Godmorgen Dagbog.

6705

Hold Da op en lang dag igen !

Men efter en dejlig afslappende søvn kaldte oplevelser på mig igen. Og nu min ellers så dyre telefon vælger IKKE at vække mig til den indtastede tid, vågnede jeg alt for sent. Men der var dog tid til 4 kopper kaffe inden vi gik hen til stationen, og de faldt på et tørt sted. Spor 2 fik vi fortalt var der vores tog ville køre fra, og de mange skilte viste os vejen. Og for første gang her på Java blev vi vist hen til det vi ledte efter !! Peter og jeg har flere gange snakket om manglen på skiltning, selv fra Jakarta og de 180 kilometer til Bandung så vi ikke et eneste skilt der fortalte om afstandene til og fra uanset hvad. Og det samme var gældende i Bandung, ikke et eneste skilt fortalte hvilken vej man skulle køre for at komme et eller andet sted på øen, så meget frustrerende.

HOTSPOT

Nå, men toget som var meget langt og velholdt fik sendt os til Yogyakarta som jo var planen, så alt var godt. Men som de eneste falanger følte jeg mig som et dyr i en Zoo, vi fik begge en opmærksomhed der var overdrevet stor. Peter som er glatraget og mig med de forbandede blå øjne blev konstant begloet. Men folk er utroligt venlige og smilende, langt langt væk fra Thai blikket som vi vel alle ved drejer sig om hvor mange penge vi har. Så på den kant var det dejligt med den opmærksomhed og noget jeg efterhånden vænnede mig til !

Men turen opfyldte alle mine forventninger som i kan se på det antal billeder jeg har taget, 497 billeder tog jeg på turen som krympede noget Da jeg sorterede i dem. Og desværre for det, men sådan er livet nogle gange, hårdt men retfærdigt. Så nu er der kun 387 billeder tilbage fra turen. De nye digitale kameraer er meget gode, men hvis man tager billeder som jeg gør er de ikke så smarte mere. For inden chippen har besluttet sig for afstand, lys, farve og alt det andet den foretager sig inden den accepterer mit tryk på aftrækkeren, er motivet sgu Da langt væk.

Men jeg fik nogle billeder jeg er nogenlunde tilfreds med, kun 2 pletskud ud af 497 er en dårlig statistik syns jeg, men stadig bedre end ingenting ! Jeg vidste alt det her på forhånd, så alt er okay. Bare det at kunne sætte sig i toget var stort for mig og jeg var på dupperne fra starten. Jeg fik taget billeder ud af det smalle vindue der hvor vi sad indtil jeg tog mig sammen og gik ud i mellemgangen og simpelthen åbnede døren.

Bade sandalerne blev pænt stillet ved siden af hinanden så de dannede et blødt underlag så jeg i det mindste sad lidt blødt, og jeg vendte mig mod døren og det fantastiske syn mine øjne i starten havde svært ved at kapere stjal de resterende 8 timer og 45 minutter.

Og jeg blev mere og mere lykkelig jo længere vi kørte, for de utroligt smukke chok min Samui prægede øjne slet ikke er vant til, var så mindblowing at det gav mig gåsehud. Undskyld for de engelske udtryk, men det var det mest rammende ord jeg kunne komme på lige nu. En verden så smuk og et landskab så frodigt at det virkede underligt gav mig sgu noget at tænke over. For jeg har kun set det i Tv og havde ikke troet at jeg nogensinde ville få lov at opleve det. Så gåsehuden skyldtes lige så meget taknemmelighed som glæde Da jeg fik serveret det ene super motiv efter det andet. Men desværre kan jeg ikke dele det med jer, for kameraet er ikke så hurtig som mine øjne !

De 9 timer turen tog sad jeg i den åbne dør og kiggede og tænkte over livet, og hvor var det dejligt. For det fik mig samtidig til at falde helt ned på jorden og tænke over turen med Peter som jeg er taknemmelig for. Men han rejser på en helt anden måde end jeg gør, ingen kritik i det, for ikke to mennesker er ens uanset hvad man siger. Men jeg rejser jo normalt alene og gør derfor hvad jeg har lyst til, uden at behøve at tage hensyn til nogen og alt går efter mit hoved. De gange jeg har været på tur og har fortalt om den har været anderledes fordi jeg j ikke har rejst med andre, og derfor har kunne koncentrere mig om Dagbogen når jeg havde lyst. Men jeg skal jo osse tale med manden for pokker, og det skal jeg lige vænne mig til, samtidig med at jeg mentalt forbereder teksten. Men det kommer langsomt !

Og at sætte mig som her på gulvet er kun en gevinst for mig og giver mig mange gode oplevelser, for at en falang sidder på gulvet er ikke et syn de her mennesker her er vant til. Så mange kommer og snakker med mig, men engelsk er desværre en mangelvare her, så snakken stopper inden den er begyndt. Så jeg faldt helt igennem med de fantastiske oplevelser turen gav mig og er helt rolig nu. Alle de mennesker jeg så arbejdende i rismarkerne som ubønhørligt skar ris og gravede i den mørkerøde frodige jord, fik mig virkelig til at være ydmyg. For jeg kan med min ryg virkelig ikke se noget indholdsrigt liv her med den primitive form for redskaber de bruger. Kun et par traktorer der var ombygget så de kunne køre i plørede marker så jeg!!

De knokler fra morgen til aften for et par håndører hvis de Da ellers tjener så mange penge, og det kan jeg godt have mine tvivl om, for de syn af børn og voksne der opholdt sig i husene der gled forbi, var utroligt fattige. Beskidte fra top til tå gik eller sad de på den bare jord som jeg kunne se osse var gulv inde i husene, lysår væk fra vores selvfede falang liv hvor vores eneste problem er de dårlige veksel kurser der afgør hvor mange penge vi kan tillade os at spise for på den restaurant vi selvfølgelig spiser på !!!

Hovedet må bøjes i taknemmelighed her !!

Den opmærksomhed jeg fik på turen var lige så fantastisk, for når jeg blev spottet af de lokale gik der totalt glæde i den. Som en overskåren hals, bredte smilet sig på deres ansigter fra øre til øre når jeg smilede og hilste på dem. Gamle og unge vinkede til mig så jeg stadig har ondt i armene, men for pokker hvor var det dejligt og livsbekræftende. Om det er mine blå øjne eller om det var min halvt hængende falang krop der hang ud af døren ved jeg ikke, men folk var utroligt glade når vi fik øjenkontakt.

BILLEDE AF GUT MED SMØG

Men det er nok nærmere den faktor at der ikke er så mange turister her, der gør det Peter og jeg gør, nemlig mænger sig med lokalbefolkningen, for som jeg fortalte var vi de eneste turister på toget. Så det er åbenbart ikke nogen selvfølge at tumper som os tager den her rute, de vælger for nemheds skyld en bus med aircon der bruger 12 timer på den samme tur som toget klarer på 9. Har man travlt eller har dårlig mave, kan man på specielle tidspunkter på døgnet tage et tog der kaldes ekspres tog, og ‘kun’ bruger 8 timer i stedet for 9. Men så oplever man jo ikke det virvar af folk der invaderer toget når det holder stille, alt fra aviser til Mama cup og legetøj bliver slæbt gennem toget og forsøgt solgt. Men her fortsætter de gudskelov og standser ikke op, her er et nej et nej. Men det er straks værre med de tiggere der dukker op af ingenting når toget kommer, der bliver råbt og skreget til os om at give dem penge. Små drenge som dog ikke kommer op i toget stirrer dig ind i øjnene for at opbløde dig til en seddel eller 2, og når toget så fortsætter rejsen, løber de så langt de kan inden farten bliver for høj for deres små ben. Utroligt svært IKKE at give dem noget, men begynder man først på det går det galt !

Men en dejlig, men meget lang tur der på alle de små stationer efterhånden fyldte toget helt op. Faktisk så meget at folk lå under sæderne og alle vegne og til sidst fik mig væk fra døren inden jeg blev skubbet ud af alle de andre der også sad der. Og toget ankom til tiden hvilket er imponerende når man tænker på det organiserede kaos der hersker her, så meget imponerende at ankomme 2 minutter før tiden i et tog der løbende blev rengjort. For folk her har den samme genetiske fejl hvis man kan kalde den det ?

Alt bliver droppet hvor man står eller sidder, så min angst for sygdomme som måske er lidt overdrevet fik det ikke bedre af at se det. For mig at se, så det ud som om at man i husene vi passerede åbnede bagdøren og smed affaldet der. Og som i Bandung smed man engang imellem blade og andet brændbart oven på og satte ild til bunken, og i må tro mig når jeg siger at den lugt er forfærdelig uhumsk, men folk ser ikke ud til at være belastet af hørmen og sidder og spiser mens de futter affaldet af der er gået halvvejs i forrådnelse i varmen. Peters forbindelse her samlede os op på stationen i en herlig ren bil og kørte os til det hotel Peter havde booket til os, det fortæller jeg om i morgen på grund af tidsnød. Jeg var nødt til at nøjes med 4 timers søvn på grund af den langsomme forbindelse her, så jeg ser frem til en morfar når vi ikke skal på tur som vi skal igen i morgen.

Men den ser jeg frem til fordi den går til Borobudur templet som er et kæmpestort tempel bygget til Buddha omkring år 900, men mere om det senere.

Comments
Share
Dagbogen

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.