12.02.2014 Eventyret 2.


Vi havde aftalt at vi ville køre tidligere aftenen før, vi havde jo kun kørt 325 kilometer og havde stadig langt igen. Så vi drak gratis morgenkaffe klokken 7 og startede ud klokken 8 der var en kold oplevelse, men det gik fint og vi kom ud ad byen og gav den gas mod Tak hvor vi skulle dreje af mod Mae Sot.
Vi fik høvlet 70 kilometer af på en time og holdt en lille pause da vi var drejet af på AH1 hvor en stor flot firsporet vej ventede os, så 90 kilometer i timen var ikke noget problem, men træerne vokser ikke ind i himlen fandt vi hurtigt ud af !!

Fra Tak er der kun 80 kilometer til Mae Sot, og med den fart vi var kommet afsted med om morgenen virkede det ikke som ret langt, men vi blev hurtigere klogere da vejen pludselig blev meget mindre vedligeholdt og bakket. Nogle fede bakker der fik drengerøvene frem i os og dukkede op hver gang vi tog svingene i høj fart, lige indtil vi kom til et sving hvor asfalten var ligesom skubbet sammen så der lå små bunker af asfalt, samtidig var vejbanen sunket så man kørte ned i et slags dybt hjulspor, der begyndte vi at have mere respekt for det vi ikke kunne se.
Lastbilerne der gjorde alt hvad de kunne for at komme over bakkerne – gerne midt ude på vejen fordi de var bange for at vælte ud i rabatten på grund af den sunkne vejbane, var drøn irriterende fordi de gav fanden i hvor mange biler der lå bag ved dem og ikke kunne overhale, men for os to på knallert og ligeglade med at vi kørte over i modsatte vejbane, var det kun et mindre problem.
Vi holdt en pause på et sted der blev skiltet som udsigtspunkt, en herlig kop varm kaffen blev tyllet og vi sugede varmen til os mens vi daskede lidt rundt og tog det ganske stille og roligt, måske lidt for roligt skulle det senere vise sig!!
Efter pausen tog vi så kampen op igen med de langsomme lastbiler og raketterne, ( pickup og almindelige biler), på den korte tid her havde vi hurtigt lært hvordan vi skulle forholde os og hvad vi skulle have respekt for. For på en eller anden måde havde striberne og skiltene ingen betydning for bilisterne der kørte som om de var de eneste på vejen, flere gange måtte vi bremse fordi der kom modkørende trafik i vores kørebane der gjorde det meget spændende at køre, men også anstrengende. Desværre kan man sige for naturen var usandsynlig smuk deroppe i bjergene, flotte smugkig ned i palmelundende langt under os gav en fornemmelse af at køre oppe i skyerne, men trafikken gjorde at det var ufornuftigt at flytte opmærksomheden fra vejen, men vi skulle blive mættet senere !!
Uden for Mae Sot drejede vi mod Umphang og de 1219 sving i det bjergrige landskab, men af en eller anden grund tog vi det utroligt stille og roligt og brugte en lille times tid på en tankstation hvor vi sad og gnavede kylling og blev mætte og mere sløve end før. Men vi fik da taget os sammen til at sætte os op og fortsætte i den pragtfulde varme nu klokken var over middag og solen havde magt.
Og så mødte vi så endelig muren, det første sving var ikke så slemt og lovede en sjov tur. Vi kunne lægge os lidt ned i svinget og gav den gas lige indtil det næste sving der var noget skarpere samtidig med at vejen blev dårligere, sådan gik de næste 3 timer vi brugte på at køre de 146 kilometer op og ned i det bjergrige landskab. Vi var samtidig rigtig gode til at stoppe op og nyde udsigten når vi var helt oppe på toppen der gav nogle pragtfulde smukke syn af de opdyrkede marker langt under os, igen sagde Dalton ikke så meget, men jeg kunne se at han nød turen og ikke mindst udsigten her oppe i skyerne.
Det var sjovt at køre op og ned og rundt og rundt uden at skulle skifte gear hele tiden, vores knallerter klarede det flot i de skarpe hårnålesving, selv når vejen gik over i en temmelig bulet og besværlig grusvej med store huller der fik hastigheden ned på 5 kilometer i timen, tog motoren fat og klarede skærene uden problemer, så vi var begge glade for at det var lykkedes at finde en ordentlig knallert til Dalton der dog selv om han var kørende på en identisk knallert, misundeligt beundrede den skønne der som tak funklede i solen og rigtigt førte sig frem, detaljerene er mere synlig på en rød knallert kontra en hvid og var en af årsagerne til at jeg kun ville have en rød, så jeg solede mig som den skønne over rosen og blev sgu mere forelsket i den skønne end før (hvis det ellers er muligt :-D)
Vejen bliver kaldt dødens landevej på grund af de mange farlige sving der ikke ser ud til at bekymre Thaierne særligt meget, de fiser op og ned med 100 i timen, sådan ser det ud når de i modsatte vejbane skærer svingene mens musikken drøner ud af højtalerne så de ikke kan høre hornet fra de modkørende i de sving hvor man så godt som holder stille på grund af stigningen og det næsten v skarpe sving. Jeg tog selvfølgelig nogle billeder – men heller ikke mere, det var simpelthen for farligt at flytte opmærksomheden fra vejen, linket ovenfor viser lidt af den skønhed der hersker deroppe i bjergene, anstrengende men meget meget smukt.
Vi tog det så roligt at vi på et tidspunkt blev enige om at begrænse vores interesse og nysgerrighed, for det var ikke ualmindeligt at vi kun fik kørt et par minutter før et nyt smukt landskab langt under os fik os til at stoppe op. Der var sindssygt mange sving hele tiden, Dalton påstod senere at der ikke var så mange sving som skrevet – han havde talt dem påstod han den knaldhætte :-D.
Så vi kom til Um Phang sent på dagen og skulle nu finde noget at overnatte i, og for en gangs skyld var der udfordringer i det. Ingen prangende reklameskilte nogen steder, ingen kort over byen overhovedet der kunne hjælpe os, så efter at have kørt lidt rundt på de 5 – 6 veje byen havde, standsede vi for at holde møde. Der var ingen hjælp at hente på Daltons telefon der havde signal i forhold til mig der ikke havde haft signal de sidste 4 timer, vi fandt senere ud af at AIS ejede sendemasterne i området, så kun folk med det selskab kunne bruge telefonen og mig med Dtac var lost.
Holdende her fik vi en dårlig oplevelse, en gammel fætter på en lige så gammel osende knallert stoppede op og hilste på os, han ævlede løs i hans brandert og troede ikke vi forstod hvad han sagde, så han fik sgu et chok da han efter at have kaldt os for falang kinnok fik at vide at han ikke snakkede pænt (put mei thug ??).
Tilfældigvis kom en ung pige ud af det hus hvor vi holdt møde, hende spurgte jeg så om vejen til et hotel eller andet hvor vi kunne vaske det tonstunge støv af os efter en lang dag på vejen. Vi skulle køre ned af en sidevej hvor vi holdt sagde hun, der kunne vi finde et hotel ikke så langt væk, men nu hun var Thai tænkte hun ikke over at vi ikke kunne bruge den vej på grund af en stor gravko der var i gang med at grave vejen op, ja hun kiggede endda underligt på os da vi efter et par minutter vendte tilbage igen !!
Nu lidt på skideren fordi vejen var gravet op, gav vi fanden i at spørge flere og tog den første og bedste vej der gik i den retning pigen havde peget i, og det skulle vise sig at være en god ide. For vi så pludselig et skilt hvor der stod Um Phang Tour og homestay, der drejede vi selvfølgelig ind i håbet om et par ledige værelser og fik hurtigt kontakt med nogle mennesker der desværre måtte melde alt udsolgt – men samtidig fortalte hvor vi kunne finde et andet homestay.
Det fandt vi forholdsvis hurtigt efter en forkert anvisning hvor vi fik at vide at vi kunne gå derhen og spørge mens knallerterne blev hos dem, men nu er der jo det med stedangivelse og antal meter eller kilometer for Thaier, så da vi efter at have gået et par hundrede meter uden at se noget, vendte vi om og blev ført derhen af en Thai der kørte forrest på hendes knallert. Det første Dalton og jeg snakkede om da vi parkerede var at det sgu da var en fornuftig beslutning at vi var vendt om, for der var ikke under en kilometer derhen !!
Navnet på stedet kender jeg ikke, men her er det på Thai. Her sagde vi ja til et par bungalow til 450 Bht pr stk, gamle slidte og ildelugtende rum vi bare sagde ja til for at have et sted at sove nu klokken var blevet mange og vi var brugte efter endnu en lang dag.
Vores tradition med at sidde ned og puste ud og snakke om dagens etape, blev også denne gang effektiviseret efter købmanden var blevet fundet for at holde væskebalancen ved lige bare for en sikkerheds skyld 😀
Vi var slet ikke uenige siddende der i en gammel forfalden sala, at turen havde været utrolig smuk, at det samtidig havde været en anstrengende tur var ubetydeligt i den samlede bedømmelse hvor vi begge havde nogle pragtfulde syn siddende på nethinden og i kameraet vi begge havde brugt flittigt. Vi fik også snakket om den Karen flygtningelejr vi passerede på vejen hvor vi også var stoppet op for at tage billeder og tænke lidt over det vi så.
Hundredvis hvis ikke tusindvis af sølle bambushytter der lå tæt og fyldte synsfeltet et pænt stykke op af bjerget lejren lå for foden af, var ærligt et sørgeligt syn og meget tankevækkende. For de stakler der er statsløse er tabt for eftertiden herude i intetheden med checkpoint alle vegne hvis de skulle få den gode ide at søge nye græsgange, slæbende på de produkter de dyrkede på de omkringliggende marker enten på hovedet eller på ryggen, gik de i den skarpe og varme sol langsomt i enten den ene eller anden retning uden at kigge op, et meget anderledes og sørgeligt syn !!
De kølige havde den virkning jeg ønskede, selvom jeg havde kørt hele dagen med korset der havde været meget ubehageligt og varmt, var jeg den onde lyneme godt brugt og træt i stilladset og var glad for det varme bad hvor afløbet næsten blev stoppet med alt det møg jeg skrabede af i de to bade jeg var nødt til at tage :-O

For at gøre en lang historie kort i vores jagt på en restaurant hvor jeg påstod at jeg kunne æde en ko i sovs til knæene, måtte vi hejse det hvide flag efter at have gået op og ned at de 4 – 5 gader der er i byen. Der var ingenting ud over de sædvanlige pinde med lever, svinekød og kylling uanset hvor meget vi anstrengte os for at finde et sted der i det mindste havde en gryde med et eller andet noget i, så vi var nødt til at købe nogle pindemadder i stedet for det saftige højreb jeg havde drømt om.

Vi satte os på trappen uden for det alle steds nærværende 7Eleven og kiggede på de par andre turister der var her, de var meget højrøstede og var vist i gang med at drikke sig en skid på, for de sad på nogle bænke med halvliters dåser og havde det sjovt i den såkaldte walkingstreet som der stod på et skilt !!

Men hvad kunne man egentlig forestille sig her langt ude på landet, forretninger med alt det vi plejer at kunne købe – eller hvad ??
Som sædvanligt holdt jeg ikke så længe og fortrak tilbage til værelset hvor det var skønt at få rettet ryggen lidt ud og tænke over dagens tur mens Dalton eller stifinderen som han også kaldes, ville se på byen og ikke følte sig så træt som jeg som han vist kom til at fortryde næste dag !!
Pen.
Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There are 2 comments on this post
  1. Anonym
    februar 13, 2014, 2:57 pm

    Det videoklip herover, er det et du har nakket? Det er jo optaget fra en bil…..

  2. Anonym
    februar 12, 2014, 3:55 pm

    Ja det var skam en fin køretur og flot i bjergene. MVH Ove

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.