Godmorgen Dagbog.

7555

Siddende her på Bali har jeg godt nok noget at lave, jeg er 2 dage bagud med den samtidig med billederne og kæmper med træthed big time. Og mit liv er jo ikke uden problemer vel, så mit besøg i den lokale ATM gav mig et chok ! Kasikornbank som er min Thailandske bank har spærret mit Visa kort, ikke fordi jeg har brugt for mange penge, men fordi jeg er midt i at skifte bank i DK. Det har i frygt for svindel fået dem til at spærre kortet indtil der kommer flere penge på kontoen, så lige nu er der sgu langt til den 1ste .

Så jeg er på spanden på Bali, og håber på velvilje fra Peter for de sidste par dage !!

Nå…….

Så kører toget igen….

7635

Og jeg vil starte med at sige undskyld for ikke at svare på indlæggende, men jeg har ikke tiden til det selv om jeg gerne ville.

Tak for kaffe jeg kunne godt sove et par år nu, til trods for at jeg igen sov godt og længe (7 timer) er jeg træt som et alderdomshjem. Øjnene hænger i lårhøjde og har svært ved at virke ordentlig, men der er ikke andet at gøre end at holde fast og fortsætte turen. Men jeg er som sagt ked af at foretage turen i det her tempo, for på en eller anden måde bliver det ligegyldigt når man ikke har tid til at nyde og fordøje alt det fremmede man ser på sin vej. Selv vores bytur i Yogyakarta i går, var plastret til med oplevelser af enhver slags, folks smilende ansigter der møder en når de får øjenkontakt er så fantastisk og bekræftende. Ingen forbehold fra disse mennesker som i Europa, nej de er åbne og varme og glade, men hvad glæde har man af det når man nærmest løber gennem byen ?

Selv på den berømte Maloboro street som svarer til Kao San Road i Bangkok og er flere kilometer lang hvor man kan finde alt muligt junk mellem himmel og jord, blandt andet en ny rygsæk til mig fordi den gamle (3 måneder!!) er gået i stykker, var der ikke tid til købe en ny. Alt koster næsten gratis her hvis man fra starten halverer den pris de starter med, selvfølgelig prøver de alt hvad de kan for at få den oprindelige pris og nogle gange lidt for meget. Men du kan sagtens købe en T Shirt til 30 Baht hvis du prutter (altså med prisen) og tasker og smykker ligeså. Men kvaliteten er lidt tvivlsom syns jeg, så jeg fik ikke købt noget her. Ser de at man skæver til deres kopivarer, hænger du på den, som i templet løber de gerne flere hundrede meter efter dig for at overbevise dig om det rigtige i at netop købe hos ham, og et nej bliver opfattet som et ja, så lad være med at sige noget til dem !

Og pas for guds skyld på dine lommer, området er berygtet for lommetyve der hærger i de smalle gange. Med så lidt plads at gå på, vænner man sig til skubben og masen, og det benytter tyvene sig af. For det bliver almindeligt at blive skubbet og mast så man flytter opmærksomheden fra det oprindelige !!

7486 BYTUR
Det samme gør sig gældende med richaw, de har et standard tegn som samtidig er V tegnet for os og betyder 20.000 Rupier, men halver du roligt prisen, for de vil gerne tjene pengene, og en tur gennem byen med hjertet oppe i halsen over måden der bliver kørt på, er sjov alligevel, og hvad får man for 30 Baht i vore dage. Så det er måske en mulighed at jeg kommer tilbage en dag, men på min egen facon denne gang !

Men vi forlod vores hotel klokken 6.30 og tog en taxi til stationen for 30.000 Rupier som chaufføren accepterede efter lidt forhandling, men med et smil XXX

7520 + 7521

Og jeg nåede lige at tage et billede af hotellet og det vaskeri der ligger på den anden side af gaden, Lola’s Laundry & Handycraft og som jeg ikke kan anbefale. For både Peter og jeg har fået ødelagt tøj derovre. Senest i aftes Da jeg hentede det sidste var der problemer, så jeg har nu mistet 2 gode t- shirt og en langærmet bluse som er blevet vasket sammen med noget tøj der åbenbart har haft farve i overskud. Herre irriterende og ærgeligt, og det var de vist ganske udmærket klar over i aftes. Så jeg fik som kompensation en Buddha statue til 30 Bht !!! Men hvor der handles, spildes der siger man og jeg tager det roligt. For jeg er jo i Indonesien og IKKE i Danmark og er derfor nødt til at acceptere hvad der end sker. Kan jeg ikke det burde jeg ikke rejse på den måde her, men jeg er indforstået med at alt kan og vil ske.

7048 + 7049 TOGTUR BANDUNG

Men jeg kan varmt anbefale hotellet, ikke 3 stjernet overhovedet, nærmere standard men rart og stille lå det i en smal gyde næsten uden trafik. Kan man leve med den sikkerhedsafstand på en halv meter til kanter og hjørner der bliver holdt under rengøring, er det er godt og billigt sted og personalet som er familien der ejer stedet er meget venlige og hjælpsomme. Og prisen var bestemt også god, 130.000 Rupier pr nat med morgenmad inkluderet, og man kunne vælge mellem Nasi Goreng eller American Breakfast og drikke al den kaffe eller the man ville, så absolut rimeligt syntes jeg.

Hotellet som hedder Christalit ligger i et kvarter der minder uhyggeligt meget om Penang for jer der kender den. Her findes alt for rejsende, amerikanske kæder har placeret supermarkeder her i en skøn forvirrende blanding af lokale forretninger som har et stort udvalg af næsten alt. Men en ting som ikke kan købes i byen var alkohol 🙁 Der findes selvfølgelig det sorte marked fik vi at vide, men priserne var vanvittige. 530.000 Rupier for en Jack Daniels og 65.000 Rupier for slave whisky. Vi købte dog ikke noget men undersøgte mulighederne for Peters turister som han stadig planlægger at tage til øen.

Selv røg blev jeg tilbudt som jeg dog afslog, og som de eneste prostituerede så jeg 2 Katoy gående åbenlyst på gaden. Og det var sgu et specielt syn, for de to fyre her var millioner af kilometer væk fra den slags katoy jeg ser på Koh Samui. De lignede mænd 100 % og så totalt kiksede ud i det dametøj de havde på, så en speciel oplevelse når man er ‘vant’ til mænd der til forveksling ligner damer. Og en enkelt noget bredvommet matrone med alfonsen kredsende efter kunder udgjorde det synlige udvalg af den slags her, men jeg er ikke i tvivl om at der selvfølgelig findes mange af slagsen her, men knap så synlige.

Og meget kan man sige om Java, men togene kører med militær præcision til tiden. Ikke et sekund for tidligt eller for sent rykkede det i sammenkoblingerne og vi trillede stille roligt ud af byen i en 2 klasses vogn monteret med en fan og nogle små vinduer. På stationen i Yogyakarta var der noget arbejde i gang som fik mig til at tænke lidt ?

7524+ 7525+7558+59

Man ser huse, hoteller, veje og ja alt blive repareret og bygget kun ved hjælp af folk der slæber alt på hovedet i kurve. Det virker utroligt primitivt og ikke særligt gennemtænkt, men jeg kom pludselig til at tænke på at landet jo fungerer fint i deres standard, og ikke nødvendigvis behøver elektriske maskiner til hjælp.

Tankevækkende !!

Men det her er livet for mig at sidde mellem de lokale, vi får godt nok mange blikke fordi vi ikke sidder i 1 klasses vognen med aircon og tonede ruder. Men så dejligt at opleve, og især børnene som jo ikke er generte, er herlige og sjovt hvis man laver fis med dem. Så gemmer de sig i mors skørter og skriger, det kunne jo være den her hvide mand ville gøre dem ondt. Og igen passere vi det ene fantastiske syn efter det andet siddende på min faste plads i den åbne dør i toget fra Yogyakarta til Surabaya suger jeg til mig som en gal, og alle de her indtryk vil for evigt være lagret i hjernebarken et eller andet sted i mit hoved. Og tak For det Buddha, for det ville jeg ikke have undværet for alt i verden. Men lige nu kører jeg i tog fra Yogyakarta mod Surabaya Java hvor vi stille og roligt kører gennem det ene fantastiske landskab efter det andet. Glæden ved at se reaktionen fra risbønderne der hopper og vinker af glæde når de ser mig er super dejlig.

Og for pokker hvor er der mange af dem, uanset hvor jeg har kigget, dukker der en hat op af risene. Stående bukket i en meget usund stilling knokler de her mennesker fra morgen til aften hele livet, og opnår ikke andet end en masse ris i mine øjne. Men det er jo den verden de kender og reagere ud fra, så for dem er det jo normalt ! Det er nok kedeligt for jer at høre om mine tanker, men jeg nyder så meget at kunne se og opleve det jeg gør nu uden at sidde bag rattet af en lastbil og være nødt til at skynde mig at bringe en skide papkasse fra Stavanger til Madrid hurtigst muligt. Derfor bruger jeg så meget tid på at tænke over hvad jeg ser, og derfor er jeg ked af hastigheden !

Og jeg har selvfølgelig allerede taget billeder som overhovedet ikke retfærdiggør det jeg ser, men jeg håber at i kan følge min tankegang lidt. Den 5 timer lange togtur gik utroligt hurtigt med alle de ting der sker omkring mig, igen bliver toget invaderet af sælgere så snart toget stopper og den ‘sædvanlige’ tumult opstår. Men det er sgu da herligt i stedet for det stive samfund der hersker nord for ækvator ikk. Skæbnen ville at vi stod af på den forkerte station i Surabaya, et stop for tidligt sprang vi af og stod så der !! På den anden side af stationen lå der et kæmpe indkøbs center som vi besøgte for at spise lidt mad og finde ud af hvad vi så gjorde. Og for første gang i mit liv blev Kentucky Fried Chicken besøgt med stor succes, udover at være billigt, var det samtidigt meget velsmagende 🙂

Udenfor det her center holdt der selvfølgelig taxier i lange baner klar til at servicere os falanger, og efter lidt forhandling fik vi aftalt en pris på 400.000 Rupier for det sidste stykke op til hotellet tæt på Mount Bromo som var en 3 timers tur. Havde vi taget det næste tog til den rigtige station og der tage det næste tog igen + taxi for de sidste kilometer skulle vi have betalt 360.000 rupier, så en anelse dyrere, men meget mere behageligt og væsentlig hurtigere. Og der ankom vi til klokken 16 godt brugte og trætte igen, og på grund af stillads konflikter var jeg her nødt til at meget imod min vilje, at drikke et par store øl inden sengen hurtigt blev fundet igen klokken 21. Solopgangen på Mount Bromo ventede på os allerede klokken 02.30

7699+7734+7744+47

På turen op, tog jeg først billeder da vi nærmede os bjergene som rejste sig tårnhøje over vores hoveder. Det beskidte indtryk fra det sædvanlige byliv blev afløst af en utrolig grøn vegetation jo højere vi kom, ukendte farvestrålende blomster og buske blandt vanvittig høje bambus som jeg er glad for at se, stod næsten på vejbanen og dannede en flot flot espalier hele vejen op. Men for hulen det var koldt, og Shubiduas’ sang om at der er koldt på toppen mor dukkede op. Kun 16 grader var der på hotellet og i restauranten der gjorde at de langærmede bluser og bukser samt et par nyindkøbte sokker blev monteret lynhurtigt.

 

Det er altså ikke mig med de her frostgrader, jeg rystede som et espeløv og stilladset brokkede sig mere og mere desværre. Termojakken som jeg lejede til turen i morgen tidlig blev pakket rundt om benene til trods for mine lange bukser uden virkning mens de andre turister stille og roligt sad i shorts og hyggede sig, livet er sgu underligt.

Men det skulle blive meget værre !

Så endnu en forbandet lang dag med transport gik, og igen tænkte jeg over hvad der får folk til at lade sig i et vanvittigt stresset tempo føre rundt som kvæg er uden for min rækkevidde af forståelse, jeg fatter det simpelthen ikke ?

Men atter en gang tak Buddha for endnu en god sikker dag.
7574

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.