Kategorier
Dagbog

17.11.2016 – Bedre sent end aldrig !

 
Endelig gik tingene op i en højere enhed og mine pc problemer blev løst efter flere uger med irriterende problemer !
 
 
 
Jeg måtte jo købe en ny pc da den jeg havde med forlod denne jord, jeg downloadede en Windows 7 et sted hvor jeg er medlem og stoler på udbuddet og alt var godt indtil det gik galt igen, jeg fik problemer med den nye pc der også tog skade af mit styrt men var så heldig at finde en anden nu jeg fik solgt noget derhjemme.
 
Så endelig her i Chiang Rai begyndte medvinden at lyse på mig, jeg fandt en 15,6 tommer Dell ingen anden ville eje og installerede igen og var lykkelig over at mine problemer begyndte at blive løst lige indtil der kom en blå skærm der betyder alvorlige problemer, så jeg kørte ud til Banana IT hvor de også forsøgte at installere min DK version af Win 7 der også for dem fejlede fælt. Men de tilbød at installere en engelsk version de tilfældigvis havde liggende J og endelig kan jeg skrive i Dagbogen og også rode med billeder igen, så nu fortsætter jeg næsten hvor jeg slap sidst i hørte fra mig…..
 

 
 
 
Jeg endte i Mae Sai der virkelig skuffede set fra en turists øjne, byen jeg havde ønsket at se fordi det er den nordligste i Thailand er kun møntet på kinesiske og japanske turister der er tydelig i gadebilledet hvor alt der bliver solgt er kinesisk. Så det blev nogle kedelige dage hvor jeg travede rundt i gaderne for at finde nogle gode tilbud nu jeg vidste at der var tonsvis af elektroniske kopivarer fra Kina, men jeg fandt ikke noget og ville ikke betale de 1.900 B det ville koste at gå over grænsen til det store marked jeg har hørt så meget om. 

Og regnen der væltede ned og gjorde dagene lange på hotellet for at tørre tøjet efter gåturene var meget deprimerende og jeg så frem til at regnen stoppede som det var blevet lovet, men jeg kunne jo ikke vente og kørte en tur til Mekong floden der hvor man ser den første gang i Thailand og fik opfyldt en drøm !
 
 
 
For netop dette sted er blevet filmet og vist i tv siden jeg var ung så havde virkelig en god oplevelse da jeg satte mig ned og spiste frokost præcist der hvor min hjerne i uvidenhed havde skabt et punkt jeg ønskede at se, rundt omkring stedet findes det sædvanlige cirkus med osende busser der fragter tusinder af turister hen til alle bodene der sælger tøj og krims krams. Det foregik rundt om mig men opfattede det kun svagt fordi jeg var så betaget og lykkelig over at være hvor jeg var og ænsede ikke meget siddende der helt alene i vrimlen af mennesker J
 
Jeg fortsatte i min iver for at se mere af floden til Chiang Saen i et mageligt tempo og havde sommerfugle i maven fordi min drøm var gået i opfyldelse og nød floden og synet af Laos på min venstre side i overraskende tørvejr dog med sorte skyer i sidespejlene. I Chiang Saen fandt jeg det jeg ledte efter nemlig et sted hvor jeg kunne sidde og fintænke over det der skete for mig og sad længe på nogle beton trapper og betragtede floden og de få både der sejlede der og en dyb ro faldt over mig. Jeg stillede min GoPro op og filmede intetheden og vandets ustandselige bevægelser mens jeg fortsatte mine tanker om Mekong og de tanker jeg havde haft de sidste par år der gik ud på at følge floden fra start til slut.
 
 
 
Det vil sige fra den gyldne trekant hvor den for første gang svinger ind i Thailand og hele vejen ned langs grænsen jeg havde brugt meget tid på at tænke over og nu besluttede mig til at fuldføre, og hvilken herlig frihed at have tænkte jeg mens jeg trillede mod Mae Sai igen og desværre ret mod de mørke skyer der hang tungt over bjergene. Men på vejen ligger House of Opium jeg ville besøge og drejede ind på et smukt velholdt område der havde givet nogle fantastiske billeder hvis ellers lyset havde været rigtigt, men det blev en kort oplevelse fordi jeg ikke måtte tage billeder men så sandelig skulle betale alligevel 🙁
 

Så jeg fortsatte et par kilometer mod Mae Sai hvor jeg stoppede op og tog regntøjet på da det begyndte at dryppe, men det kunne jeg nu godt have sparet mig for var totalt gennemblødt i løbet af et par minutter og havde problemer med at se hvor jeg kørte. Det hjalp ikke rigtig på humøret nu jeg havde 2 sæt tøj til tørre på værelset og kun havde et sæt tøj tilbage og kunne ikke finde et vaskeri nogen som helst steder, men måske var det dråben der gjorde næste dag spændende ?

 

 
For jeg vågnede op til en overskyet dag uden regn der fik mig ud af døren og på tur for at tage billeder og se noget nyt, på den måde slap jeg også for de 100vis af mennesker der var ankommet til et bryllup tror jeg, de begyndte på deres klagesange og messen allerede ved 8 tiden og var masende så ventede bare på en åbning så jeg kunne komme væk. Dagens tur gik mod en bro til Burma hvor jeg ville fotografere mennesker der interessere mig meget og nød varmegraderne fra den skjulte sol mens jeg optimistisk kørte mod målet, men som sædvanligt blev jeg skuffet da jeg kom frem.
 

Hæren, luftvåbnet, Nato og Dansk Supermarked havde opstillet afspærringer og blev bevogtet af bevæbnede vagter der så meget alvorlige ud, nul putte sagde de da jeg venligt spurgte om jeg måtte fortsætte de 2 kilometer til broen for at tage billeder og måtte skuffet vende om hvor jeg tror at der skete en nedsmeltning.

 

 
For jeg besluttede lige der at nu kunne den skide by rende mig noget så grusomt, jeg tankede og kørte til hotellet hvor jeg lynhurtigt fik pakket mit grej til personalets forundring nu jeg havde betalt for næste dag, og satte kursen mod Mekong igen i et vældigt humør der endda formåede at holde regnen væk og fejrede selvfølgelig min beslutning ved at spise frokost igen ved flodens bred hvor jeg lykkelig betragtede kasino bådene og det liv det medfører.
 
Jeg havde ikke noget mål men fortsatte sydpå langs med floden og blev mere og mere imponeret over dens størrelse og ikke mindst de maleriske omgivelser med templer placeret ved flodbredden på begge sider og var glad for min impulsive handling der førte mig op i flere bjerge og fantastiske udsigter lige indtil jeg ramte et nok 30 kilometer langt vejarbejde hvor jeg igen måtte køre på smattede grusveje der ikke passer knallerten eller mig der stadig er bange for at vælte, men jeg kom da frem til Chiang Khong og venskabs broen over til Laos hvor vejarbejdet gudskelov sluttede, men heller ikke her var det muligt at fotografere og nøjedes med et billede af skønheden uden for grænsestationen i bagende dejlig varm sol 🙂
 

 

 
 
 
Jeg fortsatte igen mod syd, og smilede indvendigt fordi Mekong flød stor og mægtig lige ved siden af mig som bønderne udnyttede på deres marker hvor alt det grønne havde en fantastisk kontrast til den rødlige jord der er en fryd for øjet og gør mig så glad at se. Jeg passerede enorme opdyrkede områder hvor bønderne foroverbøjet knoklede i den varme sol men alligevel havde overskud til at smile og vinke der sgu gør mig så glad, tænk at have så lidt og alligevel have overskud til at smile !!
 
Hvor det er muligt undgår jeg de store veje så blev skuffet da en vej der løber tæt på floden var spærret med store skilte, det betød så at jeg desværre blev ført væk fra floden og ud på en stor vej med den sædvanlige vanvittige trafik jeg hader, men der var jo ikke andet at gøre så fortsatte et stykke tid inden jeg var nødt til at køle af og spise en is i skyggen 🙂
 

 

 

 
 
Her blev det alvor fordi timerne var gået med at hygge og opleve uden jeg havde tænkt på hvor jeg ville hen jeg nu var nødt til at tænke på, for jeg havde jo en aftale i Chiang Rai hvor jeg ville få min Gps der var købt i Danmark og kender mig selv hvis jeg kom for langt sydpå. Så jeg tog en beslutning om at køre til og blive i CM og forhåbentlig komme mig helt over styrtet der stadig giver problemer og få smukseret knallerten og opdateret min medicin. Så her sidder jeg og har endelig fået styr på det hele efter et par travle dage med at fise rundt og finde det jeg leder efter og kunne endelig i ro og mag køre ud til det Hvide Tempel i går, Pc’en virker kanon der er en stor lettelse og ribbene er glad for pausen men gør stadig opmærksom på sig selv i tide og utide.
 
Men her er jeg altså og beklager den lange pause og vil forsøge at komme ind i en rytme igen når jeg fortsætter min rejse mod Loie og et gensyn med Mekong der virker så dragende og mystisk på mig, og jeg håber Gps’en giver mig alt den info jeg er blevet lovet så jeg kan finde interessante ting på min vej og fortælle om det 🙂
 
 
 
Pen.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

En kommentar til “17.11.2016 – Bedre sent end aldrig !”

Leave a Reply