Der ikke kan lide den lokale mad, prøv at læs artiklen der understøtter min påstand om at maden her er noget forfærdeligt jams.

“According to YouGov, 25,000 people in 24 countries that participated in its study said they did not like Filipino food.”

Ulækker mad

Så jeg er ekstrem glad for den mad Frank tog med hjemmefra jeg nyder i stilhed og ikke snakker om i frygt for at ædedolken ’tilfældigt’ kommer forbi og renser bordet. Derfor taster jeg heller ikke så hårdt i håbet om at han ikke læser hvad jeg skriver så jeg har mad tilbage når vi kommer tilbage fra turen, en stor tak til Tina der sørgede for at jeg fik ristede løg til torskerognen og spegepølsen jeg hygger mig med, den ros skal du have Tina, det var godt tænkt 😉

Men ellers hygger vi os og var på endnu en tur i går, vi fik et ordentligt måltid om formiddagen og kørte så ned i Magsaysay parken hvor man kan sidde og kigge ud over bugten og øen Samal hvor der desværre ikke var så hyggeligt på grund af stanken af kloak der var slem på grund af lavvande der dog ikke tog glæden fra ungerne fra den lille fiskerlandsby der er banket op på pæle og ligger skæmmende i strandkanten, de tonsede rundt i det beskidte kloak vand der sivede ud fra byens kloakker mellem deres ben, de er måske fattige og beskidte, men de har altid et stort smil i deres ansigter !

På billedet her jeg tog sidste år ser det mere indbydene ud end i går, vi havde fundet en bænk at sidde på med den bedste udsigt til skibene der lå på red lige uden for os og ungerne der legede med affaldet de fandt i sandet og kastede efter hinanden. Snakken om det uhumske syn og lugt tog meget af vores tid hvor vi også fik snakket om hvordan fanden de unger kunne modstå de bakterier der må være og som de smed om sig med, en øjenåbner af de store for folk der bor sikkert og godt hjemme og aldrig har oplevet noget lignende som den fattigdom der hersker her og får alle til at tigge, alle !!

Magsaysay parken der er opkaldt efter en elsket præsident der herskede fra 1954 – 1957 er en levende udstilling af de forskellige stammer der har hersket på Mindanao og deres byggestil. Der ligger mange forskellige hytter man kan gå rundt og se på og til tider med udstillinger og rundvisning og er interessant hvis man er til sådan noget, de lokale kommer her og bruger parken der har gratis adgang til at slappe af, øve sig i guitarspil og i det hele taget lege og hygge sig i den lille grønne oase, her er et par billeder fra et af mine besøg sidste år.

Her bliver der øvet i et teaterstykke.

Vi var trætte at tiggeriet gik ud af parken og over på den anden side af vejen hvor ‘Chinatown’ begynder, i får ingen billeder da det slet ikke lever op til navnet Chinatown hvor der normalt er et mylder af små gadekøkkener og et herligt kulørt liv. Det er ganske vist kinesere her men i 5 generation selv de indfødte ikke bryder sig om, intet andet end plastik, tøj, elektronik og så plastik igen, rent ud sagt pisse kedeligt.

Så det blev bare til en gennemgang hvor Frank fik købt et par bukser nu han begynder at fylde mere 🙂 🙂 hvor han den ondenlynemig begyndte at snakke om mad igen ikke engang 4 timer efter hans forrige måltid der rystede mig ! For mig der de sidste 3 år har taget voldsomt på og ikke har set mit forplantnings organ i 3 år har sgu ikke brug for al den mad, tværtimod, men jeg har jo lovet at fede svinet op 🙂 🙂 🙂

En hurtig gennemgang af muligheder løb gennem mit hoved og vi besluttede os for et sted vi havde været før hvor maden var god, fandt en taxi og af sti afsted med os.

Vel ankommet fandt jeg en ret til Frank fyldt med fedt og noget han kan tygge, jeg nøjedes med en såkaldt appetizer, en slags forårsruller men 16 af dem og vi begyndte at spise mens vi snakkede om fremskridtet for Frank der er super glad og motiveret der er så godt at se. Han er jo begyndt at få det han kalder muskler jeg i mit stille sind kalder for buler, ja man kan nærmest kalde dem for Pinocchio kugler nu det er ham 😉

Jeg måtte fløjte kampen af tidligt i forløbet stadig mæt fra vores forrige måltid og pustede noget mens jeg så på splintens angreb på maden, nå ja, angreb er måske så meget sagt med to pløkker i munden, men han gjorde hvad han kunne og behøvede ikke meget opmuntring for også at spise de sidste 6 forårsruller jeg måtte opgive at spise og forstod slet ikke hvor han gjorde af maden, du milde han kan æde 🙂 🙂

Elmer vores faste driver var hidkaldt og hentede os i bunden af Gmall hvor vi som afslutning fik købt en kage hver nu det var gået godt og planlagde på turen hjem at vi i dag skal på stranden og se hvad det er for noget, der bliver ingen badning da jeg er bange for at splinten bliver forvekslet med drivtømmer og brugt som optændings brænde, jeg vil også bruge tid på at stoppe hans snurren rundt jeg fortalte om tidligere der går ud på at han forsøger at finde sin egen skygge, han ligner sgu en hund der prøver at fange sin egen hale, Hehe……..

Det var bare det jeg ville sige.

Pen.