Godmorgen Dagbog.

Og godmorgen til en dag hvor glæden vendte tilbage 😉

For den ro jeg fik da mine økonomiske problemer ‘forsvandt’ var fantastisk, og så gjorde det jo heller ikke noget at der stod en bike og ventede på at føre mig ud på landet vel 🙂 🙂

Og tak for kaffe der er smukt lige så snart man kommer uden for byen, jeg siger ikke at Ubud er grim. Men for hulen da, her er en trillion mennesker alle vegne. Kinesere som jeg ellers plejer at brænde af nytårsaften gik lystigt rundt og pludrede uden at være klar over faren nu jeg har en lighter i lommen, de skulle bare vide. Peter og jeg havde aftalt at køre tidligt for at undgå netop turisterne, så vi slog i gang klokken 8 i et nogenlunde vejr. Det er regntid her på Bali som kan drille lidt, men starten var fin med morgensolen der langsomt varmede luften op, så af sted det gik.

Vores første stop var Goa Gajah Elephant Santuary Temple som ligger små 5 kilometer uden for Ubud hvor vi på grund af det tidlige tidspunkt næsten var alene. Indgangen til 15.000 Rupier blev sammen med de 2.500 Rupier for den tvungne sarong betalt, og vi gik ind i junglen. Puha, jeg kunne fortælle i timevis om den fantastiske frodige tempel park hvor man gik rundt på små stier mellem kæmpestore træer og palmer. Lianerne der hang som tykke tove over vores hoveder og gav en utrolig flot kulisse sammen med de mange vandflad og bække som malerisk gennemborede junglen var så fantastik fremmedartet og flot. Elefanter så vi ingen af til trods for navnet, men var dog ingen skuffelse. Peter som stadig døjer med sin fod afstod fra at gå med mig ned af de stejle trapper og blev oppe på plateauet som var indgangen til templet, så jeg måtte gå alene, øj hvor ærgeligt 😉

Jeg brugte en lille time på at gå rundt på de små stier for at fotografere alt det nye spændende jeg så, desværre var her ingen dyr at gå amok på, så jeg nøjedes med at tage billeder af naturen inden vi kørte videre. Men inden da var vi nødt til at sidde en halv time inden den lille regnbyge drev over, men det gav os så tid til at snakke med de lokale som sad i læ for regnen som os. Mine tatoveringer giver mig meget opmærksomhed her og jeg får snakket med mange på den konto, så på den led er det positivt i forhold til andre steder hvor folk nedladende kigger på mig og næsten arts bestemmer mig på grund af dem. Og det sker skam osse her hvor det er turister der kigger sådan på mig, og nogle af dem skulle bare vide. For jeg forstår skam Dansk !

Men alt koster jo som bekendt, så der dukkede en gut op der forlangte penge for vores parkerede bikes. Men han kunne ikke give tilbage på den 100.000 Rupier seddel jeg gav ham sagde han, men jeg er jo kold som jordbæris når jeg får stukket den i hovedet som sker tit herude, så jeg ventede tålmodigt på at han forstod det. Derfor tog jeg det her billede da han endelig overgav sig og greb dybt i lommen, og den skiderik havde så mange penge at IMF garanteret ville være glad for en snak med ham.

Og så startede nok en af de mest fantastiske tur i mit liv, for vejen vi kom ud på blev mindre og mindre sammen med trafikken, og vi kørte langsomt (30Km i timen) ind i den Balinesiske verden. BBC kan godt gå og lægge sig her, for vi kørte direkte ind i Bali’s virkelige verden. Intet turist shit nogen steder, ‘kun’ synet af kvinder og mænd der på traditionel vis bærer alt på hovedet iført den traditionelle klædedragt inklusive dolken på ryggen gik på vejen og alle vegne.

Ceremonier i de templer vi passerede som foregik halvt ude på vejen uden at nogle tog notits af det blev et ‘almindeligt’ syn, men vores påklædning gjorde at det var lukket land for os og vi måtte nøjes med at trille meget langsomt forbi og glo. Hold op en oplevelse for mig, for samtidig med alt det her, kørte vi næsten inde i ris markerne som jeg havde ønsket mig så brændende. Jeg ved godt jeg har vist jer mange billeder fra mine togture af ris marker, men her var jeg kun et par meter fra dem, og kunne stoppe op og tage billeder som jeg ‘kom’ til et par gange.

Men det er desværre alt for meget for Peter der som sædvanligt har travlt med at komme fra punkt A til punkt B hurtigst muligt, så han ventede utålmodigt på mig når han ikke kunne få øje på mig i bakspejlet. Senere sagde han dog at vi jo kunne mødes her på Wenja hvis det skulle ske igen 🙂 🙂

Nå, vi er ikke alle ens vel ?

Men jeg hyggede mig gevaldigt, de indfødte hilste alle sammen med et Hallo som jeg selvfølgelig gengældte med et smil. For det var børn, unge og gamle som smilende hilste på mig med de garanteret eneste ord på engelsk de kunne. Næste stop på turen nærmede sig gudskelov da det begyndte at dryppe fra oven igen. Men vi lavede lige et usving og fandt det her rene sted at spise. Kokken eller ejeren, jeg ved det ikke, snakkede okay engelsk og var meget behjælpsom i vores valg af mad og gav os smagsprøver på det, og det smagte pragtfuldt.

BILLEDE SPISE

Og vi fik så serveret noget med nudler ! Det lyder åndssvagt ved jeg, men alle de her Nasi kombinationer er utallige, men meget velsmagende, og jeg har fundet mit ståsted rent madmæssigt. Jeg spiser og jeg spiser den ene fantastiske velsmagende ret efter den anden mad, ikke at jeg ikke kan spise krydret mad overhovedet som hjemme på Samui. Men her kan man smage hver enkelt ting man får serveret, halsbranden og røgen ud af ørene er væk og det er en fryd 🙂 🙂

Første gang jeg tog mig sammen til at spise her, var min første reaktion, det er jo kinamad ! Og det smager som det jeg har købt i DK som kinamad, ikke krydret overhovedet og med en anelse sød smag. Jeg ser sgu nok blevet mærkelig på mine gamle dage, men den mad kan jeg spise fra morgen til aften.

Ups…..

Og så fik jeg endnu engang serveret en super oplevelse, templet her Pura Gunung Kawi som desværre for Peter var alt for udfordrende for hans fod, lå nede i en dal med 400 trin og var for meget for ham, så han blev parkeret et sted hvor han kunne drikke the.

BILLEDER

Og så gik jeg ellers til den, puha batterierne må arbejde for føden i mit kamera. Lange seje trin førte mig ned til endnu en frodig jungle hvor store indhuggede monumenter fra oldtiden som tiden havde gjort grønne af fugt gav en fornemmelse af at gå rundt i Inkarigets mysterier. Meget fremmedartet lå templet med de tilhørende huler næsten skjult blandt bassiner og vandfald som indrammede templet, og jeg følte mig som Indiana Jones. Men Jeg har som i Prambanan på Java svært ved at se det lyse i troen her, og forstår ikke hinduismen. For det er en dyster form for statuer og udsmykninger der hersker her, og der for mig, får stedet til at ligne et henrettelses sted !! Men omgivelserne var meget flotte og gav mig en god oplevelse der varede en times tid inden jeg var nødt til at gå op til den utålmodigt ventende Peter.

Nu Peter har iført sig førertrøjen og altid kører forrest, prøver jeg af hele mit hjerte at følge med i det vanvittige tempo vi holder (30 Kmt), men det kniber sgu nogle gange. For jeg vil jo så gerne se alt det vi passerer og har svært ved ikke at bremse, men jeg er åbenbart vandbærer i det løb her og må følge med. Så jeg kørte pligtskyldigt bag ham på vejen tilbage til Ubud med tankerne fulde af det jeg havde set, men havde jeg været alene er jeg overbevist om at turen havde taget meget længere tid end den gjorde nu, for i løbet af ingen tid var vi tilbage i virkelighedens verden.

Selv om vi tog en anden vej tilbage syntes jeg det gik alt for hurtigt, for den her vej var meget mere interessant. Jeg så folk sidde i de store bække der løb alle vegne, nogle tog et bad mens andre klarede opvasken og så videre, men jeg kunne ikke få mig selv til at tage billeder af det, det var en anelse for privat. Vejen snoede sig gennem et landskab så fantastisk flot at biken næsten strejkede, men jeg havde jo den gule førertrøje foran mig og måtte meget mod min vilje fortsætte uden alt for mange stop undervejs. Så mig der er vant til meget længere ekspeditioner var tilbage i Ubud ved 2 tiden igen med hovedet og kameraet fyldt med oplevelser. Og jeg kunne ikke som Peter slappe af og gik en tur på markedet for at snuse.

Og her kommer et lille tip 😉

For selv om alting er meget billigt her, kan det godt betale sig at kigge og vente. For mange af tingene kan købes endnu billigere i supermarkederne som her er mange af, som eksempel kan jeg fortælle at røgelsespinde med fordel kan købes der. På markedet blev jeg tilbudt pakker med røgelsespinde til 20.000 Rupier, men desværre for de stakkels sælgere havde jeg købt de samme pakker i supermarkedet til 2.500 Rupier, så en kæmpe prisforskel. Sådan er utrolig mange ting udenfor markedet meget billigere, så se jer for ! Her gik jeg rundt et par timer for også at finde den nye rygsæk eller hvad jeg nu ender med at købe, og der er forhandlinger i gang med en tusse gammel dame der er en hård nyser.

En ny restaurant blev prøvet til aftensmaden som dog var en stor skuffelse, så vi har besluttet at den lille rene restaurant der ligger lige uden for døren vinder voldsomt på point.

Sådan sluttede min dag, siddende på den lille terrasse med lyden af vandet der stille risler ned over stenene i det lille bassin uden for hytten mens fiskene der laver smaskelyde i forsøget på at finde føde i vandoverfladen får tankerne til at falde til ro mens dagens oplevelser prøver at finde deres plads i tastaturet på Pc’en.

Og tak for den dejlige dag Buddha 😉

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.