16.12.2013 På tur med Allan og den skønne.

 

Jeg havde lidt ondt af Allan der var alene hjemme fordi konen var i Bangkok i en uge, så jeg ville give ham en oplevelse og noget andet at lave end at sidde i huset og kigge ud i luften nu konen ikke havde givet ham nogle penge !!

Så aftalen var at vi hentede ham klokken ni søndag morgen på en herlig solrig dag der var så varm at jeg sidder her dagen efter og brænder 🙂





Min oprindelige plan var at køre op mod Si Sawat og finde en af de færger der sejler over Sri Nakarin dammen, der skulle ifølge kortet sejle en færge fra Tha Kradan jeg ville tage og så på den anden side besøge Huay Kamin Waterfall inden vi kørte hjem igen, men nu er det jo Thailand 🙂


Så Allan lagde ud med at være en halv time forsinket, jeg ventede bevidst på ham ude på hovedvejen så han kunne komme i omdrejninger nu der ikke var nogen til at skynde på ham. Han er ikke helt frisk og er nogle gange som en lille dreng på grund af et fald hvor kraniet flækkede, så man skal passe lidt på ham hele tiden som jeg tager med ro, jeg vil bare gerne hjælpe ham og give ham lidt indhold i livet.


Nå, efter en kropsvisitering efter skarpe genstande der kunne ridse og skramme knallerten, fik han lov til at sætte sig op bag på og vi kunne endelig komme afsted på den lange tur der ventede og som jeg ikke havde fortalt ham om hvor gik hen for spændingens skyld. 


Turen gennem byen gik så hurtigt jeg kunne køre for at komme væk fra de vågnende Thaier der skulle ud og handle på deres ugentlige fridag og som var grunden til den tidlige afgang, og hvor var det skønt at komme uden for byen hvor trafikken var knap så hård. Disen som har ligget tungt over byen blev langsomt brændt af af den varme sol og afslørede de smukke omgivelser med de meterhøje sukkerrør der bliver høstet nu og fragtet væk af de prustende 70 år gamle lastbiler, lidt træls at skulle overhale de gamle osende biler, men alligevel en pragtfuld oplevelse at mens man overhaler, kigge ind på chaufføren siddende på en træbænk og krampagtigt holde fast i rattet.



Nu er Allan som Allan er, så vi havde ikke kørt så langt inden han havde fået ødelagt sine briller (han har det med at pille ved alt !!), så vi fandt en købmand hvor vi kunne købe noget super lim. Han har noget med superlim og epoxy lim han bruger i store mængder til alt, så han var sikker på at det var løsningen her, og efter 15 minutter var brillerne limet sammen og vi kunne komme videre godt sene på den i forhold til den strækning vi skulle køre.

For at turen ikke skulle blive for ulidelig kørte jeg ud til Sri Nakarin dæmningen for at holde kaffepause der, der var mange Thaier i dag der alle tog billeder af hinanden med de sædvanlige V tegn, en herlig stemning der åndede af fred og ro. De hilste og vinkede alle til os på turen over dæmningen og smilede samtidig så man blev helt svag i knæene, men nu var den skønne jo med og jeg er meget monogam, så jeg hilste pænt tilbage og trillede roligt videre mod kaffebaren.


Det var sgu helt skønt at strække benene efter de 65 kilometer vi havde kørt, bagdelen der ikke har siddet så lang tid på en saddel i lang tid længe, var godt nok også øm, så vi gik rundt og drak vores kaffe i stedet for at sidde ned, men et skønt afbræk. Der kom en herlig afkølet brise ude fra dammen der fik temperaturen ned igen så vi efter en halv time var klar til den sidste strækning op til færgen.


Atter en gang mødte jeg den fantastisk pragtfulde stejle opkørsel til bjergene lige efter Erawan jeg havde ventet utålmodigt på længe, og den var præcist så smuk og herlig at køre op ad som sidste gang, en fantastisk nydelse at køre næsten ret op i himlen i ekstremt skarpe serpentiner sving man skal passe på nu hovedet drejer rundt som blinklyset på en ambulance for at få alle de smukke udsigter med. Jeg havde overvejet at lade Allan lege fotograf på præcis den her stigning, men jeg fortrød på grund af uheldet med brillerne og var sgu nervøs for hvad han kunne finde på at ødelægge på kameraet, så det blev liggende under sædet for en sikkerheds skyld 🙂



Jeg overvejer at købe en holder til kameraet jeg så vil sætte fast på styret så jeg kan få alle de smukke oplevelser med på mine ture, og med den tur der måske bliver til virkelighed hvis Dalton kommer på besøg igen, skal jeg begynde at se mig omkring efter sådan et. Havde jeg haft et nu ville i kunne se de bavianer der sprang rundt på vejen og altid er et herligt syn, så nu skal det være alvor med det.

Jeg havde ikke kort med på turen fordi jeg har været her før og kender vejen, og jeg kunne huske hvor jeg skulle fortsætte lige ud og ikke følge vejen til højre mod Si Sawat, så det var helt nyt for mig og som sædvanligt spændende da vi fortsatte ligeud. Vejene blev hurtigt meget smalle og lignede ikke de store veje man kan se på kortet over området, skilte var der heller ingen af der gjorde det mere sjovt. Lige den del forstod Allan ikke og spurgte nervøst om jeg mon kunne finde tilbage igen mens han skævede skeptisk rundt, rolig nu sagde jeg til ham, hjem skal vi sgu nok komme.


Kortet over området viser et system af veje og stier, men virkeligheden var en anden. Grusveje med store huller og ingen skilte var hvad der var, så jeg kørte i blinde og anede ikke hvor vi ville havne, og opdagerlysten som jeg er, fulgte jeg til sidst nogle gule pile mod et eller andet.

 

Og her havnede vi så efter at have kørt nogle kilometer på grus stier med nogle lede sving og en masse hunde der kiggede olmt på os. 

http://www.rayaburiresort.com/

Og her er placeringen på kort

https://maps.google.co.th/maps?ie=UTF-8&q=%E0%B8%A3%E0%B8%B2%E0%B8%A2%E0%B8%B2%E0%B8%9A%E0%B8%B8%E0%B8%A3%E0%B8%B5%E0%B8%A3%E0%B8%B5%E0%B8%AA%E0%B8%AD%E0%B8%A3%E0%B9%8C%E0%B8%97+(Rayaburi+Resort)&fb=1&gl=th&hq=rayaburi&hnear=0x30e31ad50641d69d:0x4f97bc0e92713e12,Kanchanaburi&cid=2237042827291089762&ei=XVyuUpaoEYGGrQf26YGQDA&ved=0CMQBEPwSKAAwDg


Tak for kaffe det så dyrt ud, men smukt beliggende på bredden af dammen hvor de havde flydende værelser der var meget velholdte, man kunne kigge ind af dørene på grund af rengøring, og det så meget luksus ud.

 

Jeg vidste egentlig ikke hvad så nu, så mens vi røg en smøg kom jeg frem til at den færgetur vist ikke blev til noget i dag, både på grund af den manglende forståelse for stisystemet, men også på grund af klokken der var blevet 13. Tog vi færgen hvis vi fandt den, havde vi så på den anden side lidt over 100 kilometer hjem igen, så uden på nogen som helst måde at være ærgerlig over det fordi jeg altid nyder at køre og opleve naturen på nær hold, besluttede jeg at vi nu havde fortjent en kølig fra den lille købmand der lå der inden vi kørte tilbage for at spise ved Lad Ya som jeg fejlagtigt kom til at kalde Latja i det forrige indlæg.

Så der sad vi på trappen og nød freden og ikke mindst udsigten ud over søen mens kropstemperaturen nu fik hjælp af den kølige til at komme ned i det normale leje, her kunne jeg dælme godt tænke mig at overnatte en gang, sidde udenfor værelset og stirre ud over vandet i timevis, men det bliver vist ikke før jeg har vundet i lotteriet !!

 



Priserne er vanvittige her, jeg forsøgte helt diskret at finde ud af hvad det kostede at spise her, men det opgav jeg hurtigt. Den billigste ret mad kostede 250 Bht og det billigste værelse her koster 2.900 Bht, så absolut ikke her jeg har råd til at slå mig løs.



Men det var utroligt smukt at sidde der, desværre havde Allan en masse at snakke om, så min elskede fred var lidt langt væk. Han er vist som jeg forstod ham nået til enden på et 5 års ægteskab med en Thai, han får en kæmpe pension på grund af hans helbred der mildt sagt ikke er for godt, men han ser ikke pengene og skal tigge om penge til tobak og lignende. Så nu havde han fået nok og var i gang med at få udbetalingen flyttet over til hans egen konto, det heldige asen betaler ikke skat af sin pension og får udbetalt 150.000 Bht pr måned han så ikke ser en bukket stang af, hans første reaktion da jeg ringede klokken otte i morges var at han kun havde 18 Bht tilbage af de penge hans kone havde lagt inden hun tog til Bangkok, det skal du ikke tænke på sagde jeg, jeg skal nok betale i dag, og det gjorde jeg selvfølgelig.



Nå, ikke mere negativt. Vi havde nydt at sidde der og var klar til den lange tur hjem efter at have siddet en time på trappen og snakke, de ømme bagdele blev forsigtigt plantet på knallerten og vi kørte pinefuldt ad de hullede stier ud til hovedvejen hvor vi også kunne sætte farten op og nyde den plane overflade på vejen 🙂

Og efter en times tid med en enkelt pause undervejs for at hvile bagdelen, kom vi til Lad Ya hvor vi fik dejlig mad mens vi sad og kiggede ud over floden med de mange badende Thaier der tumlede rundt i den stærke strøm og morede sig gevaldigt. 

Denne gang kom en anden gut for at spørge om vi ville spise, og det viste sig at han var fra et andet sted der tilbød mad, og her havde de kun menu kort på Thai. Så jeg fik prøvet min Thai godt og grundigt af, men det lykkedes uden problemer at bestille maden, det må endda have gået så godt at jeg fik en kæmpe ros da jeg betalte for maden, herligt at opleve !!


Allan blev sat af efter at jeg havde lånt ham nogle penge så han kunne købe kaffe og hvad han ellers manglede, jeg susede hurtigt hjem igen på grund af det møde jeg havde med de to danskere der tager videre i morgen. Vi skulle aftale et tidspunkt mandag hvor de vil komme med nogle ting de skal have opbevaret til næste gang de kommer, så jeg var sgu blevet stresset til sidst og kastede mig pustende ned klokken 17.30 efter en meget lang dag og mange kilometer.


Men sikke dog et pragtfuldt liv, ryggen er under kontrol og kan for tiden ikke få mig ned med nakken selv om den prøver, jeg kører som jeg elsker ud og oplever naturen og Thailand der giver så meget, Og selv om Sikringsstyrelsen stadig uberettiget trækker 20.000 Bht hver måned og nu har trukket 200.000 Bht alene i år, er jeg så optimistisk at jeg tror der nok skal komme en løsning på det, så jeg var glad og tilfreds da jeg langsomt fik lagt den brændende og ømme krop ned på køjen hvor Ole Lukøje ventede på mig tror jeg, for jeg kan ikke huske jeg lagde hovedet på hovedpuden 😀


Pen.

 

Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There are 8 comments on this post
  1. Anonym
    december 19, 2013, 10:27 am

    godmorgen pen

  2. december 19, 2013, 12:38 am

    Mange tak Jytte.

    Jeg ser lige hvordan det ser ud med finanserne og den skønnes tilstand, så ku det da godt være at vi kom forbi til en kop kaffe 😀

    Pen.

  3. Anonym
    december 18, 2013, 12:29 pm

    Jeg ved ikke hvem du er, som syntes det er fint at oplyse hvem man er, jeg kan nemlig ikke se din underskrift nogen steder.
    Jeg har ikke nogen grund til at skjule hvem jeg er , og derfor underskriver jeg mig.
    Jytte

  4. Anonym
    december 18, 2013, 7:42 am

    Mangler sgu den gamle lov, hvor anonyme ikke kunne være anonyme, så vi alle kunne se, hvem personen, der anmeldte en var, ved at forlange agtindsigt…

    Jeg har skrevet til denne forfærdelige styrelse fordi jeg forlanger navn på den anmelder, der har angivet mig, forend det sker, gider jeg bare ikke tage styrelsen alvorligt…

    De har aldrig svaret, men heller aldrig tilbageholdt noget, så de har vel accepteret min anmodning om deres beviser ikke retsligt kan godkendes.

    Jytte det kan du og jeg og alle vel gøre, så pensionisten skal vel bare ud af starthullerne og forlange…

  5. Anonym
    december 17, 2013, 1:48 pm

    Ja vi har det ikke nemt vi Pensionister. Men jeg håber at du nu har fundet den eneste ene og skønheden bliver bevaret. mvh ove

  6. Anonym
    december 17, 2013, 1:33 pm

    Hej Pen og den skønne det er dejligt at læse , at du er ved at være ovenpå igen. En dejlig tur, du har været på, dejligt at du igen har fået mod på livet.
    Vi glæder os til at hilse på jer, når vejen en gang falder forbi her. Det er ærgerligt , at en enkel persons nævenyttighed stadigvæk ikke er til at rette op på.
    Vi håber du er glad for din nye lejlighed selv om der var en del begynder vanskeligheder.
    knus jytte

  7. Anonym
    december 16, 2013, 12:24 pm

    Sådan et Camara har jeg foran på Cyklen. så prøv at åbne din Skyp

  8. Anonym
    december 16, 2013, 7:36 am

    Pensionisten, hvor er det dog dejligt og befriende at konstatere, at jeg ikke er den eneste i dette land, der vil hjælpe andre…

    Du får min respekt…

    Hvorfor gør du ikke noget ved denne pensionsstyrelse, for selvom jeg ikke er klar over det rette sammenhæng, ser det da ud til, at der er noget der halter..

    Fortsat god dag…

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.