Kategorier
Dagbog

18.02.2011 – Farvel Koh Samui

Endelig lykkedes det at blive færdig med pakkeriet efter mange kvaler , og min tid på Koh Samui sluttede for denne gang.

Så det er tiden gået med siden den sidste Dagbog, fra meget tidlig morgen, nogen gange med start klokken 4 til aften i et mageligt tempo af hensyn til ryggen fik jeg sorteret, pakket og fik endelig smidt alt det gamle lort ud som jeg burde have gjort for længe siden. Men bedre sent end aldrig Thumb

Min primitive seddel ude på vejen gav pote med det samme, et Fransk ægtepar kiggede allerede efter et par timer på huset. Men de var ikke interesseret alligevel, og det er sgu imponerende at især Franskmænd rejser ud i verden uden at kunne 1 ord på Engelsk. Så der blev tegnet i sandet og brugt store armbevægelser mens jeg tænkte på Prins Henrik der stadig efter jeg ved ikke hvor mange årtier, heller ikke magter at lære et andet sprog end Fransk griner

Men det gjorde nu ikke så meget at de ikke lejede det, for samtidig var jeg i gang med at pakke, samt alt det andet jeg foretager mig, og følte mig stresset ved tanken om at jeg skulle skynde mig. Alt det her stress er jo ikke min kop the, så jeg satte mig ned med en kølig og nød dagen og tog det stille og roligt.

Og sådan gik de næste par dage med at rigtig mange folk ringede eller kiggede på huset, indtil en ung Svejtser der havde kigget på huset allerede den første dag, kom tilbage og forhandlingerne begyndte. Og det er grunden til at jeg nu sidder her på terrassen i lange bukser (fordi jeg ikke ved hvor jeg har gjort af de korte griner) i solen der banker ned, mens jeg storsveder. Jeg venter på den transport som Land Ladyen fandt til mig, priserne på helt op til 15.000 Bht for transporten af mine ting til Nonthaburi gjorde at jeg gav mig god tid som heldigvis endte ud i 5.500 Bht som hun fik forhandlet sig frem til. Men det krævede lige at hun ringede til hovedkvarteret og snakkede som et maskingevær og efter 20 minutter fik staklerne i den anden ende af linjen til at overgi sig, og høvle 500 Bht af prisen griner

Men nu er det jo Thailand, så dem der skulle have hentet mine ting klokken 8 morgen, og levere det dagen efter i Nonthaburi, dukkede selvfølgelig ikke op. Så jeg fik Land Ladyen til at ringe og rykke dem i ørene klokken halv ti. For jeg sidder her i et sæt tøj og alle mine ting pakket og stablet op, jeg kan ikke lave kaffe eller mad. Jeg kan heller ikke gå nogen steder fordi det uheld der har ramt bilen (søforklaring !!) mundede ud i at de ville komme i løbet af en time + lidt mere som der blev sagt. Så lidt ærgeligt nu jeg har gang i endnu et overraskelses angreb på Kat, ingen udover Jannik ved at jeg flytter i dag og det er sgu muntert music

Per Badedyr som kom til Nonthaburi i går og som jeg selvfølgelig har snakket med nogle gange, ved det heller ikke. Kat ringede i aftes da Per gik over og spiste hos hende, hvorfor rejser du ikke som Per sagde hun meget ked af det Love Busy busy sagde jeg som jeg har sagt de sidste mange dage til hende, så jeg glæder mig til at se hendes ansigt når jeg tropper op i køkkendøren og håber på et hyl i samme styrke som sidst jeg overraskede hende Love

Men der mangler altså lige at hold en bil i indkørslen og hente mine ting før jeg har den sidste forhindring tilbage !!

Jeg ved jeg har brokket mig mange gange over det åbenlyse røveri det er at forlange over så mange penge for en times flyvning fra Samui til Bangkok, men stilladset er så brugt at jeg ikke magter tanken om 13 timer i en bus eller tog. Så jeg har afleveret de tomme flasker jeg har samlet gennem de sidste 2 år og bider raseriet og lommesmerterne i mig, kniber øjnene sammen, og betaler ved kasse 1 GræderIkke SE

Nu jeg er afhængig af de folk der udebliver så flot, takker jeg Buddha for IKKE at have købt billet endnu, så hvor længe jeg skal vente i lufthavnen ved jeg ikke.

Og spændende bliver det også med selve turen til lufthavnen, for tuk tukerne er gået helt amok og forlange nu 300 Bht for en tur på 6 kilometer. Så jeg bliver nødt til her at tage et par nervepiller for at dæmpe raseriet der allerede er ved at bygge sig op og være et fromt menneske ved ikke

Nå, pyt med det. Nu gik alting jo op i en højere enhed og jeg har ordnet den økonomiske side af sagen med den nye lejer som flytter ind allerede i dag, og har knoklet røven ud af bukserne de sidste par dage og er super brugt. Men med tanken om at se Kat igen, drikke en stor Chang i dagens anledning skaal og være i Bangkok, har jeg fred i sindet og er glad alligevel.

Jeg kommer selvfølgelig til at savne huset og omgivelserne ved jeg, men jeg er afklaret og frisk på en ny omgang oplevelser i Thailand langt væk fra Koh Samui. Så det skal nok distrahere eventuelle negative og ærgerlige tanker og være med til at beholde de positive tanker. En af de ting jeg ikke kommer til at savne er de utroligt mange ambulancer der i døgndrift som raketter fiser rundt og samler stumperne op fra de falanger der uden hjerne spiller smarte på vejene. Meget usædvanligt har den sidste uge også om natten genlydt af de forbandede sirener og lyden af en raketmotor, og det kan man nok også takke nattelivet for ved ikke

Naboerne kommer jeg sgu heller ikke til at savne, min beslutning om at holde mig væk fra Peter som stadig træner hårdt i Leifs forslag om drinks og er fuld allerede til middag, kokossaft og whisky er på menuen. Gavin som jeg ikke har haft så meget at gøre med, er hjemme i England for en operation, og har kun været hjemme 2 måneder ud af de sidste 10, så heller ikke så meget komsammen der. Og med Richard er det en helt anden historie, vi sludrede engang imellem om fiskeri som han er fjollet med, og havde et godt naboskab forstået på den måde at vi ikke rendte hinanden på dørene. Men vi holdt altid øje med hinanden for god ordens skyld, og var grunden til min bekymring for ham !!

Jeg måtte opgive at lave mere i Tirsdags på grund af en omfattende stilladskonflikt og sad nede ved vandet og hyggede mig, Richard kom gående og vi sludrede lidt inden jeg gik tilbage til huset. Og det var så det sidste jeg så til ham indtil der skete noget mærkeligt….. Stres

For 3 dage efter jeg havde snakket med ham, syntes jeg det var underligt at der var lys i hans hus og at han ikke var hjemme og ikke var blevet set siden jeg snakkede med ham. Biken var væk og det var nu 3 dage siden jeg havde set ham, så jeg snakkede med Land Ladyen og spurgte om hun havde hørt noget fra ham. Jeg havde selv ringet til ham fordi jeg var bange for at han havde haft et uheld og lå på sygehus et eller andet sted, men hun havde osse undret sig over at han var væk. Hans vinduer stod åbne hvilket de ellers aldrig gør på grund af hans nervøsitet over hans dyre møbler, og det var sgu skummelt Stres

Land Ladyen ringede til politi, brandvæsen og hospitaler for at høre om han var der, men ingen kendte noget til ham. Så jeg undrede mig stadig da jeg kørte ind for at hente det sidste vasketøj og mødte så en af hans venner da jeg kom hjem igen uden for huset. Han er også fra et eller andet østland og snakker selvfølgelig heller ikke Engelsk. Så det var en besværlig samtale der endte med at han sagde ; go my house da jeg fortalte at der var blevet ringet til politiet !!

Og der sad Richard såmænd og så noget trykket ud, hvad det hele går ud på ved jeg ikke og vil heller ikke vide det. Han var flygtet fra huset på gåben og 2 mænd var efter ham, de havde taget han nye bike til 80.000 Bht og havde gennemrodet hans hus fandt vi senere ud af. Han ville go forsvinde i et par måneder sagde han og så bange ud, så hvad han har rodet sig ud i er vist ikke godt for helbredet, hverken hans eller mit. Så da jeg havde introduceret en af hans venner, en kvinde for Land Ladyen og kaldte hende for hans kusine, og at Richard havde været nødt til at tage hjem, trak jeg mig ud af den er historie lynhurtigt Sad

Men så fik jeg da også oplevet det som et herligt afbrud i det store arbejde det var med at pakke, men skummelt at kunne forvente 2 mænd luske rundt for at lede efter ham i haven.

Men endelig blev jeg helt færdig, og havde i Tesco købt noget bredt tape som jeg viklede alt sammen ind i, og glæden var stor da jeg pustende og med nas for fuld skrue kunne slæbe den sidste sæk ind i værelset mens jeg hilste på Land Ladyen der var kommet. Biken kommer med i læsset og jeg slipper for at sende den med postvæsnet, og det er en stor hjælp for mig at det hele foregår i et hug og at hun har hjulpet mig så meget. Så mit humør blev smadret til ukendelighed da hun spurgte hvor den grønne bog til biken var Græder

For fanden da osse, den havde jeg pakket ned et eller andet sted og kunne ikke huske hvor. Alt var viklet ind i 6 kilometer tape, og jeg tabte pusten ved tanken om at skulle åbne det hele og lede efter den skide grønne bog. Så jeg var lidt nede da jeg kørte ud for at spise nu jeg havde pakket køkkenet ned osse, og der blev jeg enig med mig selv om at droppe forsøget på at finde den. Den skulle bruges hvis bilen blev stoppet undervejs af politiet som bevis på at chaufføren ikke havde stjålet den, så jeg afgjorde med mig selv at de kunne tage den hvis de ville, og jeg ville så hente den igen når jeg havde fundet papirerne. Men gudskelov mente chaufføren at det var nok hvis jeg skrev et stykke papir hvor jeg påstod at det var min bike, så det endte det med, og jeg krydser fingre godag

Og endelig kunne jeg låse døren, sige pænt tak og farvel til Land Ladyen og gå ud på vejen og vente på en tuk tuk. Hold op jeg var glad for at jeg var kommet så langt og var ikke spor ked af at skulle afsted, for konstant ringer Kat og spørger om jeg har spist, været i bad, ordnet mine ting og så videre, så jeg kom til at savne hende lidt og var lige ved at fortælle at jeg var på vej. Men gudskelov holdt jeg kaje, for jeg vidste jo ikke hvad tid jeg kunne være der nu jeg ikke havde købt billet.

Og ja, jeg betalte overpris for turen. Hele 300 Bht helt ud til lufthavnen i den samme tuk tuk betalte jeg og var egentlig ikke utilfreds. Bangkok Airways kontor blev besøgt og jeg købte en billet til flyet klokken 20 !!!! Pis osse, klokken var 12 og det lignede en livstidsdom at skulle vente så længe. Men så siger damen så til mig at jeg skal gå ud til stand by skranken og håbe på mit held, om det var ærligt ment eller ej ved jeg ikke, men hun blev lidt mut da skulle betale billetten. For samtidig kom en ung gut ind og købte en billet til samme fly, jeg blev afkrævet 4.450 Bht for billetten mens han kun skulle betale 4.200 Bht. Så hende jeg handlede med tabte lidt ansigt over for de andre da jeg gjorde hende opmærksom på prisforskellen og fik rettet prisen ind så den kostede det samme som den anden fyr havde købt, og jeg tror sgu hun ringede til damen ude i skranken !!!

Jeg gik selvfølgelig ud til skranken i håbet om en tidligere afgang, og fik at vide at jeg kunne komme afsted klokken 15.00 i stedet. Det samme fik den unge fyr at vide og vi fulgtes ad hen til et sted hvor der var aircondition nu jeg havde lange bukser på ked Så der sad vi og snakkede i godt 3 timer inden vi luskede tilbage for at tjekke ind, og her fik vi den nedslående besked at alle fly var overbookede ved ikke

For hulen da, hvorfor skal det være så besværligt alt sammen. Den første dame sagde klokken 20, og den anden dame sagde klokken 15. Og nu fik vi så at vide at alle fly var overbookede, kan de da for fanden ikke snakke sammen de kegler ????

Nå, men der var jo ikke andet at gøre end at sætte sig ned og vente de sidste 5 timer og prøve at få tiden til at gå mens det ene fly efter det andet kom og gik, noget skulle jeg jo bruge tiden på nu det var store Buddha dag, og ølsalg var forbudt Græder

Så tiden føltes virkelig langsom og dræbende mens jeg så skrev det sidste i Dagbogen for denne gang, fortsættelse følger når der er kommet lidt styr på det alt sammen. Nu skal jeg jo til at købe møbler og indrette lejligheden, bestille Internet og så videre. Så jeg kommer ikke til at kede mig hej

Tusind tak for din hjælp med alt det her Buddha, jeg er virkelig taknemmelig for at det hele faldt i hak så hurtigt, og jeg er sikker på Kat giver mig ret engang i aften når jeg kommer derop….. godaggodagHav en god dag.

Med Venlig Hilsen.

Pen.
    

Leave a Reply