06.05.2011 Nonthaburi & Bangkok

Godmorgen Dagbog.

Tyskerne kommer 🙂

En dag før beregnet ringede Conny at de nu var kommet til Bangkok, glad i stemmen over at den lange tur herned endelig var overstået, ville både hende og Markus se os allerede næste dag. Så jeg fortalte hvordan de nemmest kunne komme herud, nemlig med båd taxien. Klokken var halv ti om aftenen og de sad på taget af deres hotel i byggerod til over begge ører 20 meter fra en Sky Train station, og drak et par kølige som hjælp til at få sovet efter en 13 timers flyvetur hvor ingen af dem havde sovet. Så vi fik sludret lidt som jeg dog stoppede, for jeg kender Connys glæde for at snakke  og vi skulle jo mødes næste dag.

Men selvfølgelig røg de i en turistfælde og blev afkrævet 50 Bht pr snude med den forkerte båd, og blev smidt af ved stop 13 efter en time på vandet. Så jeg måtte endnu engang prøve at forklare den forvirrede kvinde som Conny er, hvordan man kom hele vejen til Nonthaburi for 13 Bht.

Og endelig efter at have ventet i halvanden time nede ved floden, dukkede de op. I mellemtiden havde Kat overtalt mig til at smage Durian som jeg aldrig har haft så travlt med at smage på grunde af lugten, bemærk at jeg ikke skriver duften, for jeg syntes det stinker rent ud sagt. Så det blev kun til et par små bidder inden jeg gav op. Kat havde om morgenen set noget Tv hvor der blev snakket om Durian, og fortalte at Nonthaburi er en eller anden slags højborg for frugten, helt op til 4.000 Bht koster en af stinkbomberne som er helt uforståligt for mig der stadig husker prisen omkring nytår, hvor 3 stinkbomber kostede en ti’er, men så blev det da prøvet.

Conny og Markus lignede sig selv da de gik smilende op af lejderen dog i en lidt kraftigere udgave end jeg husker dem, store knus blev uddelt i genkendelsenes rus mens Kat nøjedes med at hilse på Thai manér som hun scorede på, og Conny begyndte på den forventede ordstrøm som jeg husker hende for mens vi langsomt gik mod lejligheden af de små gyder for at de kunne se et rigtigt marked, og for at slippe for larmen fra trafikken.

Jeg måtte flere gange kalde på Kat der gik langt foran os, jeg vidste selvfølgelig godt at hun var genert og ikke skide stolt over falanger, så jeg prøvede alt jeg kunne for at vi skulle gå sammen selv om det er lidt besværligt med den størrelse min venner var vokset til siden sidst. Men vi fik da gået markedet igennem med de små passager og udbuddet af alt mellem himmel og jord som jeg helt bevidst ville vise dem, der blev rynket kraftigt på næsen da jeg forklarede dem hvad i alverden den bunke af forskelligfarvet kød var, nemlig indvolde. Men de var super glade for at se markedet og ville komme tilbage for at købe krydderier sagde de, som var meget billigt i forhold til området hvor de bor.

I dagens anledning og fordi Kat havde instrueret mig om hvordan og hvor meget jeg skulle take care af mine venner, besøgte vi lige Gun Bai shop hvor et par kølige blev købt inden vi gik op i den hamrende varme lejlighed hvor Markus straks hev t shirten af. De led alvorligt i varmen netop ankommet fra 8 grader hjemme og ville heller ikke ned til poolen som jeg havde håbet på, lyserøde i ansigterne af den uvante sol svedte de begge tran mens vi fik skålet på det 3 gensyn.

Jeg var rigtig glad for at se dem igen og utroligt glad fordi de nu 3 gange har betalt en masse penge for at besøge lille mig, og tiden har gjort at vi er blevet rigtig gode venner og er i kontakt flere gange om ugen via nettet. Og ekstra glad blev jeg da Markus dykkede ned i rygsækken og hev en lille boks op, og sagde værsgod !

Han kender min musiksmag og vi deler flere andre interesser, så han havde fyldt en 360 GB harddisk med musik og programmer som han gav mig som gave. En masse reggae og 1000 forskellige Cd’er af forskellig slags fyldte harddisken helt ud, og den blev straks koblet til min nye boks så musikken kunne lægge en dæmper på tøsernes snak. De var faldet i hak med det samme, og væk var Kat’s rædsel over for Conny og for sit ikke så gode Engelsk. Men nu var hun jo heldig at Conny der som alle andre tyskere jeg kender, snakker elendigt Engelsk, så de skvadrede gevaldigt.

Kat fik 2 billige perlearmbånd som hun blev meget glad for, og for første gang i sit liv har hun nu parfume !!! Conny gav hende en vareprøve hun havde fået i lufthavnen som Kat først næste morgen spurgte mig om hvad var, jeg hev den lille plastik pind op af den lille flaske og fik hende til at snuse til den, hold kaje hun blev glad da det gik op for hende hvad det var. Og sådan gik tiden indtil klokken 20 hvor de ville tilbage til deres hotel, men der havde vi osse allesammen mere eller mindre smerter i strubehovederne. Markus og jeg havde ocouperet altanen og nød at sidde der med en kølig og kigge på alt og ingenting, og ikke mindst være 5 meter fra de to skvadderhoveder der fik os bortvist fra altanen ?? Kat ville lave mad, og Conny ville se på.

Og hun kan sgu trylle kan hun, for som sædvanligt fremtryllede hun 5 retter ud af ingenting som fik de to gæster til at æde som sinddsyge. Kat smilede lykkeligt mens skålene blev tømt og blev ved med at opfordre dem til at gnave mere, en opfordring som de bestemt ikke afviste.

Så det havde været en rigtig hyggelig dag, så hyggelig at tyskernes planer blev lavet om så de kunne være sammen med os de følgende dage. Så vi aftalte at Markus og jeg den følgende dag tager en tur i Phantip mens tøserne går i MBK som ikke ligger så langt fra Phantip, og slutter af med at tage ud til Chatuchak markedet hvor de aldrig har været selv om de har været 10 gange i Bangkok. Så det var nogle glade og trætte venner der plantede deres bagdele i en cykeltaxi for at blive kørt ned til floden, og vi kunne vinke farvel til dem mens Kat strålede som en sol over hendes nye falang venner som hun er utroligt stolt over.

Hele vejen op til lejligheden måtte jeg høre på hendes snak om hvor meget vi nu var steget i anseelse i bygningen, og hvor meget Annie havde gloet da hun så os komme med dem. Kat frydede sig over at folk nu kunne se hende have venner og endda falang, så hun styrtede omkuld af træthed og begyndte at snorke med hovedet 40 centimeter fra hovedpuden, med et lykkeligt smil på læberne, sikke dog et dejligt uspoleret menneske jeg har fundet.

Efter at have hvilet ørene, kom tiden hvor vi tog ind til Bangkok for at møde dem igen på Ratchathewi station som ligger tæt på Phantip. På grund af vejret som i øjeblikket er meget ustabilt og gir en masse vand, og gør det meget lidt spændende at køre i bus, tog vi en taxi til Mo Shitt og Skytrain til Phantip. Igen gav jeg kat en 100 Bht seddel og pressede hende til at købe billetter på egen hånd som efter lidt tumult endelig lykkedes, og turen startede gennem meget våde forstæder i det iskolde tog inden vi kunne gå ned på vejen og vente på dem.

Og så delte vi os gjorde vi, Markus og jeg gik mod phantip mens tøserne tog til MBK hvad det så end er for at shoppe eller ose. Det skulle vist være et indkøbscenter som jeg ikke har den store lyst til at opleve efter en beskrivelse fra Markus, om at det ikke er andet end tøjforretninger og bras. Så det var en smart manøvre vi havde planlagt, i fred og ro sammen med den halve million andre nørder, fik vi set alle etagerne et par gange, og fik købt lidt begge to. Markus fik prisen på et 128 Kingston USB stik ned på 1.800 Bht som han var vældigt tilfreds med, men han har meget at lære omkring forhandling !

For den her Pakistanske pige der med tårer i øjnene fortalte om sine familieproblemer og manglen på penge til ris, var sgu ved at få skovlen under ham. Så jeg skyndte mig at bryde fortryllelsen og sagde at den pris hun forlangte i starten af forløbet (2.500 Bht) var den samme som i Tyskland, og tror i ikke at Markus kiggede på mig og sagde at det ikke passede. Der måtte jeg lige uddele en dummebøde og skælde ham lidt ud og forklare ham at lige så snart sælgerne åbner munden, er de fyldt med løgn. Efter den reprimande holdt han sig lidt i baggrunden for ikke at få en skalle, og jeg fik prisen ned på et fornuftigt leje. Så prisen havnede på det halve i forhold til Tyskland og Markus begyndte at fable om at tjene penge på det.

Og på grund af alderdom tror jeg, er mit DVD drev i den bærbare taget op til den uendelige IT himmel. Så jeg havde besluttet at købe et eksternt DVD drev på grund af den lille prisforskel mellem internt og eksternt, kun 100 Bht skilte dem, og jeg valgte så den eksterne løsning i erkendelse af at den bærbare ikke holder evigt. Så jeg købte en ASUS External Slim DVD-RW til 1.450 Bht og var vældigt tilfreds, nu kan jeg igen lægge film og koncerter på den eksterne harddisk til min nye boks.

Vi gik som sagt rundt og op og ned og kiggede på alt og ingenting og havde det vældigt, men intet varer som bekendt evigt, og Conny ringede. Som jeg før har fortalt kan hun godt lide at snakke, så jeg har valgt en luftværnssirene som ringetone til hende Og tak skal du ha den gik i gang, nu var de trætte af at være alene sagde hun og spurgte om vi var færdige. NEj nej sagde jeg og kiggede på Markus som har STOR respekt for hende, og ikke rigtig tør sige imod. Vi mangler lige en time sagde jeg og blinkede til Markus der grinede over hele femøren og gav mig et dunk i ryggen, godt gået sagde han da jeg afbrød telefonen, og rystede nok lidt i bar skræk.

Så vi nåede at bruge 3 timer der inden vi sjoskede hen mod stationen for at tage et tog til Sala Daeng hvor vi så skulle ha metroen ud til Chatuchak weekend marked, lidt mad blev spist inden vi gik ind i løvens hule der var spækfuld af mennesker. Conny som ellers påstår hun har oplevet alt (og gerne fortæller om det) måtte erkende at hun her havde fundet sin overmand, for markedet er MEGET stort og uoverskueligt. Den ene lille mellemgang efter den anden blev trasket igennem uden selvfølgelig at købe noget, og vi var ved at være godt brugte efter at have vadet rundt i 7 timer både her og inde i Bangkok. Så kampen blev fløjtet af ved at Markus og jeg nød en kølig siddende på en kantsten, der var en tumult uden lige som gjorde det svært at finde en lille plet at sidde på for at hvile vores trætte ben.

Så de Tuk Tuk der frækt trillede så tæt på os at vi måtte flytte fødderne, fik et olmt blik når de spurgte om vi ville køre en tur.

Tror du jeg sætter mig ned og drikker en kølig hvis jeg vil køre i Tuk Tuk vrissede jeg arrigt og fik et ondt blik tilbage inden de med et brøl startede den lille motor op og forsvandt i en støvsky. Jeg syntes simpelthen det er så dumt at min tålmodighed forsvinder som dug for solen hver gang jeg bliver udsat for det her, taxierne er gode til at gøre det samme når vi tager en bus og rækker armen ud for at stoppe bussen. Taxierne tror straks at de kan tjene en formue på den her falang og stopper al trafik mens de holder ud for busholdepladsen og glor mens jeg stadig med armen hævet forsøger at fange buschaufførens opmærksomhed, busserne tuder i hornet og er aggressive hver gang det sker som sker hele tiden.

Trætheden gjorde nok at jeg havde en kort lunte, ryggen havde det fint og gav ingen problemer. Men de mange dage hvor den eneste motion var at gå på potten har taget hårdt på benmusklerne, der er ikke så mange tilbage mere, og de få der er der skriger af ømhed. Så jeg var superglad for at kunne sætte mig ind i taxien ud for J.J. Mall hvor Conny selvfølgelig lige ville kigge for en sikkerheds skyld, og så ellers blive fragtet hjem igen. Tøserrne som havde været sammen hele dagen var nærmest ikke til at skille ad, og havde allerede planer for næste dag som skulle bruges på et besøg i templet på den anden side af floden som jeg har fortalt om før. Markedet skulle også trawles igennem sagde de som fik mig til at sige god tur, Markus og jeg bliver i lejligheden og venter på jer, så hyg jer endelig og tag jer god tid.

Selv om det er den sidste dag med dem inden de tager videre til Koh Phangan og Koh Samui har jeg det okay med at undvære endnu en stroppetur, nok må sgu være nok !!

Så jeg håber Dardi som ringede om morgenen og sagde at nu var han landet, er klar til et par rolige timer på altanen med en.

For jeg er godt brugt nu her dagen efter tempelturen med dem hvor vi gik hele haven igennem i en utrolig lummer luft, sveden piskede ud af os alle mens vi gik rundt og hyggede os. Markus og jeg som begge er nørder med billeder, fik os til at fare fra højre til venstre, mig med det gamle kamera som skulle prøves, og han med et lomme kamera.

Og denne gang lykkedes det dem at tage den rigtige båd herud og til en bedre pris end før, nu betalte de 14 Bht pr snude i stedet for de 50 Bht de blev afkrævet for turistbåden. Vi stod og ventede på dem mens Kat skævede til bølgerne som i dag var lidt store på grund af den stærke vind, for vi skulle jo over på den anden side med den lille færge til 3 Bht for at komme til templet. Men hun havde jo sagt ja og ville ikke tabe ansigt, så hun gik meget forsigtigt ombord og holdt fast i alt hun kunne få øje på inden hun halvløb hen til en ledig siddeplads hvor hun kunne holde fast i en jern stolpe på den 3 minutter lange farlige tur.

En Tuk tuk blev hyret til 40 Bht til templet for os 4 til stor morskab for tyskerne som ikke er vant til den form for transport, og afsted det gik. Ja altså vi kom frem, ikke i et hæsblæsende tempo som man skulle tro, men i et astadigt tempo på grund af alle de kilo den blev belastet med. For hulen den lille motor måtte arbejde for føden på den korte tur, ikke noget med at skære hjørner eller overhale som de ellers plejer, men helt normalt for en gangs skyld.

Det var virkelig en lettelse at komme over til templet, den herlige stilhed og ro der præger området fik Conny og Markus til at komme med nogle for mig tumpede spørgsmål, om vi nu var i en anden by og om den flod de så var den samme de lige havde sejlet på !! Så stor var overraskelsen over den utrolige forskel i støjniveuet nu vi lige havde måtte råbe til hinanden ovre på den anden side, og de nød det med det samme.

Conny som nu havde hvilet stemmebåndet lidt (meget lidt ifølge Markus YY) startede nu en fortælling om den foregående dag hvor de, da vi skiltes var gået rundt et par timer for at ose. Markus som ikke er så stærk i forhold til Conny var blevet slæbt rundt i fletningerne for lige at kigge på et par forretninger mere, så de var først kommet til hotellet ved 10 tiden hvor Markus ifølge Conny var faldet omkuld som et træ i skoven den stakkel. Og kajen stod ikke stille på hende resten af dagen som sluttede ved 7 tiden hvor de gik ned for at tage den sidste båd mod Bangkok, endnu engang lavede Kat mad som igen blev spist rub og stub til stor glæde for Kat som havde været på markedet alene med Conny for at købe friske grøntsager som er det eneste Conny spiser. Så det blev der også snakket meget og længe om mens Conny grundigt studerede processen, altså madlavningen.

Endelig kunne jeg synke sammen godt brugt efter et par hårde dage ude på altanen, Kat var lige så smadret og snakkede om at gå i seng. Men det var altså en anelse for tidligt for mig, for klokken var kun 19 og jeg ville vågne ved 2 tiden frisk som en havørn. Så jeg sad et par timer og nød stilheden med en inden jeg endelig kunne lægge mig i de 31 grader vi havde, ingen Aircon her, kun blæseren kører i håbet om at det bliver regnvejr så luften kan blive renset.

Og som om det er en regel, har jeg ikke haft Internet i dagtimerne de sidste 4 dage. Kun om aftenen og om natten har jeg haft en rigtig dårlig forbindelse, så det er en pine at få billeder og Dagbog op til den vante tid. Det der tog mig 5 minutter på Koh Samui, tager nu op til 2 timer, men bedre sent end aldrig.

Denne gang skal Buddha have en stor tak for at give mig styrke til at holde ud og ikke bryde sammen, og han skal have stor tak for den rolige tilstand ryggen er i, tak Buddha…….

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.