser shorts og halstørklæde indenfor, er det lidt køligt, så jeg vil se om jeg kan finde et sted med sol et eller andet sted her i området for at blive varmet op igen.

Pen.


Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There are 4 comments on this post
  1. Anonym
    august 08, 2013, 10:51 am

    På en Windows maskine kan du gøre skriften (faktisk hele websiden) større eller mindre med CTRL (tasten) nede og bruge hjulet på musen. CTRL 0 (nul) resltter til standard. Se også i din browser menu – Zoom.

  2. Anonym
    august 04, 2013, 11:18 pm

    Skrifttypen er super. Størrelsen er lidt for lille til mine gamle øjne, men da jeg har macbook kan jeg med “et snuptag” gøre hele skærmbilledet større. Regntiden kommer jo år efter år og det er vel lige så sikkert som amen i kirken, at solen igen dukker op – engang :). Sjov historie med slangen, hvad folk da ikke finder på. “Søens folk” og kokusnødde høstning ville jeg squ godt ha' set, lyder festligt.
    Bent

  3. Anonym
    august 04, 2013, 7:37 am

    Hej Pen
    På min skærm er størrelsen af din tekst fin. Den er samme størrelse som denne kommentar.
    Det er en dejlig fortælling, men ikke så mange kølige,hver anden bør være vand. hi hi
    knus jytte

  4. Anonym
    august 04, 2013, 6:34 am

    Du skal passe på med alt det kølige vand ? det kan give maveforkølelse.

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.