Godmorgen Dagbog.

1 dag i mit nye liv startede næsten som vanligt med en gråmeleret himmel der holdt hele dagen, så ingen sol til at genere de gamle øjne.

Men som jeg skrev i går er min forbindelse meget dårlig, så jeg brugte 3 ½ time på at skrive, uploade billeder og rette inden jeg var færdig!! Og det fik mig til at tænke lidt, for det tager snart så meget af min tid efterhånden, at det i går irriterede mig grænseløst at jeg skulle skrive i Dagbogen. Overvejelser om internet og forbindelse bliver hele tiden behandlet og gennemtænkt for at finde en gylden middelvej eller løsning, og overvejelserne om at ‘kun’ skrive hver anden dag har også været oppe og vende !

Min Land Lady har lovet ringe i morgen for at høre hvad problemet er, for hun havde ikke hørt at vi ikke havde internet. Hendes andre huse på den næste parcel og i øvrigt havde heller ingen problemer. Så der er da noget helt galt med de oplysninger jeg har fået fra forskellige sider og som jeg endda har givet jer også. Hvad det ender med ved jeg ikke, men det bliver måske løsningen indtil internettet er repareret igen.

Dagen startede uretfærdigt tidligt, for jeg havde sat uret til at larme klokken 6. Det er Søndag og Da skal i skole, og den starter 7.30 prik. Der er lavet en slags time/point system, møder eleverne ikke op eller afleverer de ikke opgaverne, står uret stille !

De skal præstere et vist antal timer for at kunne fortsætte med at gå i skole, Da skal optjene 100 timer for at kunne bestå, og for at studere videre. Så det er ris til egen røv (undskyld sproget) hvis de kvajer sig, men jeg syntes det er et positivt pres man lægger på elverne som alle er voksne. Gifte og enlige er de ,så alt kan og vil ske når man også er voksen !! Om ikke andet er man måske blevet en ørn i mellemtiden til at komme med en god undskyldning.

Så jeg var tidligt oppe og gik i gang med det samme, så for hulen en lang Dagbog 🙂

Nå, men på grund af de timer jeg brugte på Dagbogen, blev klokken 11 inden jeg kunne tage morgenbadet og komme videre. Mit første stop på vejen var mit vaskeri som fik stukket 2 store poser i hænderne, som jeg kan hente igen i morgen velduftende og rent. Og mit næste stop gjaldt min frisør der ligger ikke så langt herfra og som jeg har brugt i snart 2 år. Hvis jeg ikke har lyst til at snakke, går jeg bare ind og sætter jeg mig i stolen og venter tålmodigt. Ikke engang længden på krøllerne bliver diskuteret, for hun ved hvordan jeg kan lidt at blive klippet og går bare i gang.

Allerede første gang jeg benyttede mig af hendes salon (et enkelt rum i forlængelse af hendes lejlighed) som ligger på Mainroad nær Hinta Hin Yai, forelskede hun sig dybt i mit hår som er tyndt ( det må jeg ikke kalde det har jeg fået at vide, det hedder fint :-O ) og bruger stadig tid på at lade fingrene kæle for de tynde lokker. Er der Thaier i butikken, sædvanligvis kvinder, kan de bruge lang tid på at snakke om mit hår, og en enkelt gang rejste en af kvinderne sig og skulle lige prøve om det nu også var så skønt som min frisør påstår 🙂 Det tager jeg helt roligt, og hvis i ikke allerede nu efter snart lang tid med Dagbogen har fundet ud af at jeg nyder at være blandt Thaier, har i sovet i timen.

For jeg skal jo ikke nå noget vel ?

Men jeg satte mig som sagt i stolen og vi begyndte at sludre, og hun snakker rimeligt godt engelsk heldigvis, så vi kan få en god sludder. Men det var sgu ikke rosenrødt alt sammen, noget af det første hun snakkede om var de manglende turister. Dagen i forvejen, havde hun på de 10 timer salonen er åben, kun haft 1 kunde til 50 Bht, så hun var ikke særligt glad. Og jeg ved fra før, at hun har 2 store børn der går på Universitet i Surat. Og nu hun er single er der kun hende til at betale for undervisningen, så det er hårdt for hende lige nu. Åbent og ærligt uden at blive spurgt fortalte hun mig om hvor mange penge hun har i lommen, og det er ikke noget at prale af ?

200 Bht er kassebeholdningen i forretningen, og de skal dække alle hendes udgifter. Meget langt fra Bagger beløb det her, og noget jeg oprigtig bliver ked af at høre. Men jeg kan jo ikke gøre andet end at besøge hende lidt oftere og betale de 100 Bht jeg betaler for at blive klippet. Også her kommer fortællingen om en syg gammel mor der bor alene et eller andet sted i Isaan, hun ringer hver dag og spørger om hun ikke snart kommer hjem og passer moderen. Men der er slet ikke noget arbejde at få siger hun, folk lider voldsomt på grund af tørken og har ikke penge til den luksus det er at blive klippet. Så hun er selvfølgelig ked af det, og ved ikke hvad hun skal gøre. Så jeg var da ikke specielt glad på hendes vegne da jeg gik ud af døren, men jeg var dog lidt glad alligevel fordi jeg sidste år, da jeg fangede mange fisk, flere gange om ugen hængte en pose fisk eller krabber på hendes dør tidligt om morgenen. Det gjorde jeg mange steder hos folk jeg kender, fordi jeg jo ikke må sælge fisken her, så for ikke at gøre noget forkert gav jeg alt væk.

Selv om jeg elsker fisk, er der dog grænser for meget jeg har lyst til at spise hver uge, så hvorfor ikke give dem til nogen der har behov og glæde af det ?

Når jeg kom ind med fangsten tidligt morgen, delte jeg fangsten op i portioner og pakkede den i den million plastposer man som boende i Thailand ikke kan undgå at have liggende. Ikke for meget og ikke for lidt, selvfølgelig alt efter om det var enlige eller familier. Mine venner på Amity var meget glade for mig når jeg havde været så ‘uheldig’ at fange en gang tusindbrødre, nogle dage var der omkring 5 kilo krabber af forskellig herkomst og størrelser, de røg ned i en sæk og blev straks spottet når jeg kom kørende til ressorten 🙂

Men hold op en skøn følelse at blive korthåret igen, normalt bliver jeg klippet en gang om måneden, men af en eller anden årsag var der nu gået 2. Så jeg stod lige lidt i solen og nød livet som korthåret, men følelsen blev nu hurtigt spoleret da jeg kiggede på nabo shoppen. Den havde været åben i en måned tror jeg, letpåklædte damer tilbød massage og lidt ekstra for dem der havde lyst. Og jeg havde med min status som ikke interesseret lavet sjov med dem, for rygterne om mig gik jo hele tiden fordi jeg ikke havde nogen dame. Så vi vinkede og smilede hver gang jeg kørte forbi og alt var godt. Men nu sad der et skilt i vinduet der var sat op i løbet af natten med et telefonnummer hvis man var interesseret i at købe forretningen 🙁

Nøjagtig det samme skete da der var ballade i lufthavnen, forretninger blev tømt for inventar i nattens mulm og mørke, og var totalt tomme næste morgen. Jeg springer let over hvad jeg føler når jeg ser alle de efterhånden tomme restauranter og forretninger der som en steppebrand hærger Lamai, og desværre er de vante mennesker jeg hilser på er her ikke længere på grund af krisen, og det er jeg ked af. Der sidder måske nogen og tænker hvorfor jeg snakker så meget om krisen, for jeg er jo falang og er ikke afhængig af at skulle tjene penge, så jeg behøver jo ikke bekymre mig om noget. Men jeg tog beslutningen om at flytte herud for snart længe siden, og betragter nu Thailand som mit land.

Derfor min omsorg !

Nå, mit mål var flere forskellige ting. Templet som skulle besøges for første gang med et nyt formål og Tesco Lotus hvor jeg skulle handle lidt. Men jeg stoppede ved templet først hvor min nye status som amuletbærer skulle testes 🙂 Og det gik faktisk rigtig godt syntes jegs selv, jeg gør måske nogle ting forkert, men meningen er altså god nok, og al begyndelse er svær. Men Da’s forklaring sidder stadig i baghovedet og hjalp mig meget igen i dag. Jeg fik gjort det jeg skulle gøre, og endte hos munken der igen gav mig et armbånd så jeg snart ligner en festivaldeltager. Men det aller vigtigste (for mig!!) var den dejlige fornemmelse jeg havde da jeg kørte derfra, lidt stolt over mig selv fordi jeg ikke så meget som skævede for at se om nu nogen så mig. Nej jeg havde besluttet at være som jeg gerne vil være, og havde ingen skrupler overhovedet i dag. Alene tanken om at jeg havde gjort det, gav mig en god fornemmelse.

At så folk kiggede på de 2 amuletter jeg havde hængende om halsen gjorde mig heller ikke nervøs, men det var nu mest turister der i forvejen glor fordi jeg snart er sort på grund af solen der gloede, så det var en god start.

Og så tilbage til virkeligheden på et split sekund !

Tesco’s gabende tomme gange med aircon var et antiklimaks af de store, fra ydmygt at havde knælet for en munk 2 minutter tidligere og at have bedt til Buddha, var et antiklimaks i forhold til at stå i det her modernede helvede af lys, kulde og larm og var sgu en forskel der var til at tage og føle på. Så indkøbene blev hurtigt overstået så jeg kunne købe noget mad på markedet. Som Tam (Pappaya salat) og en røget makrel som jeg betalte 80 Bht for i alt, røg ned i kurven og kursen sat mod hjemmet igen. Og vel hjemme igen blev jeg mødt af et stk. næsten fældet palme og en masse folk der masede, så der nu kan komme lidt mere lys ind i huset nu den krone af palmeblade der før skærmede for lyset var væk.

Så indtil da en god positiv dag , for der var ikke ødelagt noget under operationen.

Så jeg satte mig ned og begyndte at skrive det af Dagbogen jeg nu kunne på det tidspunkt mens jeg ventede på endnu engang at der skulle gå hul på skyerne, der nu også havde givet stærk vind, og som lugtede af regn.  Og her tog jeg den endelige beslutning om min rute til næste visarun, nu skal i ikke sidde og vente på at jeg kommer med en længere forklaring og rutebeskrivelse, for jeg har besluttet IKKE at fortælle andet end at jeg tager toget nordpå til Kanchanaburi for at se broen over floden Kwai. Og grunden til det, er at jeg har så stor tiltro til at jeg garanteret finder på noget andet, end det jeg har fortalt og planlagt, for det er drivkraften i mine ture. Og som i har fået fortalt nogle gange efterhånden, har jeg læst og læst som en vanvittig om Vest Thailand, og kunne blive der i lang tid tror jeg 🙂

Området som i nok ved alt om, flyder over med seværdigheder, Nationalparker og templer, stammefolk og alt det andet der er så interessant, venter på mig. Så med min livslange viden og kendskab til mig selv, ved jeg at jeg får øje på noget, der fanger mine øjne og smadrer en eventuel rejseplan. Så det er alt jeg kan fortælle om min tur, jeg har selvfølgelig en rejseplan i hovedet som jeg håber bliver virkelighed, men som sagt ser vi.

Og så var det som om solen skinnede lidt trods den regn der lige var startet da jeg fik en sms fra Da, der spurgte om jeg ikke kom hjem til hende. Hun var lige kommet hjem fra skole med 4 nye opgavebøger som stressede hende lidt den stakkel, det syntes jeg lød som en god ide, og kørte selvfølgelig derind. Hvad hulen skulle jeg dog ellers foretage mig nu regnen er begyndt, Selvfølgelig køre 7 kilometer i en sej regnbyge 🙂

Hendes lille hoved kan ikke rumme det du og jeg opfatter som en normal ting i vores verden, og var derfor hun var stresset. Det overrasker mig stadig hvor lidt de kender til det vi opfatter som en normal ting i vore hverdag. Bare det at spørge hende om hun ved hvor mælken og osten kommer fra, får hendes øjne til at flakke og hun bliver presset, og siger et eller andet for ikke at virke dum.Så god som jeg er 🙂 støttede jeg hende selvfølgelig. Hun sad og lavede lektier mens jeg lå på sengen og fortsatte skriveriet i Dagbogen så jeg forhåbentlig kan få en normal dagsrytme i morgen til lyden fra den Isaan musik hun havde købt til mig i Nathon.

Det var helt udelukket at snakke med hende mens hun terpede lektier, men hun var glad for at jeg kom, og var tilfreds med en gang imellem tilfældigt at komme til at skubbe til mig, og jeg var glad for at være der. Glad for afvekslingen fik jeg skrevet en del, måske skulle jeg begynde at køre et eller andet sted hen og skrive når jeg bliver træt af det !

Hov, nu var jeg ved at glemme at fortælle om min vejning uden for 7 i går. Mit projekt, ikke drikke øl har bevirket at jeg på næsten 3 måneder har tabt 6 kilo 🙂

Og grunden til at jeg vejede mig er at folk de sidste par uger har spurgt mig hvor meget mere jeg vil tabe mig, så jeg tænkte at jeg måske var gået for vidt. Og da vægten stoppede på 67 kilo og den irriterende dåsemusik som belønnede mig for det, endelig holdt op  forstod jeg folks spørgsmål !

Men det er sgu da imponerende at de 3 måske 4 eller 5 øl jeg drak om dagen, betyder så meget for vægten som det åbenbart er tilfældet. Så nu har jeg besluttet at forsøge at spise lidt mere fed mad så jeg måske kan finde en gylden middelvej til en idealvægt.

Aftenen sluttede med at jeg kørte hjem så hun kunne lave lektier, hun skal i skole igen i morgen, og fortalte læreren dem, får de to opgaver mere ! Men det hele lyder spændende for mig, for de tager på camp som hun kalder det, forskellige steder i Thailand. OG mange af dem blev glade da en af turene gik til Isaan for at lære om landbrug, Bangkok, Trat Hua Hin og Nakon Si Thammarat er de navne jeg stadig kan huske.

På fredag skal de besøge fængslet her på Koh Samui, og det brænder helt i maven over ikke at kunne være med, meget interessant tror jeg. Gud ved om Ældre Sagen har lignende kurser. Og gudskelov for hendes engelsk undervisning, for det er trods alt nemmere at læse hvad hun skal på sit nogenlunde engelske end at forstå hvad hun siger.

Jeg færdiggjorde Dagbogen klokken 22 i aftes siddende på terrassen med en kølig Sang som med den uundværlige Thai musik i baggrunden, regnen som var stoppet for længe siden havde efterladt en lidt køligere temperatur som fortsatte i den svage vind der også var kommet.

Igen havde min dag været så god ved mig, og jeg var glad.

Så for første gang skyld siger jeg godnat 😉

 

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.