Kategorier
Dagbog

14.01.2010 – Fy for en stor fætter :(

Godmorgen Dagbog.

Det tager lidt tid at sætte ord på det hele, så tålmodighed de damer og herrer!!!!!!

Som jeg fortalte jer i går uploader jeg hundredvis af billeder, og der er mange der ser ud til at være ens. Men det er de ikke, det er et forsøg på at lege med indstillingerne på kameraet!!

Efter en nat på Pathua, hvor jeg har sovet som en sten, stod jeg tidligt op og kørte ind mod selve Ranong. Men jeg skulle lige have drukket min morgenkaffe x 2 :-O

Og der var ikke så langt at køre, jeg havde set nogle reklamer for noget der hed Kiwi, det er noget i stil med Banana i Penang, for de af jer der kender det. En sammenfletning af en, restaurant, hotel, bar og turarrangør der arrangere visarun for folk som mig.

Her er et link til Kiwi.

Kiwi

Og på højre side i nummer 2 lyskryds ind mod Ranong, er der et stort grønt skilt der siger turist Center!! Her gemmer sig også busstationen stod der på skiltet, og her i bunden skulle Kiwi ligge.

Men det skal man tage med forbehold, for her er kun en busholdeplads og Kiwi :-O

Men jeg fandt det da, og det er det det handlede om. Her gav jeg 900 Bht for mit visarun, prisen inkluderer de 10 Dollar som man betaler i Burma, så en okay pris syns jeg. Her kan man også sove i et værelse for 250 Bht, og tro nu ikke at kvaliteten er i top vel :-O

Jeg måtte vente en time før minibussen var fyldt op, inden den kørte ned til havnen. Så der blev studeret billeder og kort over byen, som i kan se på billederne, er væggene her fyldt med reklamer for så godt som alt. Så nok at kigge på…

Og afsted kom vi, jeg sad ved siden af chaufføren (som i øvrigt er bror til hende den lidt store madamme som styrer løjerne :-O ) Engelsk kundskaberne her er meget mangelfulde, for ikke at sige fraværende, så jeg fik ikke så meget info om hvad der skulle ske.

Men jeg følte mig tryg, og øjnene sad som på stilke mens vi kørte ned mod havnen. Utrolig beskidt by, og meget fattigdom tror jeg, for folk så noget forhutlede ud her. Desværre kendte chaufføren byen rigtig godt, så vi kom alt hurtigt ned til havnen!!

Jeg var nu den eneste i bilen, da alle de andre var blevet sat af ved båden til Ko Chang, så jeg var lidt Palle alene i verden. Selv om det til tider kan føles lidt utrygt, fordi som jeg skrev, at der manglede engelsk kundskaber her, følte jeg mig alligevel tryg. Og der er hele tiden en eller anden der holder øje med dig, og sikrer at du kommer hjem igen. Så brug du roligt dem her :-O

Jeg blev så fulgt hen til paskontrollen, som ligger næsten helt ude i vandet :-O Men det var jo til min fordel, fingeren var selvfølgelig klistret til aftrækkeren, og gjorde et godt stykke arbejde.

Fra havnen går der vel en million små både, alle sammen kun til visarun så her var et mylder af liv. 10 meter til venstre, arbejder man med fisk, skidtfisk. Så her er en stank uden lige, den stank mødte jeg første gang 20 km fra Ranong hvor man møder en masse pickups med ladet fyldt af fisk. Og det vand der løber ud på vejen, skal man gøre alt for at undgå!!

Og virakken var en stor oplevelse. Jeg kom utrolig tæt på den oplevelse, jeg havde som 13 årig da jeg kom til Bangkok for første gang. Så fremmed og interessant, og selv om jeg nu bor i Thailand, er det her lysår væk fra min hverdag på Koh Samui. Så igen en meget stor oplevelse!! Turen over til Burma foregår i en båd af samme slags i kan se på billederne, meget sødygtige og sjove at sejle med. Og jeg fandt ud af efter 20 meter i sådan en, at jeg savnede at være på havet igen og fiske. Men det må vente lidt endnu, regntiden er stadig over os her på øen, og giver et meget uroligt hav.

Og igen var fingeren ikke til at vriste væk fra aftrækkeren, så der blev taget mange mange billeder :-O af alt det jeg syntes var interessant. Men jeg måtte dog ikke tage billeder på de checkpoints, vi skulle til før turen over strædet, soldaterne så her som i resten af Thailand, noget gustne ud. Så de billeder her er taget mens jeg holdt kameraet væk, alt kan lade sig gøre når der er en skærm bag på kameraet ikk .-O

Igen en utrolig masse indtryk, og jeg fik på turen over til Burma et angreb af gåsehud. Hvor er jeg lykkelig for at jeg kan opleve alt det her. Og hvor er jeg glad for beslutningen om IKKE, at tage en minibus fra Samui!! Og hvor er jeg lykkelig for at jeg selv om jeg har dårlig ryg, er i stand til opleve det her 🙂

Bare det at kunne stå op om morgenen skal man ikke tage som nogen selvfølge!!, det lærte jeg da jeg efter operationen i min ryg, havde rent ud sagt skide ondt af mig selv.

Den selvmedlidenhed jeg havde, forsvandt hurtigt da jeg så andre patienter blive trillet rundt i deres senge, nogle af de her mennesker, havde sgu ikke muligheden for at stå op om morgenen vel??. Så selv om jeg vidste at jeg ikke kunne stå op de næste 4 måneder, og havde så store smerter at jeg fik morfin pumpet direkte ind i rygmarven, aftalte jeg med mig selv, at jeg resten af mine dage ville være taknemmelig for at have muligheden for at stå op om morgenen, som de her mennesker aldrig mere ville få !!

Og det har jeg været lige siden……..

Nå det var et sidespring, sorry 🙂

Men tænk lidt over det, intet i livet er en selvfølge!!

Turen over strædet var for mig som elsker at være på havet, en befrielse. Dog blev lyset dæmpet lidt af alt det affald der også her flyder overalt. Et af billederne forestille en longtailbåd som den jeg var ombord i, pille noget plastic ud af skruen, for at kunne sejle videre. Og plastikken?? Den blev selvfølgelig som i måske kan se, smidt overbord igen ikk…

Nå, men vi nærmede os det Burmesiske checkpoint hvor bådføreren stoppede båden og råbte et eller andet til mig, dog på en venlig måde. Selvfølgelig forstod jeg ikke hvad han sagde, men alligevel fattede jeg meningen. Jeg måtte ikke fotografere her, så det sidste billede jeg nåede at tage, er lidt sløret. Men det forestiller det Burmesiske checkpoint.

Efter det stop her som hedder Victoria Point, rundede vi øen som det lå på, og sejlede de sidste 5 minutter ind til selve Kawthaung som byen hedder. Og her blev vi (3) falanger omringet af utrolig beskidte unge mænd der tilbød cigaretter,whisky, stoffer af enhver slags, og Viagra.

Ikke så masende som man normalt kan opfatte de gutter her på Samui, men mere venlige og nysgerrige. Så vi fik en sludder på gebrokkent Engelsk, en af dem, sagde han havde arbejdet på Samui i 3 år, og det gjorde det lidt nemmere at snakke. Og de fandt jo hurtigt ud af at jeg ikke var interesseret i nogle af tingene, så det blev lidt sjovere at have dem hængende omkring mig.

Men vi havde kun 5 minutter her, inden turen gik tilbage igen. Og det var en ordentlig hængemule jeg havde der. Mig der er tosset med at fotografere, blive nægtet det, er ikke muntert. Så da vi forlod det Burmesiske checkpoint, lynede jeg rygsækken op, og holdt mig klar :-O

Det syntes bådføreren var så muntert at han grinede over hele hovedet, og gav mig thumps up …….

Vi sejlede tæt på en longtail båd der lå stille med snuden vendt mod Burma, den havde motorproblemer af en eller anden slags. Og til stor irritation for de falanger der sad i den, er konkurrencen åbenbart så stor her, at INGEN tilbød sin hjælp. Undskyld for det smil jeg havde på læberne der:-O

På tilbagevejen passerede vi også en båd på vej retur, tungt lastet med meget unge piger. Jeg havde stået og kigget på tumulten ovre i Ranong inden vi sejlede. Bagmænd tror jeg, hundsede med en hulens masse piger. Snerrede af dem da de indsamlede passene, og var i det hele taget meget lidt venlige over for dem, og jeg var ikke et sekund i tvivl om hvad det var for slags piger !!

Alle sammen skulle ‘hjem’ på visarun. Det var så tydeligt at se hvad de beskæftigede sig med, som jeg tror billederne fortæller, og selv om man er på visarun, kan man jo godt lede efter nye kunder ikk?? Så der var liv og glade dage på havnen 🙂

Her kunne jeg godt tænke mig at bruge noget mere tid, så jeg tænker lidt over mit næste træk!!

Det er muligt at blive i op til 2 dage på det visa man får ved ankomsten til Victoria Point, og der ligger et par hoteller her på havnefronten. Men man må IKKE forlade byen her for at snuse rundt andre steder, så det kan jo godt blive lidt træls, men jeg overvejer det lidt til næste gang!!

Men det var en fantastisk oplevelse, lugtene, larmen og menneskerne var sådan en stor oplevelse. Mange tanker gik gennem hovedet over det jeg så, billederne fortæller kun en brøkdel af det der gik gennem hovedet, så i skulle tage turen selv en dag da jeg ikke kan retfærdiggøre indtrykkende på en ordentlig måde!! Og jeg var så heldig, at jeg blev hentet af en Burmeser på bike, da jeg havde fået mit 3 måneders stempel tilbage i Ranong, så det blev til et par billeder på vej gennem byen!!

Men jeg fik mit stempel, og skal så først på visarun i April igen.

Vel tilbage på Kiwi, fik jeg lige noget mad som er så vanvittig billig her. 30 Bht gav jeg kun for Massaman Gai. Og så tænkte jeg over hvilken vej jeg skulle vælge tilbage igen!! Jeg var jo kommet af vej 4 i går, og som jeg skrev syntes jeg at den var kedelig.

Kigger man på kortet, er der lidt syd for Ranong vej 4006 som går over til østkysten. Den går en lille smule mod nord, men muligheden for at den var hurtigere, var til stede.
Så jeg kørte klokken 12, men inden jeg kørte, kastede jeg et sidste blik på internettet. Min nye Pc, var nu helt ubrugelig, og blev pakket nederst i rygsækken. Så, jeg håber at kunne huske alt hvad der er vigtigt!!

Og så kørte jeg sydpå igen små 22 kilometer, her drejede jeg fra og tog vej 4006 som går en lille smule nordøst mod Lang Suan.Her den støder til vej 41 fra Bangkok mod Suratthani. Jeg tog den beslutning, fordi jeg vidste hvor bakket og langsom vej 4 var, og som jeg skrev, syntes jeg den var kedelig.

Der var 72 kilometer herfra til Lang Suang som ligger helt ude ved østkysten, og vejen er rigtig god her. Der er nogle skarpe sving, men en meget hurtig vej til Ranong fra Surat. Det blev ikke til så mange billeder her, vejen var stor og rasende kedelig!!

Da jeg kom ud til Lang Suan, var der 122 kilometer til Surat, så jeg gav den gas for at nå så langt som muligt den dag. 4 timer tog det fra Ranong til Surat, og her er jo omkring 70 kilometer til Samui færgen. Så jeg tror faktisk godt, det kan lade sig gøre at gøre turen på en dag, selv på en ‘lille’ bike. Jörg min ven, har kørt turen på sin store bike, og det er en endagstur!!

Men så får man ikke set noget, med den fart man er nødt til at køre!!

Men lidt underligt, jeg var i Surat, og havde hvis jeg ville det, kunne være hjemme på under 4 timer med den korte afstand til Donsak hvor færgen fra Ko Samui sejler til og fra. Men den skøre gut her :-O mig, kørte selvfølgelig den modsatte vej ikk?? :-O
Og jeg nåede til den RIGTIGE Khao Sok, godt nok ikke ud på søen, men til et hotel tæt på bredden. Hamrende dyrt sted klokken 18.30 efter en meget øm og lang dag, 280 kilometer var det blevet til siden middag. 3 tankninger af i gennemsnit 80 Bht pr gang, så billig transport :-O

Inden jeg fandt det sted hvor jeg sov for natten, kom jeg ned til dammen. Det var ikke bevidst, men her hvor den her vej endte. Så jeg skal love for interessen for at komme derud blev større!! 1000 Bht for en nat i et muglugtende værelse. Meget stort og moderne som i kan se, men hvorfor skal der lugte så meget af fugt og mug her?? Men jeg var tilfreds med dagen,jeg havde kørt mange kilometer og havde haft en god dag og var tilfreds med resultatet!!

Jeg kan ikke fortælle navnet på hotellet, men det er simpelthen fordi INGEN snakkede engelsk overhovedet, og at der ingen skilte eller navne på et forståeligt sprog var nogen steder.

Der fandtes ikke restaurant på stedet, så jeg kørte tilbage til en jeg havde set et par hundrede meter derfra. God mad til yderst rimelige priser, mellem 60 og 120 Bht for næsten alt!!

Og så fandt jeg ud af at det kort jeg havde købt var meget mangelfuldt. Ifølge det, går der 1 vej ned til dammen fra vej 401, og stadig ifølge kortet, fandtes der ikke andre veje her.

På min hjem fra Khao Sok, faldt jeg i snak med en Amerikaner som bor i området og har en forretning der, det er en helt anden historie, men han fortalte, at man sjovt nok IKKE på Google Earth kunne se Khao Sok!!

Men for hulen jeg var blevet misinformeret, for jeg fik den fantastiske ide, at finde en ATM. Og her indrømmer jeg en brist, jeg for totalt vild på alle de veje, som jeg ikke vidste eksisterede. Men for at gøre historien lidt kortere, måtte jeg i en vejspærring, som der er mange af her, spørge om vej. Og straks sprang en soldat op på sin bike, og viste mig vejen ‘hjem’.

Her ventede mig en skod nat. Som i kan se på billederne, var sengen placeret under 1 meter fra aircon. Hold op en larm den lavede, så jeg fik kun sovet et par timer. Husk at jeg skrev om at værelset stank af fugt ikk???, så det var helt udelukket at slukke for den 🙁 Og her slutter dagen, jeg investerede i en kølig eller 2, og fantaserede om bløde madrasser der kunne beskytte min bagdel lidt. For det har nok været det værste på turen (udover ryggen!!), men der er jo ikke noget at gøre ved det. Jeg havde helt bevidst valgt den hurtigere vej, i stedet for den snoede og langsommere vej 4. Havde jeg taget den, tror jeg ikke jeg var nået så langt som jeg er nu.

Og ja, jeg stresser lidt i dag. Jeg vil så gerne opleve de bambushytter som jeg har drømt om så længe. Så jeg ringede til min ven Jörg oppe i Ranong. Efter at have tænkt meget over det, kom jeg frem til at hvis jeg skulle skynde mig hele tiden, havde det været lettere at sætte mig ind i en minibus i stedet.

Så jeg undskyldte over for Jörg, at jeg ikke kunne nå hjem inden søndag, og måtte aflyse vores party på stranden. Og her kommer beviset på at han er min ven, han forstod mig godt, og var kun glad på mine vegne over det jeg oplevede :-O Så jeg var utrolig lettet. Jeg kan ikke finde ud af at lyve, så jeg kunne være ærlig over for ham, som jeg er så glad for at være, og hvor var det rart at det blev belønnet med den forståelse han havde!!. Vi finder nok 20 minutter til at drikke vores afskeds Chang inden de rejser, om ikke andet så når han kommer med de ting jeg skal opbevare for ham.

Og det minder mig om, at hvis i som mange andre falanger, er irriteret over den smags ændring Chang har gennemgået ved at erstatte den gængse Chang med det de kalder Classic, kan tilmelde jer Jörgs Facebook gruppe der omhandler det problem. Inden jeg tog af sted, var der 35 medlemmer i gruppen.

Her er linket : http://www.facebo…4304700976

Og så er tossen også President for Chang klubben på Samui :-O

Og nu vil jeg slappe lidt af, det er min første dag hjemme, og jeg er træt som et alderdomshjem. Vejret er ikke så godt som det jeg havde på turen, blæst og regn hver dag fortalte min landlady som jeg havde hyret til at vande min blomster og planter 🙂 Så det er blevet til en ordentlig morfar, mens det regnede. Men jeg syntes stadig jeg er træt af H…… til og håber jeg er mere frisk i morgen??

Her til aften, satte jeg en film på efter jeg havde brugt et par timer eller 3 på den videre fortælling, et par kølige var indkøbt og lagt på køl. Og jeg fik selvfølgelig lyst til sådan en, og gik ud i køkkenet.

Og her var jeg ved at s…. i bukserne af skræk!!

Som i sikkert har bemærket, tager jeg også mange billeder af dyr. Jeg kravler på alle 4, for at komme så tæt på som muligt uden at skræmme dyret, og gør alt mulig for at få et godt billede. Men her var det modsatte tilfældet, prøv at se på de 2 meget dårlige og slørede billeder…

Undskyld kvaliteten, men jeg rystede faktisk af skræk!!

Jeg turde simpelthen ikke komme nærmere end 2 meter fra det uhyre her!!

Føj for fanden hvor jeg ikke kan lide edderkopper, og den her var på størrelse med en kop. Jeg blev sgu så bange at jeg ringede og vækkede Janik, og meget undskyld for det. Men jeg ved jo at han har boet her meget længere end mig, og håbede jeg, måske vidste noget om sådan nogle sataner?? Men han mente desværre ikke han kunne hjælpe mig, men det gjorde han alligevel!!. Han fik talt mig lidt ned så jeg ikke rystede så meget, tanken om at gå i seng nu, var meget meget langt væk 🙂

Og mens vi snakkede foreslog han mig at åbne døren ud til terrassen, så kunne den rende derud mente han. Og gud hjælpe mig, om ikke den satan drønede rundt om fødderne på mig inden den strøg ud i natten, fy for fanden hvor er jeg dog bange for sådan nogen:-( Jeg har helt glemt at fortælle at pigerne fra shoppen hvor jeg venter på sandpapir fra, ringede mens jeg var i Ranong. Så der kørte jeg hen i formiddags, og igen!!, er det Thailand. Shop in Bangkok finish paper you want!!!

Så i stedet for det korn 40 jeg bestilte, kan jeg kun få korn 60, så lidt ekstra arbejde venter mig når jeg skal til at slibe igen. Jeg håber på lidt opholdsvejr, så jeg kan blive færdig. Og min tur har nu givet mig et ry her, oversat til dansk, er jeg skør og stærk :-O

Spørgsmålene hagler ned over mig. hvorfor tager jeg ikke en bus, hvorfor rejser jeg alene, og hvorfor gør jeg det?????

Men samtidig, viser de mig respekt fordi jeg på en eller anden måde i deres liv er stærk. Stærk fordi jeg kan tage sådan en tur på bike, you got big power siger de til mig. Selv vaskeriet havde hørt rygtet da jeg hentede mit tøj der, og fortalte mig med glade øjne, at de syntes godt om mig, og at jeg havde meget power!!!!

Hvor jeg dog elsker mit nye hjem Thailand og mine nye venner…………………

Og hvor der det dejligt at være savnet, uanset hvor jeg har været i dag, spørger folk mig hvorfor de ikke har set mig så længe 🙂
I mit forrige hjemland, er det normalt at folk at kan ligge døde i flere år i deres lejlighed uden at nogen reagere!! Og Danmark skulle være et foregangsbillede for det velfungerende samfund?? Vor herre bevares….

P.S.
Min landlady har lige været her for at fodre fiskene i den lille pyt uden for mit hus, og hun kunne fortælle efter at have set edderkoppen at den kun var lidt farlig?? Selv om jeg prøvede at spørge mere, kunne hun kun sige dette om dens farlighed. Men hun fortalte at der hvor hun har noget land, er der mange af dem, og deres spind er så stærkt at det kan være svært at gå igennem, og så stærkt at man kan lave tøj af det???

Fy for helvede et kryb….

Nå, ikke mere i dag. I morgen, kommer fortællingen om mit ophold i bambushytterne på Khao Sok dam.

Puha, det bliver en lang dag med skrivekrampe og akut tørst :-O

Det var bare det jeg ville sige.

Pen.

Leave a Reply