20,21,22 & 23.07.2010

Godmorgen Dagbog.

Jeg må jo hellere komme i gang med alt det jeg har oplevet siden sidst 😉

Siddende her på det nederste plan i Kuala Lumpurs Central som hovedstationen hedder på Starbuck for at nyde godt af den utrolige dårlige gratis internet, er der sgu lang vej.

Men vi forlod Ubud på Bali i går morges klokken 9 morgen for at køre med minivan til lufthavnen i Kuta på Bali, 1 ½ time gik der med det i en tætpakket bil. Men chaufføren kørte dog pænt, så det var en god tur. Men det var noget af en omvæltning at komme til en storby som Kuta med højhuse og Internationale hoteller så det halve kunne være nok, jeg havde lige boet 4 dage i en tusind år gammel by der oser af kultur, men det skulle blive meget værre ! Men lyveturen til Singapore gik hurtigt for mig, for jeg havde på Java købt nogle stærke piller som nu var slut. Og magen til abstinenser har jeg aldrig oplevet, så det var en søvnløs nat af de slemme. Men jeg fik da sendt Dagbogen afsted inden vi kørte.

Og det var en dejlig morgen selv om jeg var træt som et alderdomshjem og havde hovedpine som efter 2 liter Vodka 🙁

Jeg vidste at der kun var kort tid til afgang og gik min morgentur gennem byen for at styrke stilladset lidt, grønthandlerne som om morgenen er spredt ud i en meget bred vifte fra markedet der så betød at trafikken brød sammen fordi de sad ude på vejen og solgte alt fra radiser til levende høns og ænder der brokkede sig over behandlingen giver en herlig oplevelse. Synet af kvinder og mænd i den traditionelle dragt, handler det de mangler og gør byen meget farverig og interessant. Kvinderne der bærer deres varer på hovedet uanset næsten størrelsen på det er meget interessant at se, og kan anbefales at opleves hvis man kommer på de kanter. Men jeg nød morgenturen hver dag og hilste på folk der kiggede underligt på mig fordi jeg var den eneste falang der gik rundt i de smalle gader klokken 6 ca., men de smilede samtidigt, så det var hyggeligt.

Og der var også tid til at sidde og simulere lidt over mine oplevelser mens jeg stille sagde farvel, det hyggelige bassin 1 meter fra terrassen der huser nogle store guldfisk og karper er virkelig gode medicin mod stress, jeg drak den varme the og spiste mit sidste måltid på Bali, lidt sørgmodigt fordi jeg følte mig hjemme på en eller anden måde. Jeg tror det er det rolige tempo tingene foregår der gjorde at jeg var meget glad for at bo der, og selv om der var langt op til et 2 stjernet Homestay syntes jeg godt om Wenja.

Og det blev jeg endnu mere da Land Ladyen gav mig noget af et chok da jeg betalte de 550.000 Rupier det havde kostet at bo der i 4 dage. For jeg tænkt lidt over mit besøg på Bali der selv om det var lidt stresset, var utroligt godt. For jeg kunne jo ikke nære for at spørge hvad det ville koste at bo der en måned, og det på baggrund af de sindssyge billige billetter som Air Asia fyrer af en gang imellem ! Og jeg skal lige huske at sige at der er priser fra 300 Bht til 6000 Bht pr nat alt afhængig af hvad man vælger selvfølgelig, så udvalget er stort, og det er altid til at finde noget at sove i.

3000 Bht fra Bangkok til Kuta for en enkeltbillet er billig syntes jeg, og jeg kan sagtens bruge en måned på en bike der er jeg sikker på, for jeg fik ikke set så meget som jeg gerne ville og i det tempo jeg ville. Så da hun svarede at det måtte jeg selv bestemme, altså prisen for en måned, begyndte jeg at tænke mere over en tilbagevenden !

Nå, men vi satte os ind i flyet der var så godt som tomt. Så jeg lagde mig med det samme for at prøve at sove hvilket lykkedes meget godt. En halv time før ankomst vågnede jeg lidt mere frisk end før, og brugte den sidste tid med at sidde med næsen mod vinduet for at kigge på de store skibe der trak lange hvide kølvandsstriber efter sig.

Og det var noget af en omvæltning fra Bali. Væg til væg gulvtæpper og et meget stille miljø herskede her i Singapore lufthavn hvor der sad advarselskilte alle vegne, det er sgu ikke meget man må her. Men det blev meget værre da vi kom ind til selve byen efter en times ventetid i Immigrationen hvor der var fyldt med lange lange køer af folk af alle nationaliteter, men meget interessant at kigge på. Toget ind til selve Singapore var hurtigt overstået i det utroligt rene tog hvor der også her sad skilte for alt det man ikke måtte. Selv skilte om at anmelde folk hvis de gjorde noget forkert, var der også !

Men vi kom helskindet ind til byen hvor Peter førte an, han har været her mange gange gennem de sidste 15 år, så han var kendt og kunne fortælle en hel masse om byen og ikke mindst priserne her. For det var helt ude i hampen, for med mindre man som Peter kender byen, kommer man let af med 300 Bht for en sandwich eller en skål suppe. Så jeg var glad for hans kendskab her, jeg ville sgu ikke ane hvor jeg skulle gå hen og spise til under de mange penge. Selv en flaske vand var skruet op i 1.80 Singapore $, en lille øl på de steder der ligger ved kanalen forlanger såmænd også ‘kun’ 9.90 Singapore $.

Så jeg var glad for at vi skulle videre samme aften med toget til Kuala Lumpur, så vi brugte nogle timer på at gå rundt og kigge på forretninger og på at sidde ved vandfronten hvor der efterhånden som lyset forsvandt, blev tændt for de mest fantastiske lys i mange farve kombinationer der lyste hele området op. Men det var dælme svært for mig at forholde mig til byen, for det højeste jeg har set i de sidste snart 2 år, er kokospalmer. Og her sad eller gik jeg mellem hundrede meter høje bygninger mere fantastisk end den anden, og alt var luksus fra start til slut og flot bevares ! Men siddende der i det flotte lys mens vi ventede på at finde stationen, lagde jeg mærke til den larm her var. I tusindvis af Aircondition anlæg brølede deres varme luft ud mod folk for at holde alt nedkølet og syntes jeg ødelagde stemningen en del, men folk så ud til at negligere larmen og hyggede sig med måltider til 400 Dkr pr snude for ikke at snakke om prisen for 1 glas vin til lige så mange penge. Hold op et samfund at leve i !

Men nu har jeg været der, og er overbevist om at jeg aldrig kommer tilbage igen. For det er alt for langt væk fra min opfattelse af hvordan livet skal leves 😉

Så for mig var det en lettelse at gå den lange vej til stationen hvor vores tog skulle køre fra, og på vejen fortalte Peter mig om den. Der er åbenbart en tvist mellem Singapore og Malaysia for stationen stikker så meget i øjnene og ligner en ‘almindelig’ station her i Thailand med det samme forfald og svineri. Singapore ønsker ikke at få gæster fra Malaysia og gør intet for at vedligeholde eller forbedre stationen eller sporene som de gør med alt andet i byen, så det ligner hårdt sagt, lort og vanter og er møgbeskidt. Men jeg føler mig mere hjemme her i det fattige miljø i stedet for de hovne stinkende rige mennesker der kiggede forarget på os to turister mens vi gik gennem byen, så da køjen i toget var fundet, satte jeg på perronen og nød at være lysår væk fra den kunstige verden i 5 minutter inden toget kørte.

Klokken var 22.15 og det havde været en meget lang dag, så der gik 2 splitsekunder inden jeg sov, jeg skulle oprindelig kun afprøve køjen og havde slet ikke gjort mig klar til natten. Så jeg må have været træt, for jeg faldt omkuld som et træ i skoven. Og det var en fejl som Peter også øvede sig i, for klokken 23 blev vi vækket af stewarden !

Vi var kommet til Woodland hvor grænsen krydses. Så som de sidste 2 i hele det lange tog vaklede vi søvndrukne hen mod Immigration hvor alle passagererne skulle samles i et stort rum men toget blev gennemsøgt for blinde passagerer. Men missionen lykkedes dog selv om jeg var noget omtumlet, de meget stramt uniforms klædte toldere så sgu skumle ud og nød det de røvhuller. Men der var ingen problemer af nogen art og vi fik alle lov at gå tilbage til toget, men nu stødte jeg panden ind i et erhvervs problem. Mit job som langturschauffør lærte mig at power nappe, så den korte tid jeg havde sovet var nok til at jeg var vågen mange timer inden jeg fik sovet igen. Og af en eller anden grund prøvede personalet at nedfryse os, så da vi kørte videre, monterede vi begge langærmet tøj og krøb ned under det ultra tynde lagen der lå i køjen, føj for en kold nat.

Og Peter tog endda den strikhue på han havde købt på Mount Bromo, et herligt syn 🙂 🙂

21.07

Vi ankom til tiden klokken 07.30 til Kuala Lumpur hvor vejret var overskyet og meget kedeligt, kedeligt fordi det så giver nogle dårligere billeder. Jeg har ikke haft tid eller mulighed for at se dem endnu, men krydser fingre for nogle gode !

BILLEDER TÅRN

For jeg var helt pjattet med at se Petronas tårnene som jeg gennem hele byggeperioden har fulgt både i tv og på nettet. For kort tid efter starten, viste det sig at tårn 2 var skævt !

Og der skulle godtnok tænkes kraftigt, for med de allerede mange støbte etager var det ikke noget nemt problem, men blev løst ved nytænkning, for mig meget interessant ! For et dansk vindmølle firma monterede en mølle på broen mellem tårnene der skulle genere energi til det daglige forbrug, det har jeg selvfølgelig også fulgt, men jeg må have sovet i timen, for der var ingen mølle !

Men det var fantastisk at stå for foden af de her kæmpe konstruktioner, men vi skulle lige for konsulatet først hvor Peter skulle have et turistvisa, og som en oplysning er det nu gratis igen. Og vejen derhen gik først med metroen der kører som et urværk, utroligt velfungerende med næsten ingen ansatte, alt er computerstyret fra start til slut og lidt underligt for mig at opleve nu jeg bor i Thailand hvor tingene sker som de sker. Og her blev mit antipati mod storbyer cementeret, jeg kan sgu ikke lide de tusindvis af biler der dog her har udstødning og overholder færdselsreglerne så nogenlunde. 3 sporede ‘motorveje’ midt inde i centrum lagde en tung dyne af smog i hele byen der gjorde ondt i mine lunger, og for at det ikke skulle være løgn, sad jeg på sådan en motorvej og ventede mens Peter var inde på Konsulatet.

Nej jeg savner min have og mine 20 meter til stranden, ikke mindst stilheden savner jeg, for her er lige så larmende som i Singapore.

Højhusene udsende en susende lyd på grund af luften som svøber sig omkring dem, en speciel oplevelse at se menneskeskabte konstruktioner være så høje at de faktisk svinger fra side til side, som man dog ikke kan se med det blotte øje. Men Peter som var i godt humør idag !! gav mig ‘næsten’ ubegrænset tid til at fotografere som jeg så gjorde, men vejret var som sagt ikke for godt desværre, men jeg håber virkelig på bare 1 godt billede.

Og så gik turen mod China Town hvor Peter havde booket hotel til sig selv, jeg havde besluttet af afslutte turen her, og kører om et par timer videre til Hat Yai hvor jeg ankommer i morgen klokken halv 10 formiddag. Så der venter mig en lang tur igen, ikke mindst fordi der var udsolgt af liggepladser, så jeg skal sidde op i de næste 12 timer. Men det her er slet ikke mig, storbyer er ikke min kop the og stilladset vil gerne hjem til den vante seng, så det er bare at stige på toget og derefter finde en minivan til Donsak som er færgelejet på fastlandet til Koh Samui.

Hvis det går som det ‘plejer’ ( jeg har taget turen 3 gange før når jeg har været i Penang Malaysia på visarun) er jeg hjemme ved 9 nitiden i morgen aften. En hulens lang tur, men jeg glæder mig så meget til at komme hjem at det ikke gør noget (lige nu !!) Men vi gik som sagt mod China Town hvor vi skiltes, jeg gik ned af nogle små gader hvor der blev solgt alt muligt skrammel. Kineserne tror pr udgangspunkt at vi falanger næsten skider guld, undskyld sproget, så en irriterende oplevelse. Men priser der fra starten var skruet helt vanvittigt op, startede forhandlingerne. Selv små nips ting kostede 100 Ringit (1000 Bht) men havnede som regel på 20 Ringit hvilket var en meget mere reel pris. Men det var værre end på Samui og irriterede mig, så mange gange gik jeg simpelthen.

Selv en paraply som jeg ville købe på grund af et voldsomt regnvejr blev skruet op til 300 Ringit, så jeg blev våd i dag. Men jeg blev nu hurtigt træt af det her gedemarked og tog tilbage til stationen for at tage endnu et bad til 5 Ringit, penge som er givet rigtig godt ud. På det nederste plan skal man gå den modsatte vej af indgangen og følge skiltene, og hygiejnen er reddet nok engang.

Og her er forretninger der kan tilfredsstille selv den mest krævende, alt fra skrammel til Mc Shit, Burger King og 7 Eleven som endda har to forretninger her, og deciderede restauranter. Fotoforretninger med sidste nye modeller til en billig penge ( Canon EOS1000 ) til 21.000 Bht som er billigere end i Thailand, og oven i det får man skatten tilbage.

Så jeg mangler ikke noget udover at være et døgn forud og hjemme 😉

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.