';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂

Skal jeg rejse hjem igen eller skal jeg tage kampen op imod den frygtelige sandhed der slog mig hårdt som en blød badesvamp ?

Virkeligheden er at jeg kun har et rugbrød tilbage samt en leverpostej der næsten får mig i panik, alle de hyggestunder jeg har haft med mit elskede rugbrød siver langsomt ud af hukommelsen og er en frygtelig realitet jeg intet kan gøre imod. Lakridsen er også udryddet og aner ikke hvad jeg skal gøre selv om jeg en gang imellem kan være heldig at finde noget blød lakrids hos Swiss Deli, sikke noget lort det hele 🙁

Og efter et mareridts ophold på det lokale hospital jeg blev udskrevet fra i går formiddags jeg nok aldrig kommer mig over, er jeg gået i tænkeboks !

nfd

Det startede ellers godt da jeg fik en besked fra fyren jeg havde mødt på hospitalet om mandagen, han ønskede mig en velsignet aften (de er 7 dags adventister !)og fortalte at jeg var ventet på EMR der betyder Emergensy room jeg kom til ved 7 tiden om aftenen hvor jeg skulle igennem alt papirarbejdet der er ekstremt omfattende herude, jeg fik en slange i armen, fik taget ekg og sluttede med et røntgenbillede inden jeg blev trillet op på 1 sal af en korpulent portør der pustede og klagede over vægten mens jeg ellers lige sad der og hyggede mig over at slippe for den anstrengelse at selv skulle bruge energi på den tur 😉

Døren til stue 242 blev skubbet op hvor en ram hørm af vådt kælderrum slog mig i møde, det var en god start tænkte jeg og tog straks en allergipille og et sug af min Ventoline da jeg har astma der ikke kan lide kælderrum selvom de befinder sig på første sal, fætter Finn satte min rygsæk på en ekstra køje og smilede glad over at være fri for mig og min vægt mens han svedende gik baglæns ud af stuen og overlod mig til mig selv i det her skod rum jeg med det samme ikke kunne lide.

Der var fugtigt og klamt selv om aircon kørte for fuld skrue og fik en grim oplevelse da jeg så sengen min ryg med det samme blev uvenner med, hold nu kæft en lorteseng. Noget der i tykkelse minder om en tynd pude med sort skind udover var det jeg skulle plages med og gruede for natten men var glad for den forsikring splinten havde udstyret mig med i form af nogle gode piller jeg kunne ty til hvis det var helt galt. Der var et lille tv uden fjernbetjening, en 5 liters vanddunk og ellers intet andet, årh jo der var selvfølgelig biblen på Filippinsk og en patient håndbog jeg kiggede lidt i mens jeg ventede på hvad der så skulle ske med mig, og der fik jeg et chok !!!!!!!!!

mde

Der blev kun serveret vegan mad og intet andet og kunne med det samme mærke min mave rumle, min elskede kaffe kunne købes i kantinen og var lavet på soja bønner, hvad mener i, soja bønner ! Gudskelov kunne jeg ikke komme derned på grund af den flaske et eller andet der hang på et irriterende stativ jeg slæbte rundt på og blev pludselig deprimeret….

Efter 1 1/2 time kom sygeplejersken der sprøjtede noget stads ind i en af slangerne der gjorde mig træt, hun sagde det var cortison mens hun tilsluttede endnu en flaske med antibiotika, gav mig et par piller og forsvandt uden et ord, nå så kunne jeg jo lige så godt prøve at sove nu klokken var langt over min sengetid og fik lagt mig ned på det der skulle blive min værste oplevelse der, for fanden i luften den var elendig sengen og gled rundt på lagnet fordi madrassen var udstyret med skind. Og det blev selvfølgelig den lorte nat jeg havde frygtet, med hovedet fyldt med snot der forsøgte at drukne mig og mig der kurede rundt som på en forbandet skibakke fik jeg kun et par timer inden jeg i arrigskab stod op klokken 02 og fik røget en smøg ud af lokums vinduet selv om det var strengt forbudt der fik mig til at nyde smøgen endnu mere 🙂 🙂

dav

Resten af natten var lige så slem så blev pissed da en sygeplejeske slog døren op til stuen 04.30, tændte alt lyset og begyndte at snakke og vende mig om så hun kunne tage en blodprøve. Hold nu kæft jeg var arrig og bad hende om at skrubbe af der fik hende ud af døren hurtigere end stærkt og gudskelov ikke kom tilbage igen så jeg kunne få sovet lidt indtil klokken 6.30 hvor næste hold ankom. Sådan gik det hele dagen med nogen der forstyrrede mig hver anden time der fik mig helt op i det røde felt om aftenen da jeg låste døren klokken 8 og fandme ville sove, men selvfølgelig kom der endnu en sygeplejeske jeg fik forklaret meget tydeligt at jeg altså ikke var Filippiner og IKKE ville forstyrres hver anden time hun forstod da jeg undskyldte og forklarede at det ikke var hendes skyld 😉

Så jeg fik endelig den søvn jeg manglede og sov 8 timer og lignede en sports skade da jeg vågnede hvor jeg hurtigt dykkede ned i splintens piller for at få noget fred i ryggen, den samme sygeplejeske som aftenen før bankede forsigtigt på døren 1 time efter og lyste helt op da hun så at jeg var vågen og smilede til hende, hun fortalte at hun havde sagt til alle at jeg ville have ro og var listet ind omkring midnat for at se om flaskerne stadig virkede. Så hun var stolt over ikke at have vækket mig jeg belønnede med et stort smil hun blev glad for og gav mig endnu en sprøjte cortison og en håndfuld piller inden hun vimsede ud af døren 😉

Jeg kunne mærke at medicinen hjalp meget og følte mig meget mere frisk end da jeg ankom og ventede spændt på lægen der ville komme på et tidspunkt og høre om jeg måtte løslades så jeg kunne få noget mad, jeg fik på en eller anden måde taget et elevator bad, skiftet tøj og følte mig frisk så håbede jeg kunne komme væk jeg endelig fik lov til da lægen lyttede til mig og sagde at jeg næsten var helbredt og kunne tage hjem igen 🙂 🙂 🙂 🙂

Så jeg forlod hospitalet 18.000 Peso fattigere med en recept i hånden der kostede mig endnu 2.000 Peso, stillede mig ud foran hospitalet og røg en smøg jeg virkelig trængte til og havde glædet mig til efter at have slået næsten knuder på mig selv og alle slangerne fra flaskerne der hang på stativet for at nå det lille vindue ude på lokummet, tænk at være så grim ved mennesker samtidig med at man er så hellig !

dav

Alle ansatte på hospitalet er 7 dags adventister der er meget hellige, jeg fik tilbudt bøn og en opmuntrende sang jeg pænt sagde nej til mens jeg overvejede om jeg kunne tillade mig at spørge om de kunne spille noget blues i alle deres højtalere der i døgndrift spillede hellige sange og hvad ved jeg 🙂 🙂

Nå, jeg er løsladt igen og er på antibiotika en uge mere og har det meget bedre så er klar til en på opleveren med splinten der hentede mig på hospitalet så jeg kunne få noget mad i mod den forbandede hovedpine der lykkedes til UG+ og slange hos Swiss Deli hvor vi spiste Oso Bucu pork med kartoffelmos til, hold kaje den fik taget på mig den mad og pist væk var hovedpinen, så meget at vi kørte hjem til splinten hvor vi satte os op på taget og nød en kølig i en pragtfuld lækker svag brise inden jeg kørte hjem og faldt sammen som en karklud mæt og meget træt der gjorde at jeg krøb ind under dynen 19.30 og sov som et lille barn til klokken 05 til vidunderlig fuglesang der er godt for sjælen at vågne til sammen med en kop kaffe der ikke er lavet på soja 😉

Det var bare det jeg ville sige.

Pen.

Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There is 1 comment on this post
  1. Finn Emsby
    april 05, 2019, 4:21 pm

    Hej Klaus.
    Tak for en udførlig forklaring, vi er nogle der har været spændt på hvordan det gik dig og om det havde hjulpet.
    Så nu ved vi så at du er klar til den store køretur.
    God dag og hils Splinten og søde Rose.

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.