26.02.2014 Mae Sot.


 

Jeg vågnede selvfølgelig kvart over kvalme og kunne ikke gøre andet end at vente både på Dalton det luksusdyr og på at porten blev låst op klokken 7 så jeg kunne køre ud og finde noget kaffe, om den blev låst på grund af kriminalitet ved jeg ikke, men den blev låst hver aften klokken 23 af personalet.
Nå men, porten blev åbnet så jeg kunne finde noget kaffe jeg havde ventet et par timer på, men inden jeg kørte tænkte jeg, jeg ville prøve at se om jeg kan score noget kaffe her. Og det var der slet ingen problemer med selv om vi i forhandlingerne om prisen havde afstået fra morgenmad, der var såmænd fri kaffe og toastbrød til gæsterne 😀

Tøffende rundt med et håndklæde over skulderen for at tage den værste kulde nu vi begge næsten havde afleveret alt vores tøj til vask, vågnede jeg endelig helt da kaffen dampende varm blev drukket ude i haven. Her var herligt stille ude i haven hvor jeg fandt en af dagens første solstråler der kunne varme mig op, jeg brugte meget tid på at overveje om jeg skulle vaske den skønne der havde set bedre ud, der lå nogle vandslanger hist og her jeg kunne bruge, men jeg havde ikke noget at vaske med der selvfølgelig lå derhjemme. Så jeg var nødt til at slå det ud af hovedet selv om jeg havde det skidt over at den var så beskidt, det har den ikke prøvet i den tid den har været i min varetægt, mindst en gang om ugen hygger jeg mig med de specielindkøbte børster og klude der ikke ridser og glæder mig hver gang når den flot og skinnede får folk til at dreje hovedet, Noi hos Honda har solgt 3 røde Pcx’er fordi folk har set mig kører rundt siger han, så jeg må jo holde stilen !!
Endelig op ad eftermiddagen ved ottetiden kom der liv i Dalton der helt uanfægtet stillede sig op og havde oceaner af tid, så for ikke at skabe uvenskab mellem os fortalte jeg ham sådan lidt tilfældigt om de gratis ting, og det kunne sgu rykke i den nærige jyde, han nærmest fløj op ad trappen for at rage til sig. Og nu mere for at han ikke skulle sidde der og falde i staver fulgte jeg trop og drak dagens tredje kop kaffe der godt nok fik sat fart i kroppen, nu skulle der snart ske noget kunne jeg mærke og hentydede henkastet at personalet der var til stede, måske ventede på at dække op til aftensmad og at vi måske skulle se at komme væk 😀
Og afsted kom vi i sneglefart, Dalton har altid et eller andet han lige skal have ordnet eller tjekket inden han kommer ud af døren, men jeg lod som ingenting og håbede at det var opdateringer til al hans elektronik der tog tid at downloade, jeg havde ikke glemt det roterende kompas i Um Phang og håbede dagen i dag gik mere gnidningsløst.
Mens vi gik der og forberedte os hørte vi en helvedes til larm ude fra vejen, kinesisk musik drønede ud af en højtaler et eller andet sted fra og var noget enerverende at høre på da den nærmede sig. Jeg ville se om jeg kunne klippe en ledning over til højtaleren og gik ud på vejen for at se hvordan jeg kunne gøre det uden det blev opdaget, men der var sgu for mange mennesker !!
Det var Kinesisk nytår i dag, så der kørte en pickup rundt med et orkester mens en masse unge mennesker drønede rundt med en lang dragelignende ting, en ældre mand gik ind på vores hotel og kom ud igen og gav et signal til en ung mand der hængte et bælte med kinesere op på porten, bilen drejede ind sammen med en masse mennesker der fes omkring, dragen var inde i huset, rundt i haven og sluttede af med at hilse på det lille alter inden de gik videre til næste hus, det var så signalet til den unge mand med kineserne, han fik sat ild forneden – og helvede brød løs mens han hurtigt skyndte sig væk.
En sådan lød det, endeløs række af eksplosioner samtidig med at vejen blev total rød af alt papiret fra kineserne, var sgu lige ved at tage pippet fra Dalton og mig der begge stod ude på vejen for at tage billeder af den her nye oplevelse. De her skide kinesere for rundt som små raketter og ramte os mange gange og fik os til at rykke længere baglæns nu vi var så stædige at vi stadig ville tage billeder, men en sjov oplevelse vi skulle opleve mange gange senere i løbet af dagen.
Selv med styrthjelm på da vi kørte ind til byen, havde vi ingen problemer med at høre både katte jammeren og krudtet, og da vi gik ind på markedet var det tydeligt at se at der ville komme mere gang i den med alle de bælter af kinesere der hang ude foran forretningerne, og tak for kaffe et interessant marked !!
Det var tydeligt at se at vi var meget tæt på grænsen med de tusindvis af folk der lignede Burmesere mere end Thaier, et hav af interessante ansigter passerede os i alle retninger mens vi nysgerrigt langsomt gik op og ned af de mange gader der alle var fyldt til bristepunktet med små og store forretninger og boder hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord. Grøntsagerne var nemme at genkende ligesom fiskene, men så var det også slut. Der var så utroligt mange ting jeg aldrig havde set før som var herre interessant, krydderier jeg ikke kendte sammen med en masse færdiglavet mad der dog ikke så så lækkert ud i mine øjne, og noget jeg aldrig ville turde smage :-O
Det var rigtig rigtig fedt at gå rundt og se på det hele i de små gyder hvor trehjulede knallerter sammen med et hav af mænd der baksede med tungtlastede sækkevogne gjorde det til en speciel oplevelse med de ansigter de havde, ikke mindst deres hang til at tygge betel var et anderledes syn. Bevares jeg har set det før men slet ikke i den målestok her, alle tyggede på en stor klump og spyttede i ny og næ en slimet sort klat på jorden jeg har svært ved at vænne mig til at se uanset hvor mange gange jeg ser det. Det er absolut en by jeg kan opfordre jer til at besøge hvis i er til markeder, for det var enormt stort og garanteret større end det vi fik set på de par timer vi brugte på at gå rundt der, der gik sidegader ned allevegne proppet med handlende og folk vi dog ikke prøvede, og som en sidegevinst var alting ekstremt billigt fik jeg at vide da jeg viste billederne til en ven vel hjemme, så hank op i damen og kom afsted 😀
Men uden mad dur helten ikke, så vi fandt hurtigt et sted vi havde kørt forbi et par gange, Chicago House der skulle være STEDET ifølge personalet på hotellet. Men bare det at gå ind ad døren var en udfordring, der var så herre koldt at det ikke var behageligt, men nu havde Dalton uforvarende tilbudt at betale for måltidet nu jeg legede guide for ham, så man kan klare meget selv med forfrysninger i tæerne og holdt stand 😀
Vi havde intet overordnet program for hvad vi ville se, ingen af os havde læst på lektien og tog tingene som de kom, så der vi besluttede at køre ud til selve grænsen der ligger 5 kilometer fra byen der også skulle have et stort grænsemarked. Byen i sig selv er røvkedelig rent ud sagt hvis man forventer at møde et turistmekka, for det var det ikke. Der var på den ensrettede gade ind til byen de sædvanlige forretninger med alskens skrammel, men der var også mange både store og små forretninger der tilbød jade og andre kulørte sten, herefter var der ingenting hvis man fortsatte ligeud der fører mod grænsen. Men laver man et U turn og kører tilbage igen ad en parallel gade, kan man se at der ligger nogle forretninger der appellerer til falanger, frisører og kaffebarer og internetcafeer.
Nå, vi kørte ud mod grænsen uden at vide hvad der ventede os, og gudskelov for det, for der var sgu ingenting udover det grænsemarked endda Google reklamerer for der bestemt ikke var noget at råbe hurra for. Det samme plastik som hjemme men meget dyrere af en eller anden årsag, en lang overdækket hal med små boder klinet op ad hinanden falbød det samme om og om igen og selvfølgelig uden prisskilte. Men nu er vi jo ikke nybegyndere og kunne uden besvær holde os i skindet, vores besøg der gik ud på at gå ned af den ene gang, og tilbage ad en anden mens vi blot skævede til de ting vi passerede, og det var så det 😀
Lidt skuffende fordi ordet grænsehandel uvilkårligt for en til at tænke på en god handel, men den eneste gode handel i sigte var nogle Burmesere der solgte cigaretter udenfor den overdækkede hal. Jeg har engang købt cigaretter i sådan en handel og havde ikke lyst til at prøve det igen, hø kan jeg sgu hente gratis ude på marken, men jeg skulle da lige høre hvad prisen var. Puha det var dyrt for et karton et eller andet noget, 350 Bht fik jeg at vide var prisen jeg afslog med det samme og vendte mig om.
Og jeg tror sgu han var svans og syntes jeg så alvorligt godt ud bagfra, for lynhurtigt faldt prisen til 150 Bht med mulighed for yderligere forhandlinger, Dalton blev samtidig også angrebet af en anden gut på den anden side af det her men han ryger ikke og var slet ikke nysgerrig, så de to måtte grædende se de to falanger vende ryggen til dem og køre deres vej 😀
På tilbagevejen så jeg en reklame for en burger biks Dalton havde fortalt fik gode anmeldelser på et eller andet website, så der besluttede vi at få fyldt maven igen. Jeg tror sgu der er lidt Thai i Dalton, for han bliver altså også hurtigt sulten, så vi fandt stedet og fik et menukort der lovede oksebøffer og alt hvad hjertet begærer hvad angår burgere.
Og lad mig med det samme indrømme at jeg altid savner sådan en god oksebøf, så det var et festmåltid der gav støddæmperne problemer på vej hjem igen, Vi havde løbende på turen snakket om stedsans, så jeg fik en god ide og sagde at han skulle få os hjem derfra vel vidende at det var sen eftermiddag og at jeg ikke havde kort med mig, så vi var helt afhængige af hans elektronik der igen glimrede ved ikke at virke fandt jeg ud af da vi pludselig befandt os i de selvsamme små gyder på markedet vi havde gået ad tidligere.
Her måtte jeg træde i karakter der bevirkede at vi blev mere og mere væk, men sjovt var det da vi havnede uden for byen i et muslimsk kvarter og nød blot at køre og kigge inden vi på en eller anden måde kom ind til byen igen. Derfor holder jeg så meget af ham, vi kan lave fis og ballade, vi kan havne i lort til op over begge ører og stadig syntes det er sjovt, vi kan begge standse op fordi vi syntes at netop der hvor vi er nu er smukt og flot, det er der sgu ikke mange der kan skulle jeg hilse og sige efter at have kørt rundt med så mange forskellige folk efterhånden, så Kina turen venter min ven !!
Vi kom hjem igen velvidende at vi næste morgen skulle begynde hjemturen, jeg holdt som sædvanligt stand og blev hjemme mens Dalton ville forsøge at finde et sted der måske kunne hjælpe på hans smerter i nakken han havde fået af de mange kilometer, og der tager vi den fra næste gang hvor jeg fortæller om hjemturen og måske kommer til at fortælle om en ufrivillig vandgang !!
Pen.
Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There are 3 comments on this post
  1. Anonym
    marts 01, 2014, 9:30 am

    Så så, ro på min gode mand, Skilte og gule striber… Det er da utroligt så selektiv din hukommelse er blevet. Så vidt jeg husker bad du flere gange om en kontrol pejling fra min udemærkede telefon og var der ikke også noget med at jeg måtte stoppe dig et par gange og spørge om vi dog ikke skulle have drejet af ved det skilt vi netop havde passeret….. såh det..
    Skrønen med at du var kørt tør skal du vist også lidt højere op i bjergene med, når man ved at min maskine, med dens noget bedre acceleration, havde et tilsvarende højere benzinforbrug end den Skønne…. Den sved nok, hva…
    Godt så, Pen aka Slascowitz, du kan bare gøre klar, jeg kommer stærk tilbage

    De bedste hilsner
    Dalton

  2. Anonym
    februar 28, 2014, 8:26 am

    Ja, stakkels Dalton, Nej der er nu ingen grund til ynk, normalt er det stakkels Pen der har svært ved at give igen på mine stikpiller, så når han nu har chancen og det er ham der fører pennen tager han såmænd bare en billig revanche. Bortset fra det var det en fantastisk tur og skønt at genopleve den her på bloggen. Der var virkelig mange oplevelser og forskellige indtryk og også sjovt at læse hvordan 2 personer kan opleve tingene både helt ens og vidt forskelligt. F.eks. hvilken stor gavn vi havde af mit fremragende elektroniske udstyr, hvilket ikke hjælper meget når man selv vil være klogere end elektronikken, og så er det altså helt normalt at man drejer et kompas så nålen flugter nord på kompasset.
    Det store spørgsmål er så: Hvor skal vi hen næste gang?
    Jeg glæder mig allerede…
    Dalton

  3. Anonym
    februar 26, 2014, 9:41 am

    Stakkels Dalton der skal strides med dig ha ha , nå godt ord igen, en dejlig tur og I 2 klummer hoveder til at finde vej.

    Knus jytte

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.