Godmorgen dagbog.

Prøv at se resultatet af min tjans på stranden !

Hold da op den er flot nu selvom der konstant falder en masse nåle ned fra de høje nåletræer, helt op til 23 centimeter har jeg målt de længste til. Men det er sgu en fornøjelse når der er er så lidt arbejde.

Men det tog altså 3 timer inden jeg kunne tage billederne, for jeg havde den sidste uges tid prioriteret det stykke der ligger umiddelbart uden for min dør. Så der var en del at gøre i den anden ende, det sædvanlige affald som knuste flasker, store glasskår og selvfølgelig de uundgåelige plastikposer fyldt 2 spande i dag. Men jeg var meget positiv fordi Somchai havde forbarmet sig over mig, og havde fjernet bunken med tovværk jeg gravede op i sidste uge. Men det koster jo ved jeg, så jeg arrangerede det så jeg kunne ligge ned og læse mere om min tur. Men muligheden for at rejse den anden vej med Peter forstyrrer mig, for jeg har ikke læst noget om hverken Java eller Bali. Så jeg fik Peter til at sende mig en liste over de mulige steder der, og jeg skal love for han overraskede mig.

For jeg modtog en detaljeret rejseplan fra Koh Samui til Bali over Java, selv togtider var der såmænd. Så jeg har besluttet at læse lidt om turen når vi får normale forhold igen, for regnen der startede i nat og stadig varer, får strømmen til at gå i tide og utide. Og for en gangs skyld er sende masterne også ramt af det her vejr, så jeg kan ikke engang uploade via telefonen. Så hvad tid på dagen Dagbogen kommer ved jeg ikke, men jeg er på opgaven konstant og venter.

Men der skete såmænd ikke så meget, de daglige regninger der skal betales, ødelægger min normale dagsrytme og tager meget af min tid. Og det kan da godt være at internettet ikke er godt at surfe på konstant, men i de her tilfælde er jeg ovenud glad for den syssel.

Men ved 4 tiden var jeg nødt til at køre en tur, for jeg havde ikke spist siden dagen i forvejen og var blevet sulten. Så biken blev styret mod stammen hvor jeg købte Red Curry Chicken take away, restauranten er i de her dage blevet forvandlet til et mekka for folk med hang til fodbold, og Tv’et drøner i næsten døgndrift med fodboldkampe.Men mens man venter på de direkte kampe, kører genudsendelserne. Og igen og igen bliver de samme kampe vist på de forskellige kanaler, og som om det ikke var nok, går kokken rundt og skråler de fremmede nationalsange, og som jeg hører det, mangler der vist lidt undervisning der. Og det er altså alt for meget for mig der ikke aner hvad fodbold er, så jeg skynder mig hjem igen for at slippe for det støjhelvede det her fodbold også bringer med sig.

Meget mere roligt var der så i strandbaren hvor jeg satte mig for at spise, 10 meter væk havde nogle af pigerne fra den lokale Karaoke slået sig ned og forpestede stilheden med de musikspillende telefoner, men det var dog ikke for højt, så det var okay.

6 piger talte jeg gående rundt og lede efter Hoy lek lek ( meget små muslinger, 10 mm på den lange led !!) , også de var fra Karaoke baren og kunne virkelig snakke højt selv om de var 100 meter væk, men de havde samtidig en munter dag. Båden her kommer ingen vegne, tværtimod falder vandstanden mere og mere. Så Tim, en Australier der bor 2 huse fra mig, smiler meget lidt i øjeblikket. Gutten han har ansat til at sejle båden er som sunket i jorden af forklarlige årsager og tager ikke telefonen.

De lokale fiskere som langsomt kom sjoskende ud i den lavvandede bugt vi har nu, for at fiske med lange fintmaskede net, med fiskerne i forgrunden og med dem der gik længere væk ude på revet for at samle muslinger og østers, gav det et flot billede og en god stemning. Og det er til dato den bedste hjernegymnastik jeg har brugt, siddende her på ‘min’ lille strand og kigge på naturen indser jeg hver dag hvor lille jeg er i det her univers, og sender en stille tak til arkitekten til denne verden, virkelig godt stykke arbejde.

Så der var lidt at kigge på til maden, pigerne er lige så flotte som dem der arbejder i bar, men meget mere grove i stemmen som jo bliver brugt uafbrudt. Og her er det så jeg pludselig fik besøg, denne gang var undskyldningen at naboen spillede høj musik som Da grundigt forklarede mig i små 20 minutter. Hun er sgu ihærdig den lille 🙂

Nå, men så begyndte pigerne fra Karaoke baren af en eller anden grund at snakke meget højt mens de kiggede på Da som uvist af hvilke grunde havde placeret sig tæt op ad mig i baren ! Hold kaje hvor er jeg træt af den evige konkurrence pigerne imellem, for hulen da. Jeg sidder i min bar og passer mig selv, og pludselig begynder balladen når pigerne af en eller anden grund får ejerfornemmelser. Alle spørger nysgerrigt hver dag om jeg har en dame og undrer sig når jeg siger nej, og underligt nok som i tilfældet med Da, virker det som om folk så ned på mig fordi jeg nu havde en dame.

Sgu ikke nemt !!

Alle pigerne der nu talte 8 pakkede sammen og gik, mens de snakkede groft og meget højt. Og nysgerrig som jeg jo er, spurgte jeg Da hvad de sagde. Hendes generthed forbød hende at gentage det hele, men den lille del jeg fik fortalt, gik ud på at jeg vist skulle spise en hvis ting på en af pigerne ! Så det var en lidt dårlig start, hvordan kunne jeg forklare hende at pigerne ‘lige’ var kommet, 2 sekunder før nu jeg havde svaret på hendes SMS om hvad jeg lavede, og om hun måtte komme, havde fortalt hende at jeg sad alene på stranden og at hun selvfølgelig gerne måtte komme.

Men jeg tror jeg reddede den, for hun begyndte at snakke om vores problemer og havde tydelig vis tænkt over tingene. Så forhandlingerne fortsatte til lang ud på aftenen med både tabte og vundne slag på begge sider af slagmarken. Når vi kom for tæt på de ting hun ikke kan sige eller snakke om, tog hun lige et par hurtige omgange foran baren af en ukendt form for motion og satte sig så igen og åbnede lidt for posen og løste på den måde sit problem. Det kunne være jeg skulle prøve det samme en dag hvor jeg kommer ud for samme problem, ikke noget vildt overhovedet. Jeg tænker på halve armbøjninger og løftede tæer, jeg skal jo ikke se dum ud.

Nå, men jeg er glad for at hun har tænkt over tingene, og håber hun tænker lidt mere over det vi fik snakket om. Men hvis man skal dømme ud fra hendes glade ansigt da hun kørte hjem til morgen, ser det ud til at jeg vinder ved forhandlingsbordet. Der sidder nok nogle nu og tænker over hendes overnatning, men jeg kan berolige jer med at jeg sagtens kan finde ud af at sove. Det har hun osse fundet ud af at jeg mestrer og lagde sig som før til at sove med et smil på læben i hendes egen side af sengen 😉

Så det var hvad der skete i mit liv i dag, langt fra James Bond og Stein Bagger. Men en dejlig dag alligevel.

Tak Buddha

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.