24.07.2010

Godmorgen Dagbog.

Så prøver jeg at få skrevet det sidste fra turen, og håber på det bedste !
Jeg vil lige starte med en forklaring på Dagens sene udgave.

Næsten frisk som en halvdød havørn, stod jeg op klokken halv 6 til stor irritation for min rengøringsdame/veninde Da, der mente at det var alt for tidligt. Men hun skulle i skole og skulle hjem og fodre hendes nye offer, en lille hundehvalp på 8 uger som søster nummer 3 havde bedt hende om at passe i en uge. Så vi fulgtes ad på vej ind til Lamai hvor min morgentur på stranden ventede, jeg havde savnet den og var ivrig for at komme afsted.

Og jeg fik gået den i et rasende tempo for at få stilladset ind i kampen igen, men små 100 meter før afslutningen ved det lille Wat som er start og slut, begyndte det at blæse op og regne. Normalt tager jeg mig ikke af lidt vand, men det her var meget værre. ALT der ikke var naglet fast fløj gennem luften, solsenge i massivt træ, hynder, parasoller og skilte blev kastet gennem luften og vindgardiner blev revet i stykker så let som ingenting som i en tornado og gjorde det farligt at være der.

Så jeg småløb hen til biken for at komme hurtigt hjem igen, men det glemte jeg alt om Da jeg begyndte at køre, for her på vejen var det som at løbe spidsrod ??? Kokosnødder og palmeblade samt tagsten og tagplader lå på vejen og fløj også her gennem luften, så jeg turde helt ærligt ikke fortsætte og kørte hjem til Da. Og heldigvis var hun ikke kørt, for undervisningen i Nathon hvor hun går i skole, var blevet aflyst af samme grund, Så jeg fik tørt tøj på og krøb ned i køjen og rystede af kulde mens jeg lå og lyttede til min første rigtigt thunderstorm !!

Jeg har oplevet uvejr som har været slemme her på Koh Samui, men aldrig noget der blot mindede om det her, vanvittige vindstød der gav konstante hule drøn når ting blev flået i stykker, og regn der kom som når man vender bunden i vejret på en dunk med ti millioner liter vand underholdt os i små 3 timer. Strømmen var blevet afbrudt i Nathon allerede Da jeg gik på stranden, så der var også mørkt alle vegne.

I kan læse om Bonnie som er den tropiske storm som har ramt Koh Samui og mange andre dele af Thailand her

http://www.wunderground.com/tropical/tracking/at201003.html

Derfor er den så sen idag, for jeg kom først hjem omkring middag hvor jeg tog en morfar efter alle de her oplevelser. Halsen er begyndt at blive irriteret og jeg har en mistanke om at jeg har reddet mig en forkølelse i dag, men jeg krydser fingre for at det så bliver en mild omgang. Som jeg skrev i replikboksen, havde jeg en meget lang tur hjem som tog hårdt på mig. Bali som vi forlod torsdag morgen hvor vi blev hentet af en minivan klokken ni, var begyndelsen på en meget anstrengede lang tur som jeg iIKKE har lyst til at gentage.

Flyet som havde afgang klokken 12. 50 var så godt som tomt og gav os 3 sæder hver at flyde på, så det var behageligt. Jeg valgte at forsøge at sove som gik meget godt, for jeg vågnede en halv time før vi landede i Singapore lufthavn. Og den halve time brugte jeg med næsen trykket flad mod vinduet for at få det sidste indtryk af Indonesien med.

For jeg var ked af at skulle forlade Bali, nærmere betegnet Ubud hvor jeg havde følt mig hjemme og er sikker på jeg vender tilbage til en dag !
Den sidste aften brugte jeg som sædvanligt som den eneste vågne med at færdiggøre Dagbogen, om det var min sjette sans der gjorde det ved jeg ikke, for jeg have ingen anelse om hvad der ventede mig.Og den sidste morgen hvor jeg igen gik min morgentur gennem byen som var belejret af sælgere fra omegnen, der faldbød alt mellem himmel og jord, var en dejlig oplevelse. For jeg var den eneste falang der gik så tidligt på morgenen og fik mange nik og hilsner fra dem jeg havde snakket med på min vej, så jeg var lidt nedtrykt og skyndte mig tilbage til Wena for at bruge den sidste time på at sidde i den stille gårdhave og nyde freden og omgivelserne.

Og her fik jeg en behagelig overraskelse da jeg betalte for opholdet, for jeg kunne ikken nære mig for at spørge hvad det ville koste for en måned hvis jeg kom tilbage. Og mutter fit kiggede bare på mig, smilede og sagde, hvor meget vil du betale !!!!

Jeg kunne komme tilbage når som helst og kunne selv bestemme hvad det skulle koste sagde hun, min stille og rolige opførsel havde gjort at hun gerne ville have mig boende, så virkelig en flot afskedsalut.

Og turen tibage til civilitationen begyndte i en nyere udgave af minivan end vi havde været vant til, langsomt begyndte de megahøje og modernede hoteller i Kuta hvor den internationale lufhavn ligger at dukke op i forruden, Trafikken blev vanvittig hidsig og smoggen lå her som en tyk dyne og ødelagde billedet af Bali for mig, men jeg er snart vant til den nedtrykte stemning jeg føler når jeg forlader et sted jeg har været glad for at besøge.

Og vel ankommet til lufthavnen med et par timer til afgang, havde vi tid til at finde et sted at spise. Man kan spise for en formue her i lufthavnen, og man kan spise billigt !! Vi valgte den sidste løsning og bestilte en eller anden udgave af Nasi Goreng til 60 Bht som i kan se her.

Nå, men vi kom til Singapore der var det helt modsatte af hvad jeg ønsker at opleve. Bevares det er flot på sin egen måde, ikke mindst på grund af de stramme love der hersker i landet. Så godt som intet er tilladt og befolkningen bliver opfordret til at angive dem som ikke makker ret !! Forbud mod at ryge, tygge tyggegummi, have en lighter i lommen og så videre blev flashet over hele byen på store skilte der var skræmmende for mig. Ikke fordi jeg havde planer om at bryde loven, men fordi det var så overvældende, så jeg var glad for at vi ‘kun’ skulle være der i cirka 8 timer.
Men det endte med kun at blive til 7 timer på grund af den langsomme immigration hvor der var næsten 100 meter lange køer til de 5 åbne bokse. Men jeg havde ingen problemer og gik lige igennem som jeg også gjorde i tolden, og som en meget stor overraskelse for mig, at fik jeg en hilsen (Wai) når min amulet af Buddha blev set af personalet begge steder og åbnede lågerne for mig 😉

Metroen ind til city som ligner den i Kbh var selvfølgelig pinlig ren og velholdt, og kedelig. Men tog os dertil hvor vi skulle, så ingen fejl på det. Og så begyndte en 7 timer lang travetur mellem tårnhøje stål, glas og beton byggerier.

For hulen det var svært for mig at forholde mig til byen, i de snart to år jeg har boet herude, er det højeste jeg ser kokospalmerne der i følge loven er den maks tilladte højde for byggerier. så der gik lang tid før jeg ‘vænnede’ mig til det.

Og jeg kan sgu ikke lide det, sådan er det og bliver aldrig anderledes ved jeg. Alle de lige kanter og skarpe hjørner samt overvågningen som er ekstrem i mine øjne var rædselsfuld, så jeg begyndte at tælle timerne til vi skulle videre. Også her kendte Peter et billigt sted, og billigt er det når man ser priserne andre steder i byen. Ganske almindelige måltider kan sagtens spises for både 400 og 800 Bht selv om de kan købes henne om hjørnet til 50 Bht, så man skal se sig for her !!

De sidste timer brugte vi på en Nyhavns agtig vandfront der hedder SRY DFG, sindsyg dyre restauranter som lå med udsig til kanalen hvorr turbådene havde magten. En lille fadøl koster 10 Sin$ som skulle være 60 kroner, og et glas vin koster omkring 150 Kroner her.

Ærligt kedede jeg mig voldsomt, og havde en fornemmelse af at myndighederne her havde en elektronisk dims i urene der fik viserne til at gå meget langsomt. Ikke fordi jeg havde alverdens penge og havde planer om at shoppe, men man kan ikke gå og hygge sig mellem smoking klædte tjenere der faldbyder mad til priser der til forveksling minder om guldpriserne.

Så jeg springer direkte til den sidste afgørende gåtur til stationen hvor toget holdt og ventede, og her følte jeg mig endelig lidt hjemme. For ifølge Peter har myndighederne ikke den helt store lyst til at få gæster fra Malayisia og gør absolut intet for at vedligeholde stationen. Så den var akkuratt lige så dårlig og møgbeskidt som en station i Thailand, affald lå og flød sammen med hundenes affald og gav en duft der mindede om et helt andet sted end Singapore.

Så det lykkedes mig at falde ned på jorden, og at sidde og hygge mig og studere mennesker de sidste 10 minutter inden toget kørte, hvor jeg også tog en beslutning jeg havde tænkt over siden Bali !!!

Jeg ville hjem hurtigst muligt !!!

Så med den beslutning i hovedet belejrede den køje der var afset til mig, og for ligesom at afprøve køjen, lagde jeg mig med tøj på og med oppakningen også i køjen, og væltede som et træ i skoven.

Og sikke en dum ide!! For kun et par timers kørsel fra Singapore by ligger immigrationen, og her havde de svært ved at få liv i mig og Peter igen. Så vi vraltede søvndrukne som de sidste i toget hen mod det store lokale hvor alle passagerne bliver gennem sammen som kvæg, mens der bliver ledt efter blinde passagere i toget.

Og desværre gør min erhversskade at jeg ikke kunne sove igen da vi fortsatte turen.

Gennem årene på landevejen med meget lange arbejdstider, lærte jeg at power nappe !!! Det vil sige at armene bliver lagt over kors på rattet, og hovedet oven på hænderne. Denne metode er så smart at man vågner efter en halv time hvor der ikke er en dråbe blod tilbage i armene og det gør herre nas, men man vågner helt sikkert.

Så jeg havde en rigtig dårlig nat i det stærkt nedkølede tog, om det er myndighederne igen der prøver at spille smart ved at nedkæmpe al modstand ved halvvejs at nedfryse folk ved jeg ikke, men instrumentet der fortalte om airconditionens temperatur, sagde kun 9.6 grader !!!
Og som sædvanligt ville jeg jo tage billeder af det men kunne ikke, for kameraet var så nedkølet at Da jeg tog det udenfor i mellemgangen, duggede linserne så voldsomt at det var umuligt. Så det var en kold nat selv om både Peter og jeg havde monteret alt det varme tøj vi havde, og det inkluderede den strikkede tophue vi købte på Mount Bromo, frøs jeg som en gris.

Så jeg var rigtig rigtig glad da vi endelig nærmede os Kuala Lumpur til tiden næste morgen, stilladset som jo som bekendt ikke er tilhænger af koldt vand, havde en skidt nat, men jeg overlevede Da 🙂 🙂

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.