';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂

 
Held i uheld.
 
 
 
Jeg er stadig ikke kommet mig helt over min forkølelse, hævede mandler eller noget irriterer sgu halsen gevaldigt, så jeg vil prøve at få noget medicin der kan tage de sidste rester, hold kaje den tur tog kegler 😀
 
Så jeg er stadig rolig og farer ikke rundt som jeg ellers gerne ville, men det er måske meget godt, for jeg bruger al min tid og energi på at skaffe en masse oplysninger til Pensionsstyrelsen der selvfølgelig afslog min klage, og stadig trækker omkring 20.000 Bht hver måned. Et af de største problemer har været at fremskaffe en bankopgørelse jeg ellers har forsøgt at få, sidste gang jeg prøvede, ventede jeg tålmodigt i halvanden time, blot for at få at vide at jeg kunne få en fra de sidste 7 dage.
 
Og der havde jeg lige stået og dryppet på deres fine blanke gulv, men lige meget hjalp det. Men så hældte jeg vand ud af ørene til en af mine Thai venner der bare gloede på mig og sagde, det er da ikke noget problem !

 
Så jeg hyrede en taxi nu købmanden og en af deres venner også ville med, afsted det gik med mig ene mand i taxien der fik folk til at stirre noget på os, men det kan de jo gøre. Og ganske rigtig kunne jeg få den ønskede opgørelse mod selvfølgelig et gebyr der løb op i 600 Bht nu jeg skulle have opgørelser for de sidste to år, men de er forhåbentlig givet godt ud og kan få styrelsen på andre tanker nu de får brev igen.
 
En ualmindelig flink fyr har tilbudt sin hjælp i den ellers på forhånd tabte sag, han snakker sort som de gør (meget venligt ment :-D), og er klippefast i troen på at han kan ændre tingene. Så jeg har travlt med at skanne papirer og skaffe beviser der ikke går helt så nemt, for hvordan fanden skaffer man bevis på at man bor alene ??
 
Leve attesten der ellers er meget fint bekræftet, underskrevet og stemplet af politiet er åbenbart ikke godt nok til de kontrol syge skiderikker der arbejder i styrelsen, de skriver ellers at det vil være rigtig godt hvis man kan få en offentlig myndighed til at bevidne leve attesten, men det har de åbenbart glemt. Så jeg må prøve at tænke kreativt i mine forsøg på at overbevise dem om at jeg bor alene, måske et par billeder af mit undertøj i klædeskabet kunne hjælpe 😀
 
Nåh, det bruger jeg som sagt meget tid på i øjeblikket, så det er forklaringen på at jeg er stille.
 
Nu mine venner havde hjulpet mig med banken og andre ting, ville jeg så ‘betale’ tilbage for hjælpen. Det skulle foregå ved at invitere dem på mad som man kommer langt med her, så da vi var færdige i banken og stod udenfor, tilbød jeg mad som de straks sagde ja til. Vi skal bare rundt om hjørnet sagde de, der får man nogle gode nudler, nul putte svarede jeg, jeg betaler og bestemmer hvor vi skal spise. Det måtte jeg kæmpe hårdt for, for de blev ved med at ævle om de skide nudler der bare var så gode, og så det værste af det hele, nemlig gåturen ned til floden hvor jeg havde bestemt at vi skulle spise, den fik nærmest en af dem til at besvime der midt på gaden ved udsigten til at bevæge sig:-O
 
Du kan herse og bestemme over din mand sagde jeg til hende, men nu er det mig der bestemmer hvad vi skal, skal jeg betale, vil jeg sgu også bestemme. Så sådan blev det, vi begyndte de forfærdelige strabadser der er at gå 200 meter, men den ene (hende der brokkede sig), holdt kun små 30 meter, nok fordi der tilfældigvis holdt en motorcykel taxi, og ville som et lille barn ikke gå mere, så hun tog såmænd turen bag på knallerten nu der var så langt 😀
 
Men det blev nu hyggeligt nok da vi tre andre nåede frem 5 minutter efter, vi sad i skyggen på en flydende restaurant med en pragtfuld udsigt over floden, der blev bestilt mad de havde det lidt skidt med på grund af prisen der er langt fra nudel stadiet, men de skulle belønnes for deres hjælp der har været enorm, og så galt var det nu heller ikke.
 
Desværre havde deres ven, en massøse der kører rundt til folk og masserer dem, misforstået noget. Hun begyndte et frontalt angreb der sgu gjorde det masende, jeg havde mest lyst at sige hun skulle smutte eller holde sin kæft, jeg var sammen med mine venner for at spise og intet andet, men det kan man jo ikke. Så i 2 stive timer måtte jeg høre på hendes ævl om en mand der ikke forstod hende, og om 12 Rai land i Nong Kai til 1 million jeg blev opfordret til at investere i, hold kaje det var masende. Mine venner sad og fnisede fordi de havde set angrebet, men fortalte mig bagefter at det var dårlig opførsel og at de havde fortalt damen der havde spurgt om jeg var en god mand, at jeg havde mistet forstanden og ikke ville have en dame der fik hende til at forsvinde, herlige venner 🙂
 
Som jeg snakkede med Dalton om i aftes da han ringede, forstår vi ikke at det skal koste et hus at få et slag f…., tænk hvis det koster et parcelhus at gå til enkebal på Damhuskroen, folk er sgu for dumme at de hopper på den, vi grinede over sammenligningen og blev enige om at det var fuldstændig tosset men dygtig klaret af pigerne.
 
Så medens jeg forsøger at tænke kreativt omkring papirerne vil jeg forsøge at blive helt rask så jeg kan køre en tur til, regnfrakken ligger under sædet og termotøjet er på vej med Dalton, så nu kan de bare gi mig snevejr også , det klarer jeg som en mis 😀
 
Hvis der skulle være nogen der har en ide omkring det krævede bevis på at jeg er alene, må i meget gerne dele ideen med mig og andre selvfølgelig….
 
Pen.
 
 
 
 
 
 

 

                                             
Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There is 1 comment on this post
  1. Anonym
    september 05, 2013, 4:43 pm

    Hej Pen

    Du bad selv om det !!!!!

    Send dem et billede ! ( af dig selv ) ha ha ha ha ha hi hi hi.

    Nå godt ord igen. Det er nok ikke så nemt, de kan jo komme og lave opsøgende besøg evt, via den danske Ambassade.

    knus jytte

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.