En pludselig indskydelse…….



Fik mig til at køre en tur lidt træt af den sædvanlige rumle, havearbejde, rengøring og så ned i gaden om eftermiddagen for at læse avisen, eller drikke en kop kaffe.

Så jeg kørte ud af porten klokken 9 efter morgenkaffen, først ville jeg ud og se til elefanterne som jeg gør en gang imellem, hver gang tænker jeg på at det er ærgeligt at jeg ikke har en bil, for så ville jeg fylde den med bananer og andet frugt, men jeg har altså kun en lille knallert der ikke kan slæbe så meget.

Elefanterne er kun 30 kilometer nord ad vej 3199 mod Erawan Waterfalls, 200 meter efter 30 kilometerstenen drejer man til venstre og følger skiltene, kan man ikke finde ud af det, er deres webadresse her: http://elephantsworld.org/en/index.php

Som sædvanligt når jeg kører, kigger jeg på alt og alle på min vej mens tankerne flyver afsted, så jeg kørte forbi vejen ned til elefanterne uden at opdage det og tog en hurtig beslutning da jeg opdagede det, om at fortsætte og køre op til Si Sawat der ligger 125 kilometer fra Kanchanaburi, vejret var jo med mig og livet var dejligt, og der havde jeg ikke været før, så afsted det gik ligeud mod det nye.

Jeg har kørt på 3199 som vejen hedder et utal af gange op til Erawan Waterfall, så det var lidt monotomt at køre der igen, men som altid spejder jeg efter de få glimt af floden man kan skimte mellem bevoksningen på venstre side, og det er korte glimt man får. Men det er så forrygende glimt man så får leveret, en fantastisk flot flod der svinger sig mellem bjergene der rejser sig op mod himlen med palmer, bambus og andet grønt der giver et så fantastisk blik at jeg hver gang næsten taber pusten, det er så smuk en natur.

Endelig tænkte jeg da jeg passerede Erawan, nu er alting nyt, og hvor fik jeg ret !!

Jeg skal love for at det blev spændende meget hurtigt. En slange der lige var kørt over lå og vred og snoede sig så jeg blev lidt nervøs over dødedansen, for den havde en pæn størrelse og fyldte godt på vejen, men at stoppe og hive kameraet op fra rummet under sædet havde jeg ikke nerver til. Vejen gik også meget opad der fik knallerten til at puste, så jeg kørte i en stor bue udenom slangen med minderne om den slange der huggede ud efter mig på en tidligere tur, og måtte helt ned i 2 gear for at holde bare lidt af farten mens jeg lige for en sikkerheds skyld tjekkede om slangen ikke var efter mig 😀

Vejen er meget stor og velholdt og snor sig i store buer op over bjerget der syntes at fortsætte i det uendelige opad med en super udsigt på venstre side, hvor man var så højt oppe at bilerne og busserne der var på vej til Erawan, lignede legetøjsbiler, en kanon fed oplevelse, at kunne køre i bjergene så tæt på Kanchanaburi jeg aldrig havde forestillet mig, så jeg nød det big time hele vejen op – og ned igen.

Den enormt store Sinakharin sø følger en på venstre side hel vejen op til Si Siwat, på modsatte side ligger en ligeledes enorm nationalpark jeg desværre ikke kunne forstå navnet på, der var sikret med elektrisk hegn for at holde de store dyr inklusiv vilde elefanter inde, men det hindrede ikke de små bavianer i at krydse vejen hist og her, pragtfuld oplevelse og utrolig smuk. Smuk fordi der på venstre side lå marker efter marker med majs, man og andet grønt jeg ikke kunne genkende, fantastisk grønt så langt øjet rakte, der desværre ikke var muligt at fotografere på grund af den begyndende regn der ville have givet nogle temmelig kedelige billeder, men det retter jeg op på når regntiden er slut, for det smukke sluttede ikke her!!

Med den lidt irriterende småregn der langsomt tog til nu jeg var kørt hjemmefra i T-shirt, var ikke noget jeg havde forventet, og jeg gruede lidt for de sorte skyer længere fremme, men endelig kom op til toppen hvor der var så flotte udsigter over de underliggende dale, skyer smøg sig langsomt over trætoppene langt nede og var et smukt syn jeg ærgrede mig over ikke at kunne tage billeder af. Min interesse for at tage billeder er samtidig forklaringen på at mine ture tager så lang tid, for jeg stopper op hele tiden når jeg ser noget usædvanligt (og det gør jeg hele tiden :-D).

Så jeg daffede langsomt videre mens jeg sugede alle indtrykkene til mig af alt det nye, og endelig kom jeg op til krydset jeg havde ventet på. Her kan man vælge at fortsætte ligeud 200 meter i Dan Mae Chalap og tage en færge, eller man kan dreje til højre og køre hele vejen rundt om søen der er 35 kilometer lang.


Igen tog jeg en hurtig beslutning, jeg ville tage færgen nu, og så køre den anden vej tilbage.

Så jeg trillede ned til den her sjove pontonfærge og kørte ombord. Billet ejnar (Ham der sidder og fisker her) fik 10 Bht for turen jeg ikke vidste hvornår startede. Der var vel 5 biler da jeg ankom, folk fra de biler lå henslængt ude på nogle bænke ved rælingen, en meget afslappet atmosfære hvor alle tilsyneladende kendte hinanden og snakkede på kryds og tværs af færgen mens de selvfølgelig spiste deres medbragte mad. Men der var skam også en lille biks der solgte de små kødstykker på pinde og de uundværlige snacks poser til 5 Bht, men butikken var ikke så velbesøgt kunne jeg se.



Jeg var glad for pausen, ryggen havde sendt signaler om at det var tid til en pause og den lille time jeg ventede på at der var biler nok ombord inden vi sejlede, var et herligt afbræk mens jeg samtidig fik studeret den her tingest. Billet ejnar smed en line i vandet mens han hyggesludrede med nogle passagerer, så det var kvalitets tid big time mens vi alle ventede på at færgen sejlede, men det bedste var nu at ingen lod sig mærke med at jeg var falang, det er sjældent det sker, så det nød jeg.

En gammeldags talje begyndte larmende at hæve rampen henne agter, nogle unge gutter i hvert sit styrehus fik startet de store maskiner op, skruen blev sænket ned i vandet, og afsted det gik over til den anden side af søen i et ophold i regnen der var befriende fordi kropsvarmen vendte lidt tilbage igen. Men turen var hurtigt overstået, vi ramlede ind i den modsatte bred hvor grus var skubbet ud mod bredden, afkørslen blev lidt bumpet, men alt lykkes i en gasovn, og det er jo Thailand 😀



Desværre kørte jeg ind i et fandens til uvejr, vindstød rev og sled i knallerten så meget at mit regnslag blev revet i stykker, så det var knap så muntert kørende der i T-shirt samtidig med at vejen er mild sagt dårlig og MEGET hullet. Så det blev ikke til så meget rundtur i Si Sawat som jeg havde tænkt mig, uvejret havde lukket byen og der var totalt øde der fik mig til at vende om. Der var ingen steder hvor jeg kunne sidde og tørre lidt, og der var så vidt jeg kunne se ingen steder hvor min knurrende mave kunne blive mættet, så hvorfor spilde tid på det ??

Men hvis man ser lidt lyst på tilværelsen, er der ikke noget der er så galt at det ikke er godt for noget andet, så jeg drejede ikke ned mod færgen på tilbagevejen selv om det var meget lokkende, det pissede ned uden ophold, og jeg kunne have været hurtig på vej hjem mod et varmt bad hvis jeg havde valgt færgen, så i godt humør, pisse våd og kold, valgte jeg omvejen :-O



Og det blev en kanon oplevelse, vejen uden om søen viste sig at være et snoet næsten mareridt, for hulen det var spændende. Her var absolut ingenting udover den meget lidt vedligeholdte vej, her var ingen huse, her var ingen sideveje, stier eller andet tegn på mennesker uanset hvor jeg kiggede, kun én knallert så jeg på de 35 kilometer. Jeg så et par bøfler der gik vildt uden tøjr på vejen samt et par bavianer, det var det eneste liv jeg så, men det er måske meget godt, for vejen var som bjergetaperne man ser fra Tour De France. De værste steder holdt jeg næsten stille for at komme rundt i svingene der gjorde det meget spændende, havde der været noget at kigge på var det måske gået galt!! For det pissede som sagt ned, de store knækkede bambus stammer lå mange steder på tværs af vejen, og bladende og alt det andet fra junglen der bøjede sig ud over vejen smed grene og kviste der lå overalt, men ved at køre slalom mens man forsøger at holde farten i alle opkørslerne går det hvis man beholder fokus på vejen.

De 35 kilometer er det mest spændende jeg har oplevet i Thailand, og jeg kører derop igen når vejret bliver bedre, for magen til sus skal man sgu lede længe efter, for hulen det var skønt.
Jeg har også en anden plan med at vende tilbage dertil, for man kan på den anden side af Si Sawat entre en anden færge, og sejle tværs over søen til endnu et område jeg endnu ikke har udforsket. Her skulle der være både gode, men også rigtig jungleveje der hvis man kan finde dem, fører helt over til Hell Fire Pass, så det skal selvfølgelig prøves en dag 😀

Men tilbage tilden tur her der efterhånden var en iskold oplevelse men sindssyg spændende.
Næsten så spændende at jeg glemte at jeg efterhånden var så afkølet at mine hænder rystede på styret, så selv om jeg da jeg kom ud på den store vej igen og satte farten ned for at få lidt varme i kroppen, var jeg kold, meget kold. Jeg holdt nogle pause undervejs for at få varmen igen selvfølgelig oppe på toppen hvor der var nogle meget smukke udsigter, men lige lidt hjalp det.



Så skiltet der viste at der her var en købmand efter Erawan var meget velkomment, de havde endda en baldakin så knallert og jeg kunne være i læ for regnen der var på aftagende men gav  stadig en god sjat, så det var en befrielse at kunne stå der uden at blive mere våd. Så der stod jeg en lille time og stirrede betaget på den flotte udsigt til bjergene omkring Erawan mens regnen forsvandt og jeg tørrede en lille smule inden jeg tog de sidste 60 kilometer hjem, og jo tættere jeg kom på Kanchanburi, jo varmere blev det, selv solen kom frem igen og var simpelthen så vidunderlig efterhånden som den fik magt.

Men jeg selvfølgelig allerede havde glemt alle besværlighederne da jeg drejede ind i indkørslen, klokken halv fem, jeg var jo varm igen og glad for min beslutning om at køre en tur, 3 ben som jeg kalder den(naboens hund der fik sat et ben af efter at været ramt af en bil ude på vejen) fik resterne af de ribben jeg grillede i går, og jeg mæskede mig i det sidste kødfulde ben inden et varmt bad og et kig på de billeder jeg fik taget undervejs, bekræftede at det sgu da havde været en god dag 😀

Jeg får tænkt en masse ting undervejs, både gode og dårlige. Men jeg prøver at være positiv alt hvad jeg kan og komme videre, og en af tankerne i dag gik ud på at jeg var glad for at jeg fik sat ord på de ting der irriterer mig, derfor var Dagbogen forleden lidt kryptisk!!

Og en anden ting der irriterer mig er Pensionsstyrelsens ansattes fantastiske syn, der er så godt seende at de mener at kunne se, at jeg er samboende der i år har kostet mig 140.000 Bht. De vil skide på mine argumenter og invitationer om at sende folk forbi, selv leveattesten der blev underskrevet af politiet har de jo så også forkastet, forbandede skiderikker.

Så jeg glæder mig til den dag jeg får sat de penge ind på kontoen, der hurtigt bliver byttet med en ny knallert så jeg kan køre en tur, det er det positive prøver jeg at fokusere på mens jeg tænker, forbandede skiderikker 😀

Pen.


Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There is 1 comment on this post
  1. Anonym
    august 22, 2013, 5:42 am

    En dejlig beretning , godt du er kommet videre, alt andet er noget skidt, herligt hvis du nu kan se fremad. Der er meget smukt ved Erawan, vi var der for en del år tilbage.
    Knus jytte

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.