Kategorier
Dagbog

07.06.2010 – Nathon rundtur

Godmorgen Dagbog.

Eller rettere god formiddag !!

Strømmen gik klokken 8 i morges 10 minutter efter jeg var stået op, men bedre sent end aldrig 😉

Dagen startede lige så dejligt som de forrige med at Da søvndrukken kom ud på terrassen hvor jeg lige var gået i gang med arbejdet mens jeg drak morgenkaffen, og mens jeg kiggede på hende, syntes jeg at hun stadig så godt ud selv om der var ugler i håret 🙂

Den skarpe iagttager vil nok sidde og tænke på afslutningen på Dagbogen i går, og her havde jeg fortalt om Da der var kørt hjem for at lave lektier!!

Men min alene aften blev afbrudt præcist i samme sekund jeg smækkede låget i på den bærbare, små forsigtige trin fik mig til at se op og kigge forundret på hende. Jeg mente jo helt bestemt at vi var blevet enige om at gøre sådan, så hun kunne blive færdig. Men et eller sted har jeg en mistanke om at hun misforstår mig, og er nervøs for at jeg ikke vil se hende igen !!

For hendes øjne der afsøgte bungalowen og omgivelserne og de forsigtige spørgsmål om hvad jeg havde lavet, fortalte mig at hun vist troede at jeg havde sendt hende hjem for at få besøg at af en anden dame.

Og hendes glæde over IKKE at finde en lille smuk sag gemt under sengen fik hende til at være noget kærlig og glad. Så en stille tak blev sendt til Buddha for holdbarheden i det tov som er brugt i hængekøjen nu vi begge 2 lå i den, og for misforståelserne.

Og som de foregående dage, begyndte hun igen at fortælle om sig selv. Og jeg tror næsten hun er blevet glad for at kunne fortælle om sig selv og komme af med nogle ting, så jeg lytter opmærksomt og hygger mig 🙂

Jeg har overvejet at finde en lille båndoptager til at optage med, for det begynder at knibe med at huske alt det hun fortæller.

Så aftenen blev lang igen, men jeg havde jo lige afsluttet Dagbogen, og behøvede bare et par klik for at uploade den. Men hun skulle jo i skole selv om vi kun fik 4 timers søvn, så det var et par kvæstede unge mennesker af sind der stod op klokken 6 igen næste morgen.

Men det er okay, og hvis det hele drejede sig om at gøre hende mere rolig med hensyn til mig, er trætheden så gået til et godt formål 🙂

Selv om man er glad for skummetmælk, drikker man det jo ikke hele dagen vel (Sank)

Nå, det halve af stranden fik en ordentlig omgang med riven og den hjemmelavede glatter, og det var ikke helt gratis, så jeg fik lige en efterregning jeg betalte ved at lægge mig.

Men jeg hev mig selv op i fletningerne og kørte til Nathon for at tage nogle billeder jeg havde haft lyst til at tage i lang tid. Byen som er den ældste på øen har en del gamle kinesisk inspirerede huse som har en masse flotte motiver jeg gerne vil indfange hvis ellers jeg kan. Så jeg brugte et par timer med først at sætte mig og kigge ud over ‘havnen’ og al den aktivitet der er der, for bagefter at gå rundt i de smalle gyder og små stræder og fotografere.

Men på grund af manglende strøm har jeg endnu ikke kunne se dem, smadder ærgeligt nu jeg kørte derhen. Men jeg når det nok. Et hurtigt kort kvantespring til nutiden giver ikke mere elektricitet, man er gået i gang med udskiftningen af de hårdt prøvede elmaster, og har slukket overalt i mit område.

Så jeg har meget mod min vilje været nødt til at køre hjem til Da hvor jeg nu sidder og maser mens hun laver lektier 😉

Men hurtigt tilbage til Mandagen igen hvor jeg nu jeg var kommet hjem fra Nathon igen, gik og ventede på at kunne ringe hjem til Danske Bank.

Min pension var af en eller anden grund selvfølgelig heller ikke kommet som den plejer, og det her skete oven i alle de andre uheldige oplevelser jeg havde. Derfor fortalte jeg ikke om det da jeg syntes det var for åndssvagt at alle de her ting skulle ske samtidigt.

Men nu jeg har fået forklaringen på udeblivelsen, er jeg simpelthen nødt til at fortælle jer hvor tumpede banker kan være !!

Jeg har hver måned siden 08 fået overført et fast beløb fra min konto i Danske Bank til min Thailandske bank, denne aftale har kørt uden problemer indtil nu, og pengene har stået på kontoen hver den 2 eller 3 i måneden. Men på grund af skide 22 kroner der var i ‘underskud’ på kontoen, annullerede banken overførslen. En regulering af en rentetilskrivning gav det famøse underskud og fik banken til at afvise diverse betalinger.

Og hvor er jeg skuffet, at banken ikke kan bruge den indvendige side af hovedet og overføre mine penge er mig en gåde. Danske Bank har været min bank i over 20 år, en masse renter er blevet betalt i de år hvor mit hus også var indblandet. Mange mange penge er blevet betalt til dem, og nu jeg tænker over det, kan jeg sgu ikke huske at de nogensinde har opført sig sådan når pengene skulle den anden vej.

Så nu venter jeg på både strøm og forbindelse så jeg kan ændre på det faktum at 22 kroner åbenbart er et alt for stort beløb at lægge ud for mig!!

Sikringstyrelsen som ved udflytning overtager den videre pensionsudbetaling, tilbød mig en konto i Nationalbanken eller pengeinstitut efter eget valg. Men da jeg på det tidspunkt ingen problemer havde med min bank, takkede jeg nej tak til den tilbudte konto.

Det faktum ændrer jeg på nu, og skal nok fortælle om det videre forløb.

Dagen var nu ved at nærme sig skumringstiden igen, og Da kom tilbage. Ikke specielt stolt over alt det arbejde der venter hende så hun bekymret ud. Og igen sendte jeg hende hjem for ikke at komme bagud på grund af mig, jeg har sgu dårlig samvittighed hvis jeg er skyld i det !!

Og for en gangs skyld glemte jeg alt om Dagbogen, og sad helt alene og stirrede ud i den mørke aften fyldt med lyde fra de usynlige dyr der nu vågnede for at gå på jagt. Og mange tanker dukkede op om det jeg oplever lige nu, er det godt eller er det skidt?? Er jeg mon heldig, eller fortæller hun mig pludseligt at hun har 3 børn, Thaimand, 2 falang boyfriends og en nudel shop i Surin !

For det er alt for godt til at være, og alle skrækhistorierne dukker op i hukommelsen !!

Så det var vist meget godt at små forsigtige trin fortalte mig at hun igen var nervøs for at lade mig være alene inden jeg fik tænkt alt for meget 🙂

Og hvad skal jeg dog gøre, skal jeg afvise den dejlige tøs og sende hende hjem igen. For hulen det er ikke nemt når der er så store misforståelser som dem vi er inde i nu. Så det er måske et godt tidspunkt for hende og mig at hun nu i 3 dage og 2 nætter skal på Camp i Nathon Tempel.

En tur hun har prøvet før siger hun, og håber at militæret ikke er der !

Den kunne jeg ikke regne helt ud, og spurgte hvad pokker militæret laver i templet. Men det viste sig at være lærere fra militæret der lader eleverne prøve forskellige ting man skal kunne som soldat, og som sædvanligt med den her glade pige, kom der historier om hvordan de snød lærerne.

Men hun har selvfølgelig spurgt om jeg ikke kommer og hilser på hende 😉

Så Torsdag eller Fredag morgen har vi aftalt, kommer jeg forbi og kigger hvad hun laver. Det kunne være meget interessant at se hvad de foretager sig og måske helt tilfældigt komme til at røre aftrækkeren på kameraet.

Så min dag endte endnu engang godt, jeg har stadig begrænsede muligheder for at være fuldt aktiv, men er på vej stille og roligt. Men det er nu ikke så tosset nu her så varmt, så jeg hygger mig over det.

Leave a Reply