15.02.2014 3 dagen til Um Phang

Jeg krøb som en slange ned under dynen godt brugt i stilladset og glædede mig allerede til at vågne næste morgen frisk og klar igen, klokken var kun 21 der nu ikke er noget problem for mig når jeg vil ligge ned, så alt var i skønneste orden (troede jeg !!)
Min nabo til den ene side valgte nemlig at HØRE Tv indtil klokken 5 næste morgen der gav mig en søvnløs nat, jeg opgav at ligge ned og få mere ondt allerede klokken 02.30 og var sgu ked af at der ikke var noget internet så tiden kunne gå lidt hurtigere.

Da lyden endelig blev dæmpet var klokken blevet 05.00, så jeg skyndte mig at lægge mig igen mens jeg håbede på at luksusdyret/ stifinderen/Dalton sov længe (igen :-D). Men klovnen brillierede ved allerede klokken 7 at stå uden for og råbe sammen med ejeren af stedet der fortalte at der var gratis kaffe og vist noget at spise. Hold kaje jeg var kvæstet, jeg følte mig som udskidt æblegrød og lignede det nok også efter den nat, men jeg stod op og vi gik op i receptionen og drak et par liter kaffe for at få lidt gang i systemet igen sammen med en gruppe motorcykel gutter fra Malaysia vi havde snakket med aftenen før.
De var kørt fra Ratchaburi om morgenen og havde kørt omkring 900 kilometer sagde de, de havde kun en uges ferie og ville nå så meget som muligt inden det var tid til at vende om igen. De var imponeret over at vi var kørt så langt på en meget mindre cykel end dem og var nysgerrige og herlige at snakke med. Vi fik snakket så meget at de valgte at køre og til Sangkhlaburi som jeg fortalte dem ville være noget for dem, men først ville de op til vandfaldet som også var vores mål for turen og grunden til at vi maste som vi gjorde på vejene.
De væltede op i en pickup som ejeren havde arrangeret og spurgte om vi ville med, det ville vi egentlig gerne, men jeg ville finde noget andet at bo i, jeg kunne simpelthen ikke overskue endnu en nat uden søvn, så vi takkede pænt nej tak og jeg afslog samtidig tilbuddet om en anden bungalow, jeg ville væk, og som Dalton sagde, så fedt var der nu heller ikke !!
Vi havde hurtigt pakket de par ting vi havde og kørte ud for at finde noget andet, og dælme om ikke en vis herre hjalp os gevaldigt 😀
For vi fandt inden for 5 minutter K.K guesthouse hvor de gudskelov havde 2 værelser der i den grad var det modsatte af hvad vi lige havde overnattet i. Flotte nybyggede værelser med varmt vand, air og det uundgåelige Tv til 350 Bht, oven i hatten kom så gratis Wifi der dog ikke ligefrem var verdens hurtigste – men fungerede nogenlunde.
Baggagen blev hurtigt stillet ind så vi kunne komme ud og se et eller andet noget, men helst vandfaldet Hi Lo Su der var grunden til turen. Men vi havde et stort problem der var de manglende skilte, der var ingenting overhovedet, ikke en gang vejnumre var der herude, så gode råd var dyre.
Men gudskelov havde jeg stifinderen med mig der brugte al hans hitech udstyr for at lede os mod målet, han vendte og drejede telefonen for at finde nord og syd for på den måde at lede os på rette vej. Allerede der burde jeg have været betænkelig, for et kompas drejer man sgu da ikke rundt så man bliver helt søsyg af at kigge på skærmen, men han beroligede mig og forsikrede mig om at hans nymodens legetøj var til at stole på, så han kørte i front ud mod nye oplevelser !!
Al den drejen rundt på telefonen gjorde at jeg der i stedet kigger på vejene og stadig har evnen til nogenlunde at vide hvilken vej vi skal, genkendte vejen og butikkerne hvor vi holdt efter 2 minutter fordi vi allerede var kørte rundt om os selv, men jeg havde jo givet stafetten videre til Dalton i tiltro til ham, så jeg spurgte: hvor skal vi hen du ??
Daltons jyske dialekt må være i skyld i at jeg ikke forstod hans søforklaring, for jeg blev ikke et hak klogere og nikkede bare forstående og opfordrede ham til at føre an mens jeg tænkte over al den elektronik hans telefon indeholde, hvad er det egentlig for noget ??. Det fik os ind på en lille vej et eller andet sted hen hvor folk skævede til os mens vi langsomt kørte videre ad den mennesketomme vej. Der blev mere og mere øde, der blev længere mellem de usle bambushytter hvor vi ikke så nogle mennesker, de var sikkert ude i marken blev jeg enig med mig selv om.
Vi kørte og vi kørte, vejen hvis man ellers kan kalde den for en vej, blev smallere og usandsynlig dårlig, snoende sig gennem markerne og et par meget små landsbyer hvor jeg til sidst efter vi var nødt til at vende om for ikke at havne inde i en indkørsel, var nødt til at spørge en mand om vej til vandfaldet. Straks løftede han venstre hånd og pegede grinende ad den vej vi lige var kommet fra, hans håndbevægelse fortalte mig at der var langt den stik modsatte vej, så meget for stifinderen og al hans moderne gøgl :-O
Med hans grin og smilende øjne i nakken kørte vi så tilbage igen, vi havde kun kørt et par kilometer der dog havde taget lang tid på grund af den dårlige vej, så dagen gik hurtigt. Vel inde i ’byen’ igen fandt vi så endelig et skilt der viste vej til vandfaldet og kørte nu ud af en stor og velholdt vej, 25 kilometer stod der et eller andet sted.
Vi blev til sidst stoppet af et stort skilt og en pil ned mod en parkeringsplads, vi stillede knallerterne for at betale for at komme ind troede vi, men blev hurtigt klogere !!
Der var store skilte der fortalte at al videre færd på knallert eller motorcykel ikke var tilladt, personbiler ligeså. En nogenlunde engelsktalende gut fortalte at vejen var så dårlig og at de havde haft så mange uheld at man hvis man ville op til vandfaldet var nødt til at tage en pickup der velvilligt holdt og ventede ved siden af os. Da vi kom, stod der 2 unge piger og snakkede med personalet, de havde, eller ville ikke betale det det kostede at blive kørt derop og ventede på at der skulle komme flere så prisen pr person blev lavere.
Prisen for en pickup uanset antallet personer var 1.600 Bht, så hvis vi kørte sammen ville det blive billigere for os alle, udover det kostede en adgangsbillet 200 Bht pr snude, så altså 600 Bht pr mand, men det var for meget for dem sagde de, de ville gå i stedet !!
Samtidig kom der to offroader bikes med to tyskere skulle det vise sig, jeg gik hen og forklarede hvad tingene kostede og spurgte om de ville med så vi alle kunne spare penge men blev overrasket over reaktionen. Jeg havde forventet at de sagde ja og blev sgu lidt chokeret da de begyndte at halvt råbe at de boede i Thailand og betalte skat, de ville ikke betale en skid, men ville tværtimod lukkes gratis ind nu de betalte så meget i skat, klaphatte. Jeg kunne forstå på deres indbyrdes snak at de var irriteret over at være kørt hele vejen fra Mae Sot og havde taget alle svingene kun for at se vandfaldet, men betale de par basseøre ville de ikke, så de kørte igen med uforrettet sag !!
Dalton og jeg var blevet så irriteret af al den sparsommelighed eller fattigdom fra både de to piger og tyskerne at vi købte hver sin billet og kørte alene, det var sgu for meget. Personalet snakkede indbyrdes om de to piger der ville forcere de 25 kilometer til fods og var bekymrede for at de ikke nåede tilbage inden det blev mørkt, her er vilde elefanter og næsehorn man nok ikke skal klappe på hovedet, men vi to blev enige om at vi ikke ville give dem en gratis tur, de havde selv valgt !!
Nu vi kun var os to gutter, blev vi placeret inde i bilen gudskelov. Vi havde om morgenen hørt motorcykel gutterne snakke om støvmasker og forstod nu hvorfor da vi begyndte opturen der tog 1 ½ time, for det her var dirt track big time. Chaufføren kørte godt og forsigtig op og ned i de dybe furer regnvandet havde lavet, store sten og jordvolde der lå spredt på stien vidste han hvor lå og gjorde alt for at turen blev behagelig. Vi blev meget hurtigt enige om at hvis vi var kørt på knallert, ville vi være vendt om inde vi havde kørt 500 meter, det her var simpelthen for meget og slet ikke noget for en knallert eller offroad for den sags skyld og blev hurtigt enige om at hvis de to piger gik som de var begyndt på da vi startede, ville de få store problemer hvis de ikke blev samlet op af en venlig sjæl.
Selv om vi sad i en bil var vi mørbankede da vi nåede frem, jeg havde prøvet at tage billeder og optage et par små film undervejs men måtte opgive fordi vi blev kastet fra side til side lige meget hvor forsigtigt chaufføren kørte. Dalton der sad bagved havde haft det lidt masende med at holde sig fast på det smalle sæde og havde fået ondt i ryggen, jeg sad foran og mere behageligt, men var stadig berørt af turen og måtte sgu hente hjælp, det gjorde sgu nas.
Så vi var nok et ømt syn mens vi prøvende stavrede hen mod stien der fører op til vandfaldet, Dalton var begyndt at få det lidt skidt og måtte drikke en masse vand for at se om det var problemet, så vi gik stille og roligt for at blodomløbet i gang igen. Der var som man kan se på billederne anlagt en betonsti så man ikke skulle gå i skovbunden gudskelov men kunne i ro og mag slentre i eget tempo, andre på samme mission gik lige så langsomt mens de og os beundrede den vilde natur med de enorme træer der rager op i himlen og gav en fornemmelse af at gå i en tunnel. Stien førte os dybere ind i vildnisset og gav samtidig en svalende skygge der var tiltrængt, små bække og åer løb stille og roligt mellem træerne og var pragtfuldt at se på sammen med lyden af klukkende vand i det fjerne.
Endelig efter pustende at have forceret jeg ved ikke hvor mange trapper og stigninger kom vi frem til en stor platform med udsigt til hele vandfaldet der var et smukt syn, vi var selvfølgelig ikke alene og gik rundt blandt både Thaier og andre turister, heldigvis var der ikke så mange at det virkede forstyrrende, tværtimod var der en hyggelig stemning på grund af folks respekt for fred og ro modsat andre vandfald hvor der bliver råbt og skreget.
Vi slappede af og fik taget de billeder og film vi skulle tage inden nedturen igen ville mørbanke os, men det havde været rart at røre sig for at få tævene ud af kroppen så vi var klar til en ny omgang 😀
En pragtfuld oplevelse at se vandet styrte ned fra 300 meters højde selv om vi var højt oppe, desværre var solen for nedadgående og virkede forstyrrende til fotografering, men man kan da se hvad billederne forestiller, tror jeg. Vi var ved målet for vores tur, over 700 kilometer havde vi kørt for at se det her der bestemt ikke skuffede på nogen måde, vi var så langt væk fra alt det civiliserede man kan forestille sig og er vant til i hverdagen, en pragtfuld oplevelse at vide at vi var i et isoleret område hvor den nærmeste storby lå mellem 3 – 4 timer væk, men samtidig underligt at tænke på at vi i fugleflugtslinje, kun befandt os 60 kilometer fra Sangkhlaburi der ligger 225 kilometer fra Kanchanaburi men så godt som umulig at forcere.
Der går en junglesti man kan hvis man ansøger om tilladelse til at krydse et naturreservat, køre på en offroad cykel, ejeren af vores nye guest house fortalte os senere at to Italienere kørte fra Um Phang og retur på selvsamme sti, en tur der tog dem 5 dage at klare, så bestemt ikke en søndagstur !!
Efter endnu 1 ½ time nåede vi ned til knallerterne igen nu begge alvorligt trætte efter en lang dag med gode oplevelser, jeg var så træt at jeg ikke kunne køre ordentlig eller holde en konstant fart, så turen tilbage til byen kan jeg ikke huske ret meget af. Desværre var det for sent til en morfar for mig da vi kom hjem igen, men Dalton faldt omkuld som et træ i skoven og sov som en sten et par timer og fik ham lidt på ret køl igen, en kombination af træthed og uvant kørsel med følgende hold i nakken, var gudskelov årsagen til hans utilpashed. Gudskelov skriver jeg fordi jeg var nervøs for at det var hans sukkesyge der drillede her langt væk fra alting hvor det kunne være et problem at få kvalificeret hjælp.
Så han var forholdsvis frisk da han vågnede igen i modsætning til mig der rastløst ventede på at klokken skulle blive i det mindste 8 før jeg kunne lægge mig og sove, jeg meldte mig ud af en gåtur og sprang endda aftensmad over, jeg orkede sgu ikke og ville hellere være frisk til næste morgen hvor vi skulle køre tilbage til Mae Sot, en tur med lige så mange sving som på vej herud der ville koste.
Denne gang lykkedes det endelig at få sovet i en ordentlig seng, intet støj af nogen art fra den mennesketomme by der om aftenen ligner en forladt by, Dalton var lusket tidligt tilbage igen fordi der ikke er nogen som helst aktivitet efter mørkets frembrud udover livet i 7Eleven, og så spændende er det sgu heller ikke 😀
Pen.
Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There are 2 comments on this post
  1. februar 21, 2014, 11:00 am

    Hej Aaby.

    Jeg tror ikke det er det samme vandfald vi har set, for bare det at komme op til vandfaldet var noget af en udfordring. Ret op i himlen på en 25 kilometer bumpet tur uden nogen flod at se nogen steder som du nævner, men det kunne da have været sjovt at se vandfaldet fra en raft

    Hvis jeg husker rigtigt var der omkring 60 kilometer fra Um Phang til flygtningelejren, så det har godt nok været en lang ridetur du har været på.

    Du må selv spørge Dalton om vejen, jeg syntes nu ikke den var så bred eller stor, bilerne kunne præcist lige passere hinanden næsten uanset hvor, men selvfølgelig mest i bjergene hvor nedfalden sten og grus halverede vejbanen, men sjovt var det 😀

    Hils Dalton hvis han stadig er hos dig…..

    Pen.

  2. Aaby
    februar 20, 2014, 5:43 am

    Jeg var i Umphang for 23 år siden, også på en 3 dages tur, med rafting, vi så vandfaldet fra floden, mener jeg. Der var hvert fald et vandfald, red på elefanter, gik gennem skoven til den Karenni landsby. Den gang var området slet kke så udviklet som det er nu. Nogle mdr efter at vi havde været der, tog er gigantisk jordskred en meget stor del af vejen fra Mae Sot. Så de må have fået lavet en ny og måske bredere vej

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.