';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂


 
 
Nu havde Um Phang fået nok opmærksomhed fra os to, vi havde set det vi ville og var opsatte på at udforske Mae Sot som var målet for dagens etape, en god nattesøvn gjorde at vi begge var udhvilede, så vi red afsted efter morgenkaffen iført varmt tøj nu vi vidste at der ville blive koldt i bjergene.
 
Vi havde sagt pænt farvel til ejeren der var lidt svær at finde, vi havde ikke betalt dagen i forvejen og ville have det på plads inden vi kørte, så vi betalte i første omgang til en Burmesisk pige der arbejde der, men hun anede ikke hvorfor vi gav hende penge og hentede ejeren der kom i møgbeskidt arbejdstøj, en udvidelse var i gang bag ved huset, og det var åbenbart ham der stod for det.
 
 

 
Der var stille på vejene da vi lagde fra kaj og stille og roligt kørte mod bjergene, kun et par få Isaan traktorer tøffede langsomt afsted med hele familien siddende på påhængsvognen og var et pragtfuldt syn, det gjorde at det var en nydelse at køre i de smukke omgivelser der var indhyllet i en fin morgen tåge og langsomt blive varmet op til svingene, så da vi endelig nåede starten der fra Um Phang er én 4 kilometer lang opkørsel, var vi klar og gav den gas 😀
 
 
 
Her blev vi overhalet af de to tyskere fra i går der med hanen i bund forsvandt forud, men det så nu ikke så behageligt ud så stærkt som de kørte ud på grund af den dårlige vej, men dem om det tænkte jeg mens jeg havde nok med at holde tungen lige i munden. Men kun 5 minutter senere var det os der overhalede dem, de holdt i siden af vejen af en eller anden grund og overhalede os først et par timer senere da vi holdt et velfortjent hvil ved den samme lille købmand vi også holdt ved på udturen, hvor en flaske vand gjorde underværker på grund af varmen og alt det tøj vi havde på.
 
 
 
Men der var hamrende koldt lige så snart vi kørte i skygge, så vi beholdt det hele på selv om det næsten var ulideligt ude i solen, Dalton led lidt af en lille forkølelse, og jeg der har nemt ved også at blive forkølet ville sgu ikke spilde tid på at ligge på langs igen. Vi har måske set lidt sjove ud med al den udrustning da vi endelig kørte ud af bjergene efter endnu en dejlig oplevelse med at køre i bjergene, for der var der sgu varme i luften. De sidste 31 kilometer ind til Mae Sot var hurtigt overstået så vi kunne begynde jagten på et sted at bo, vi var blevet enige om at bruge resten af dagen og dagen i morgen i byen, så vi var lidt ivrige for at finde noget.
 
Det første sted vi fandt, var på vejen ind til byen og så godt ud, men prisen på 850 Bht pr nat var ikke tiltalende og slet ikke til forhandling, så vi kørte hurtigt igen selv om der virkelig blev sat en aktion i gang for at få os til at blive. Vi fandt hurtigt et andet sted der også stod fast ved 850 Bht, de må have en fast pris i byen tænkte jeg da vi vendte rundt for at følge et andet skilt til et hotel, her var der små bungalows flot placeret i indkørslen der så hyggeligt ud. Her lykkedes det os at få brudt kartel prisen fra de sædvanlige 850 Bht til 500 Bht, så der slog vi til glade over at have  fundet et sted som det her der var meget fredeligt og lå på en lille vej uden nogen nævneværdig trafik.
 
 
 
Det sædvanlige møde blev holdt med en kølig for at få kropstemperaturen ned i et normalt leje, vi havde kørt rundt i al vores tykke tøj og svedte som svin da vi endelig kunne tage det af, så det var en fryd at sidde udenfor bungalowen på den lille terrasse i skyggen og snakke om turen og om alt det vi havde set undervejs. Jeg havde tænkt meget over hvor få Thaier vi havde mødt, det virkede som om de alle var Burmesere med de karakteristiske ansigts malinger i gult og hvidt samtidig med at så godt som alle bar sarong og turban. Der var gudskelov ikke nogen moske der hver 4 time fyrede op for højtalerne, men muslimer var stærkt repræsenteret her og var synlige overalt, så det var et totalt modsat syn i forhold til hjemme der mødte os over alt, men meget interessant!!
 
Nå, vi fik bællet der skulle bælles og kunne endelig tage et længe ventet bad så vi kunne begynde at udforske byen. Vi kunne regne ud at vi boede i udkanten af byen og tog derfor knallerterne ind til byen hvor vi kørte igennem en lille demonstration der dog ikke voldte os nogle problemer, fandt et sted hvor vi kunne få noget at spise nu vi ikke havde spist noget siden morgenkaffen og satte os tilfredse og glade over at se noget nyt, ned og ventede på den bestilte mad.
 
Vi sad selvfølgelig og så os omkring og studerede mennesker og børn der legede omkring os, meget usle blikskure lå side om side med vasketøj hængende til tørre udenfor og gav et flot syn med de kulørte tøjstykker mod de grå tarvelige betonmure som baggrund. Der var ingen tvivl om at der boede mange fattige mennesker her, folk passerede os i meget slidt tøj mens de studerede os to hvide mennesker, så det er åbenbart ikke så almindeligt at se turister her alligevel!!
 
Vi kørte lidt rundt efter vi havde spist bare for at se noget, men jeg tror at Dalton var lige så brugt som mig der gjorde at vi ret hurtigt vendte snuden mod hotellet igen, vi gik jo heller ikke glip af så meget nu vi havde afset dagen i morgen til at studere byen. Jeg satte mig hurtigt udenfor for at skrive lidt og arbejde med billeder jeg tog mange af syntes jeg selv, så jeg havde nok at gøre og afslog igen at deltage i en aftentur i byen. Så der sad jeg hele aftenen til Dalton kom tilbage og vækkede mig :-D, det havde været nogle hårde dage for ryggen der så var blevet forkælet med lidt med nogle runde ting man bliver træt af, så jeg holdt ikke så længe som jeg egentlig gerne ville men er afklaret med det, jeg ved hvad jeg har og har lært at leve med det !!
 
Og jeg ville jo være frisk og rørig til næste dag hvor jeg vidste at vi skulle bevæge os på gåben gennem det store marked jeg havde læst der skulle være i byen, og det kommer der noget om næste gang.
 
Pen.
 
 
Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
Leave a reply

You must be logged in to post a comment.