';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂

Og det gælder også turen med Splinten jeg nu har måtte døje med i næsten 2 måneder, endelig kan jeg få en hel nats søvn uden at skulle hente øl, kaffe eller vand til en hjælpeløs turist mens jeg sover bedst og drømmer om en øde ø, hørte du splint, en helt øde ø 😉

Vi har kørt med bus, sejlet med færge og speedbåd og har også fløjet i de 2 måneder hvor vi startede i Davao og har oplevet en hel masse både godt og dårligt på vores tur ingen af af os dog fortryder af den grund. Vi faldt i hak hurtigt allerede efter splintens ankomst til Davao og har haft det hylende sjovt siden, vi har virkelig moret os over alt muligt og umuligt der har fået folk til at glo på os når vi har grinet vi har brugt meget tid på og løb aldrig tør for emner især ikke når vi tog tykt pis på hinanden og os selv 🙂 Vi er meget ens og adskiller os kun på én måde, og det er evnen til at sige nå ja eller pyt når de indfødte laver noget totalt åndssvagt eller tåbeligt der sker dagligt, dér kniber det med splintens tålmodighed i forhold til mig der efter så mange år herude tager det meget mere roligt næsten uanset hvad der sker, jeg er jo vant til det og ved at det ikke nytter noget at blive sur eller tosset og tager det helt roligt og venter indtil tingene er som de skal være. Intet er som man kender hjemmefra gudskelov og er jo det man rejser efter, havde alt været som i Esbjerg eller Gedser kunne man sgu lige så godt have blevet hjemme og sparet pengene !

DSC_3879 (Large)

Nå, først tog vi bussen til CDO (Cagayan De Oro) hvor vi trængte til en overnatning efter en hæsblæsende tur oppe i bjergene på over 7 timer der krævede et par kølige henne hos købmanden inden vi kunne lægge os nu hjernen forstod at vi stadig var i live efter busturen.

https://dagbogen.org/2019/04/09/09-04-2019-frank-naesten-i-himlen/
Næste aften tog vi en natfærge til Cebu hvor vi var nogle dage og fik besøgt et par få interessante steder og ellers tog det stille og roligt af hensyn til splinten der jo kom direkte hjemme fra sofaen og af den grund ikke havde kondien.

https://dagbogen.org/2019/04/16/16-04-2019-de-to-gamle-paa-farten-igen/

Så vi fik siddet meget der og kunne følge livet i den det stille kvarter der omkransede hotellet der bød på hverdagen for de indfødte der gav splinten nogle nye indtryk om hvordan tingene fungerer herude langt væk fra det vante liv hjemme i trygge rammer, det gælder også hygiejnen der betød at rotter blev et vanligt syn samt flagermus der hver aften plyndrede nogle træer for frugter hos naboen, så jeg var glad da vi endelig kom væk derfra nu jeg ikke er så god til at sidde så meget ned og smilede glad da vi entrede den rustne færge en mørk aften, endelig skulle vi på eventyr 🙂 🙂

Og vi blev ikke skuffet over færgen der ellers havde set bedre dage men stadig med en funktionsdygtig motor og fragtede os gennem natten til Iloilo. Færgerne der sejler herude har en fortid i Japan eller Korea der snildt kan strække sig over 20 år inden de bliver enten foræret eller købt til sejlads i Filippinerne og strækker et langt spor af færge katastrofer efter sig. Det er ikke unormalt at der synker et par små færger pr år mens de mindre Bangkas som de kaldes der er et mindre fartøj står for endnu flere ulykker, men vi kom frem i højt humør efter en våd aften i selskab med en snaksagelig Filippiner og kunne tage hul på vores indtil da værste oplevelse, nemlig Iloilo !

Hold nu kæft en beskidt by der ville blive lukket ned hvis de danske myndigheder kom forbi, snavs, støv og en utrolig dårlig luft var hverdag og vi kunne ikke komme hurtigt nok derfra igen og åd med glæde den ekstra regning det var at flyve derfra næste dag mod Palawan der havde været en lokkende ø for mig i meget lang tid og omtalt med rosende ord.

Alle de rosende ord blev gjort til skamme straks efter vi kom ud af lufthavns bygningen hvor en skide pirat forsøgte at blokke os for en formue !

Jeg har snakket meget om det der måske er for meget for jer men bestemt alt for lidt for mig der har et indgroet had til alle der forsøger at stjæle mine penge.Og ja her er billigt der i min verden ikke betyder at folk bare skal rage til sig af vores penge, så jeg kæmper for hver en peso og giver aldrig op i forsøget 😉

Den bedste indtil nu var en taxi der for en tur forlangte 150 peso jeg afviste ved at sige, fucking no, we walk. Det fik ham på bedre tanker og et helt andet tilbud nu på 30 peso, så det kan godt betale sig at være hård !

Jer der har læst Dagbogen ved at vi hyggede os gevaldigt i Puerto Princessa hvor hotellet var lige os i et kvarter hvor os gale natur og dyre elskere fik en masse at se på, de smukkeste enorme gamle træer der ragede højt op over vores hoveder der gav mig hold i nakken og splinten til konstant at sige; hold nu kæft samt et hav af forskellige fugle 🙂 Men vi fik i første omgang kun en nat der inden vi blev hentet af en minivan til en meget lang 7 timers tur op gennem Palawan til vores lille paradis Bagoy der var så smukt og uberørt, langt ude i ingenting lå det her lille sted hvor splinten lige fik et lille anfald fordi der ikke var aircon, strøm og de bekvemmeligheder han er vant til.

https://dagbogen.org/2019/05/01/01-05-2019/

Jeg vidste godt på forhånd at der kunne komme en krise efter at have observeret ham, han er til sko og strømper, renlighed og lidt stil der ikke fandtes noget som helst af her jeg selvfølgelig godt vidste nu jeg havde planlagt hele turen, booket, bestilt og sørget for alt det praktiske der blev lidt af en prøvelse da det gik op for mig hvor lidt ‘modstand’ der skulle til for at give splinten bekymringer og søvnløse nætter i bogstavligste forstand. Men han blev jo nødt til at bide det i sig og klagede mindre og mindre som tiden gik deroppe og indså vist nok at den pris vi havde betalt for de 10 dage var langt fra en hotel pris, og det gælder også den manglende aircon 😉

DSC_3112 (Large)

Men dagene deroppe var gode for splinten der sad og kiggede ud over havet fra morgen til aften og var ikke til at stikke i når jeg kom med forslag om ø hop eller andet der kunne holde blodomløbet ved lige, det var farligt, det var anstrengende og en masse andre undskyldninger for at undgå for meget aktivitet. Han brugte dagene til at få styr på sine tanker og blev mere og mere glad som tiden gik der var godt at se, så er i i tvivl om hvordan små bølger lyder skal i bare spørge ham, han har styr på det 😉

Gæsterne deroppe var fra hele kloden og holdt sig for sig selv som os og snakkede kun med nogle få, bla et amerikansk par der påstod de ledte efter en grund så de kunne opføre et resort der ikke lød helt rigtigt i mine ører da de i stedet for at købe deres eget vand, tiggede det og misbrugte det på den lede måde der fik mig til en dag at gå op i receptionen da manden tiggede vand, stillede mig ved siden at ham og spurgte højlydt om jeg kunne få lov til at købe noget vand, sådan en idiot 😉 Et par dage efter hvor de havde været på tur for at lede efter en grund kom de tilbage uden at have købt noget fordi den grund de havde set på der lå ved vandet selvfølgelig, ikke var dem fordi bølgerne larmede for meget, så dem spildte jeg slet ikke tid på !

En anden spøjs oplevelse var 3 tyskere der havde haft et 5 dages job i udkanten af Manila, en ung fyr der kaldte sig Ben var ejer af et lille 3 mands firma der specialiserede sig i indvendig svejsning af ståltanke et Canadisk firma benyttede sig af. Det var et rigtig godt betalt job fortalte Ben, alt betalt inklusiv luksus hotel og en ordentlig pose penge for jobbet, så de 3 gutter tog lige en tur til Palawan da arbejdet var overstået, vi snakkede helt til midnat og fik en masse af drikke og havde det sjovt. Endnu sjovere blev det da Ben pludselig løb ned på stranden med mobilen som lommelygte og råbte at han havde set et dyr i mørket, så alle vi andre lettere beduggede løb efter og fik set skyggen af en lille fætter der til sidst gemte sig under noget træ i en tørlagt lille flod.

En af tyskerne kastede sig ned i sandet og rakte sin mobil ned i et hul (meget modigt :)) og fik taget et par billeder jeg så viste Shaie (ejeren af stedet !) der straks rynkede på næsen og fortalte at det var et stinkdyr og at vi havde været heldige at den ikke strintede på os 🙂 🙂

Det blev tid til afgang mod Puerto Princessa hvor jeg havde booket på D’Lucky Garden igen nu vi var så glade for stedet sidste gang og blev da også budt velkommen tilbage efter en meget lang tur derned ! Jeg havde booket en direkte minivan fra Bagoy fordi jeg vidste at splinten ikke dúr til lange ture, så vi blev hentet klokken 7 og blev selvfølgelig slæbt med ud til de mest afsides steder på nord Palawan vi bestemt ikke havde lyst til eller betalt for, men vi var taget til fange og kunne blot sukke dybt velvidende at det blev en meget lang dag det også blev med en sindssyg ung mand som chauffør der tog svingene som en hærdet Formel 1 kører og hældede kroppen med ind i svinget, det var sindssygt !!

Vi brugte nogle dage i Puerto Princessa til at komme til hægterne igen, fik ordnet splintens visa hvor det var godt jeg var med ! For splinten kom farende ud af døren for at hente mig der ellers stod lige så fredeligt og betragtede mennesker der er en stor hobby for mig. De siger jeg skal bliver her i 3 uger og vil vide alt om hvor jeg skal hen og hvor jeg har været sagde han stakåndet!!

Og det er grunden til at jeg tidligt på turen tog kontrollen og ikke fortalte hvor vi skulle hen og hvornår før i sidste øjeblik, splinten går i panik og begynder at hyperventilere og kan dermed ikke få luft når sådan noget sker, så splinten havde sagt at han ville hente sin manager (det er osse mig 😉 ) Vel inde på kontoret gik jeg direkte hen til damen der havde givet splinten åndenød, hvad er problemet spurgte jeg og sagde at han bare skulle have en forlængelse og ventede på svar på en hård måde, for splinten skal de sgu ikke lave numre med på min vagt 🙂

Damen forstod at jeg vidste hvad jeg snakkede om og forklarede grunden til misæren !

I Filippinerne skal man efter 59 dage have et ID kort udstedt af Immigrationen der selvfølgelig kræver en slat penge for det og er en skjult pengemaskine fordi kortet skal fornyes hvert år, det havde jeg fuldstændig glemt og sagde til damen at splinten selvfølgelig betalte og ikke behøvede at vente på ID kortet da han tog hjem, jo jo sagde damen og tog imod pengene og vi gled ud af døren igen uden problemer 🙂

Man er nødt til at være hård og vise det herude med mindre man vil kastes rundt i deres forpulede hønsegård, kommer man til en bus eller båd forsøger de også at stresse en jeg er ekspert i at skide et stykke, mig skal de sgu ikke jage med 😉

Nå jeg er meget glad for at sejle og ville hellere end gerne tage hele turen på den måde, men det passede ikke splinten der brokkede sig over køjen, toilettet og de mange Filippinerne der var ombord, så vi måtte endnu engang selv om det var pisse dyrt, flyve tilbage til Cebu for en overnatning på Uncle Toms Cabin igen og så tage en speedbåd næste dag til Bohol.

https://dagbogen.org/2019/05/01/01-05-2019/

Der ankom vi til efter en herlig 2 timers vildt hurtig tur med masser af frisk luft og en flot tur i det azurgrønne vand fyldt med liv, igen måtte jeg forhandle hårdt for at få en billig taxi der endte med at jeg tog røven på en gut der forlangte 8oo peso for turen. Jeg fik simpelthen fat i et ungt fransk par der skulle samme vej og fik presset prisen ned til 700 peso for os alle.

Vi blev sat af på et andet hotel end det vi skulle bo på og skulle derfra ringe til vores hotel da der ingen veje er til næsten hele Panglao området og blev hentet af en gut iført trillebør til vores baggage 🙂

Således ankom vi standsmæssig til vores hotel for de næste 11 dage vadende langs med stranden og gennem andre resort hvor folk så sådan lidt mærkeligt på os med en drager i front skubbende en trillebør i det bløde pudder sand med vores baggage inden vi endelig efter betaling kunne kaste vores køjesække på værelserne og sætte os ned på stranden iført en kølig selvfølgelig, for at se på de nye herligheder der bestemt ikke skuffede os på nogen måde med en udsigt der bød på kridhvide strande med så rent vand at vi dårligt forstod det.

DSC_3613 (Large)

Vi forlængede opholdet og tog en dagstur med privat bil for at se Chokolate Hills, sommerfugle internat og de små super søde tarsier vi begge blev forelskede i da vi med en guide blev ført rundt på listesko for ikke at forstyrre de små primater der er nattedyr og ikke måtte forstyrres mere end højst nødvendigt da de som splinten nemt bliver stressede og i sjældne tilfælde begår selvmord hvis de ikke får ro ! Pragtfuld oplevelse selv om parken lå inde i en regnskov der på den dag emmede af fugt grundet det nylige regnvejr der gav os begge problemer med vejrtrækningen, men det var en ydmyg ofrelse i forhold til synet af dyrene 🙂

DSC_3591 (Large)

Jeg forsøgte igen at lokke med en bådtur uden held men lykkedes efter mange forsøg hvor jeg forsigtigt havde foreslået at han skulle gå ud og bade og beroligede ham så godt jeg kunne, og pludselig rejste han sig dælme og gik ud i det klare vand for første gang der sgu var stort at se på nu jeg kender til hans vandskræk, det nummer lavede han 3 gange på samme dag og nød det big time kunne jeg se jeg roste ham for hver gang han gik ud og satte sig og er sikker på han stadig husker hvor dejligt det var og hvor sikkert det også var, stor stor dag for splinten 🙂 🙂

Desværre forsvandt vores glæde over stedet stille og roligt, nogle duer havde invaderet taget over vores værelser med tilhørende stank, restauranten på resortet forsøgte at tage røven på splinten da han ville bestille et ekstra æg til morgenmaden. Det kan vores kasseapperat desværre ikke finde ud af sagde ejeren og anbefalede i stedet at han skulle købe en ekstra ret !!!!

Fucking scam røg det ud af mig mens ejeren stod ved bordet forfjamsket over at være afsløret langsomt forsvandt, splinten undlod det ekstra æg og vi satte ikke vores ben der igen 😉 Så vi fandt en anden restaurant der havde meget bedre mad men højere priser vi accepterede indtil jeg en morgen ivrig for at være så sund som muligt, bestilte frugt og en kokosnød, alt var fint og frugten var mættende og utrolig frisk og nød den friske kokosnød og var stolt af mig selv fordi jeg kun havde stjålet et stykke bacon fra splinten og mente derfor at mine tal for sundhed var feset i vejret. Men så var det lige at regningen kom der fik min gamle krumbøjede ryg til at være rank meget hurtigt, for det sunde måltid kostede mig næsten 1000 Peso, frugten 600 og kokosnødden 180 peso. Den selvsamme kokosnød koster ude på vejen mellem 15 – 25 peso og 10 peso hjemme når jeg er heldig, så jeg har desværre måtte afbryde mit forsøg på at være sund, der er simpelthen for dyrt 😉

DSC_3832 (Large)

Med et indtryk af at Bohol er et stort scam tog vi igen speedbåden mod Cebu mig syg som en hund efter en hård nat med opkast og ræserbæ der var resultatet efter en pizza jeg havde spist aftenen før, hold kaje det tog lang tid at få det godt igen og var glad for de 2 Imodium jeg havde slugt, de virkede og havde lukket ventilen godt og grundigt så det kun rumlede i maven, føj for en oplevelse sir jeg bare 🙁

Cebu der er knudepunkt for alle øerne med alle de forbindelser der er der både til vands og i luften dukkede hurtigt op i horisonten og vi lagde til kaj stadig uden splinten vidste noget som helst, vi fandt en taxi og satte kursen mod lufthavnen hvor vi skulle videre mod vores sidste mål på denne tur. Vi fik set det meste af lufthavnen og fik lidt at spise, splinten vidste stadig ikke hvor vi skulle hen indtil jeg pegede op på en stor tavle med ankomst og afgangs tider, vi skal med den 3 linje sagde jeg og lod ham selv regne ud at jeg havde snydt ham godt så vandet drev 🙂 🙂

Da den her tur blev til en realitet spurgte jeg splinten om hvor han ville hen og fik svaret af det var lige meget velvidende at alle de smukke billeder af de kridhvide strand på Siagao var på hans såvel som på min liste, så den havde jeg ikke glemt. Så en sen aften inden vi tjekkede ud på Bohol fandt jeg en god pris og skyndte at booke hotel og fly og fortalte kun at vi blev afhentet tidlig morgen når vi skulle afsted. Jeg sov som et lille barn på grund af den skide pizza der havde holdt mig beskæftiget i alle ender hele natten og væltede ud af døren klokken 06 der var tiden for afhentning og var helt rundt på gulvet, men jeg havde dog så meget hjerne der virkede at jeg gik over i receptionen og udsatte afhentningen en time. Jeg havde planlagt turen til Cebu lufthavn så vi havde oceaner af tid selv hvis speedbåden punkterede og beroligede splinten der sad klar med sin kuffert og ikke havde lukket et øje på grund af begyndende panik hvis et eller andet gik galt at vi nok skulle nå det uanset hvad.

En hurtig kop kaffe og bad som bestikkelse fik hjernen og kroppen til at virke igen og resten er historie. Jeg havde forberedt mig og havde lagt små bemærkninger allerede ugen før om hvor dyrt der var på Siagao fordi det er højsæson nu og ikke som nogen tror, at sommertiden er slut, hvor dum kan man være !!!!

Tilbage til lufthavnen 😉

Splinten kiggede op på tavlen der nåede at skifte et par gange med nye destinationer inden han glad i stemmen sagde, vi skal da ikke til Siagao skal vi ?

Jeg får helt tårer i øjnene sagde han og kiggede som et barn juleaften igen op på fly nummeret på tavlen og sagde, jamen du sagde at det var alt for dyrt og smilede over hele hovedet da jeg fortalte ham hvor vi skulle bo og hvor længe og beroligede ham med at jeg også havde booket afhentning i lufthavnen og havde det så fint med at jeg havde overrasket ham 🙂

DSC_3866 (Large)

Så vi er nu i General Luna der er verdenskendt for sin surfing, byen minder om Thailand for 10 år siden hvor ikke så fandens meget fungerer så er fedt at opleve inden skyskraberne begynder at dominere øen, byen her har dog vedtaget visse restriktioner der betyder at et hotel ikke må være højere end den højeste kokospalme, byen har også indført forbud mod plastik der selvfølgelig glæder os meget og ser benovet på de bambus sugerør og stof indkøbsposer man får i de forskellige forretninger, så alt er godt på nær maden der stinker her. Der findes 1 eller 2 steder hvor man mod at lægge sin årsløn kan få noget ordentligt at spise og så Filippiner mad for resten af pengene, og den behøver jeg vel ikke fortælle om igen!!

Vi har lejet et par knallerter og har selvfølgelig været øen rundt allerede hvor splinten desværre fik lidt for meget luft og støv i sig, så han ligger underdrejet og er blevet tilset af en læge jeg skaffede for en sikkerheds skyld og er frisk igen om et par dage med hjælp fra lidt medicin, men bliv ikke forskrækket, for han er altså ikke mere syg end at han kan spille på sine skide spilleautomater 🙂 🙂

For hulen osse, øen har en pragtfuld natur der veksler mellem jungle og kyst med et rigt dyreliv der byder på så farverige fugle at vi er stoppet op flere gange for at få et bedre kig, selv ørne er her rigtig mange af vi nyder i fulde drag når de graciøst svæver rundt oppe over vores hoveder og en oplevelse der sker flere gange dagligt. Så her hygger vi os og bliver her til d 31 hvor vi tager flyet hjem til Davao og hverdagen igen, det har været en fed ferie for os begge og har da også givet mig nogle ideer jeg måske fortæller om en anden dag !

Det var bare det jeg ville sige.

Pen.

Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There are 2 comments on this post
  1. Pen i Filippinerne
    maj 29, 2019, 5:46 pm

    Tak skal du have Finn 😉

  2. Finn Emsby
    maj 25, 2019, 10:32 pm

    Tak for en lang og god historie, den var det værd at bruge tid på at læse uden ophold 🙂 🙂

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.