03.03.2014 Mae Sot – Kanchanaburi

 

 

 

 

 

Jeg var som sædvanligt tidligt oppe næste morgen og var klar til næste etape på turen vi ikke havde snakket om hvor skulle gå hen, og fik pakket knallerten ordentlig for første gang på turen mens jeg uhæmmet misbrugte den gratis kaffe der gjorde mig køreklar og frisk.

 

 

 

Igen brugte jeg timer på at vente og vente på at en vis herre afsluttede sin skønhedssøvn som han helt ærligt godt kunne bruge noget mere tid på hjemme, for stik mod forventning hørte vi ikke en eneste gang pigerne kalde, hallo – handsome man, så snup du en lang lur min ven 😀

 

 

 

 

 

 

 

Da det endelig passede herren at vågne og berige os undersåtter med et god morgen, begyndte vi så småt at snakke om dagens tur, skulle vi køre til en anden by og se på noget der, eller hvad skulle vi ??

 

 

 

På udturen overnattede vi i Kamphang Phet fordi vi havde taget det meget stille og roligt, men det ville betyde at vi kun havde et par timers kørsel foran os hvis vi valgte den løsning. Vi havde jo opnået det vi ville med turen, nemlig at se vandfaldet, så et eller andet sted med den korte distance hjem til Kanchanaburi (525 Km) var det jo også en løsning. Så det besluttede vi os for stående ved siden af vores knallerter, at vi ville køre hele vejen hjem i dag og så tage på kanotur i morgen på Riwer Kwai.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det blev så starten på en meget lang dag, 525 kilometer lyder ikke af så meget hvis man kører i DK, men med de dårlige veje herude er det en anden snak. Så vi brugte vel 8 timer på at køre og køre der til sidst hængte os ud af halsen på grund af den tunge trafik der som sædvanligt var fuldstændigt vanvittig. Med kun små pauser når vi skulle tanke var det de samme lastbiler vi fulgte, overhalede og blev indhentet af, og en af dem skilte sig dælme ud !!

 

 

 

Det var en gammel ildelugtende kvægtransport der kørte som en sindssyg, de omkring 10 okser der stod bundet på ladet blev kastet omkring når lastbilen pludselig fik lyst til at overhale hvilket skete mange gange. Vi kørte mellem 90 og 100 og blev alligevel overhalet af den flere gange der så gav os et glimt af de stakkels dyr på ladet der bestemt ikke nød turen og havde et vildt blik i de store øjne, de sidste 2 gange hvor vi overhalede først og siden blev overhalet igen gav et trist syn. 

 

 

 

En af okserne lå død på gulvet og blev trådt på af de andre der ikke nød det pludselige ryk i lastbilen da den som en raket kørte ud i 3 spor og forsvandt forude i en sky af sort ildelugtende røg fra udstødningen, så meget for kærlighed til dyr!!

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi havde overvejet om vi skulle tage samme rute vi kørte på udturen for at slippe for den tunge trafik, men den var langsommere fordi den passerer en masse små byer undervejs og ville betyde at vi ville komme hjem om aftenen i stedet for om eftermiddagen, derfor blev vi enige om at selv om det ikke tiltalte os særligt meget at køre på motorvejen, ville den gøre at vi kom hurtigere hjem. Så da vi endelig kom til et punkt hvor jeg vidste vi skulle dreje ned af vej 329 mod Suphanburi, manglede vi ’kun’ at fortage et U-sving jeg er meget usikker på, det foregår på motorvejen og uden nogen form for sikkerhed der altid gør mig nervøs fordi trafikken er meget voldsom.

 

 

 

Men alt lykkes i en gasovn siger man jo, så endelig kunne vi køre på en mindre vej og havde 120 kilometer hjem derfra der gik okay hurtigt gennem smukke rismarker der altid er en fryd at se, den næsten skærende lysegrønne farve de nyplantede ris har, er så smuk og gør et eller andet ved mig hver gang !!

 

 

 

 

 

 

 

 

De sidste 40 kilometer går stik vest mod Kanchanburi der fejrede vores hjemkomst med at vise vej med en stor flot orange sol der langsomt gik ned og var helt væk da vi endelig kunne dreje ned ad gaden, så det var en smuk afslutning på en pragtfuld tur.

 

Dalton blev installeret på Blue Star igen efter han havde hentet sit klædeskab der stod hjemme hos mig, klædeskab skriver jeg fordi jeg aldrig har set så stor en kuffert. Han gentager sig selv hver gang han kommer herud, nu skal det være slut med at slæbe så meget med siger han, og har selvfølgelig det hele med hver gang, du milde skaber den mand har meget tøj 😀

 

 

 

Traditionen med en kølig samtidig med at dagens oplevelser synker langsomt ned blev overholdt, hold kaje det var godt at stige af knallerten efter de mange kilometer og lave andet end at holde fast i styret, vi havde på 6 dage kørt 1.556 kilometer og havde set og oplevet en masse og manglede nu kun kanoturen næste dag inden Dalton drog videre på sin ferie. Det fik vi snakket om under aftensmaden der blev indtaget lige rundt om hjørnet, jeg havde ikke mere energi og havde heller ikke lyst til at gå alt for fandens langt, så det blev på min stamrestaurant vi afsluttede køreturen inden jeg faldt om som et træ i skoven klokken 20 og sov som en sten.

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg havde bestilt to kanoer til os næste dag klokken 10, men vi fik i stedet 2 kajakker der var lidt ærgeligt, ærgeligt fordi der er god rygstøtte i kanoen til forskel for kajakken hvor der kun er en lille plastik kant der gør det ud for rygstød, men afsted mod Lad Ya kom vi dog efter lidt snak om vi skulle aflyse eller ej, men det her skulle Dalton opleve !!

 

Vi blev sat i hver vores kajak og blev skubbet ud i strømmen der var meget stærk den dag, der var åbenbart blevet lukket en masse vand ud oppe i Sri Nakarin dammen der så samtidig ville betyde at vi ville komme hurtigere til slutstedet hvilket viste sig at holde stik da vi 3 timer senere kom frem godt brugte begge to.

 

 

 

Det blev sjovt fra starten set fra mine solbriller, for Dalton der ifølge eget udsagn kan gå med perlekæde uden snor, var for stor til kajakken, så da han blev sat i den betød det så at det var sådan han skulle sidde resten af turen. Havde han smurt sig ind i olie eller creme kunne det måske været mere behageligt for ham, så kunne han smutte let og elefant ned på sædet, men det havde han jo ikke der så betød at det ikke var behageligt for ham overhovedet.

 

 

 

Han klagede og jamrede sig over den ubehagelige stilling der gjorde at han ikke kunne rykke sig overhovedet og kæmpede en kamp for ikke at kuldsejle, vandet piblede op ad de små huller der er i sådan en og gennemblødte hans bukser, hvordan kommer jeg hjem spurgte han bekymret, jeg vil ikke have at folk skal tro jeg har pisset i bukserne, men det skulle blive meget værre 😀

 

 

 

Det var skønt igen at drive med strømmen og opleve naturen, Dalton der Hmm….. er en anelse tungere end mig blev hurtigt taget af strømmen og var ved at forsvinde forude, stævnen på hans kajak var over vandspejlet og pegede mod mig der halsede bagefter, måske kunne det være en god ide for filmfolk der vil lave film optaget baglæns !!!!

 

 

 

Han var selvfølgelig bekymret for sit elektroniske udstyr der var i fare for at drukne nu der kun var et par millimeters fribord hvis han sad musestille og brokkede sig konstant, men havde han gjort alvor af at tage sin parabol med til sin forældede Gps havde det krævet en redningsaktion er jeg sikker på. Kun en gang tjekkede han vores position han glad fortalte om og prøvede at udregne en ankomsttid, allerede der havde jeg fået nok og hagede mig fast til en gren og forklarede at jeg var nødt til at pille næse men han hurtigt drev uden for hørevidde men dog stadig snakkende og forklarende for døve ører :-O

 

 

 

 

 

 

 

 

Ser man bort fra alt det satellit snak og forklaringer om strålernes bøjning blev det en dejlig tur i en stegende sol der var meget varm, vi drev langsomt afsted mens vi nysgerrigt kiggede på det vi passerede, jeg havde jo været der hvor den anden person i kanoen kendte alle stederne og forklarede mig alt, så den information gav jeg selvfølgelig videre nu jeg var guide. Desværre blev det mindre hyggeligt da vi passerede broen hvor et hav af longtailbåde fes afsted i begge retninger og lavede store bølger der for Dalton var et mareridt nu han ikke kunne røre sig, så jeg er sikker på at han var glad da vi langsomt kunne padle ind mellem sivene mod landingsstedet der ligger bag ved Pong Phen.

 

 

 

Her dukkede behovet for en ansat fotograf op igen, for jeg havde travlt med at fortøje og at komme op fra kajakken der vel lå en halv meters penge under broen, jeg vidste godt at jeg skulle rejse mig lige op og ikke prøve at støtte mig til kajakken, og det præcist det Dalton gjorde !!

 

 

 

Der lød et kæmpeplask (og jeg mener et kæmpe plask nu han er lidt tungere end mig), han havde forsøgt at støtte sig til kajakken mens han med den anden hånd rakte op efter broen, og det skal man ikke gøre. Så det lille problem med at gå ned gennem gaden med våde bukser blev pludselig irrelevant, for nu var han våd til op på ryggen og samtidig møgbeskidt fordi han da han endelig fik noget af kroppen op på broen, rullede sig i sikkerhed :-DDDDD

 

 

 

Ak ja, hvor er det skønt når man kan more sig på andres bekostning, især på hans !!!

 

Det var vores sidste dag sammen i denne omgang, en herlig uge med et dejligt menneske der som jeg kører med vildt opspærrede øjne for at få det hele med. En masse pragtfulde oplevelser delte vi undervejs og nød det begge to i fuld grad uanset om det var oppe i bjergene eller inde i byen, så den tur her er den bedste hidtil her i Thailand, ikke så mange kilometer som man kan læse andre har lyst til, men stille og roligt og tage tingene som de kommer, det er sgu optimalt :-O

 

 

 

Den næste tur sammen er allerede begyndt at spire, for han ringede i går fordi han ikke syntes det var muntert hele tiden at blive mindet om hans evner (eller mangel på samme !!) med alt hans udstyr han er stolt af at eje, jeg fatter dog ikke hvordan han kan holde alle de blip og dyt ud de her ting konstant afgiver, så jeg lovede ham ikke at nævne det igen før næste gang hvor vi har snakket om en tur op langs med grænsen fra Mae Sot til den gyldne trekant der nok er en 3 ugers tur hvis vi skal have det hele med, så allerede noget nyt at glæde sig til.

 

 

 

Det var så afslutningen på vores køretur, jeg lægger billederne op når jeg er færdig med dem og viser et link når den tid kommer, ligeså vil jeg lave en lille film også nu jeg har mere tid til mig selv end før !!

 

 

 

Men i første omgang kalder vasketøjet og de almindelige pligter der tit minder mig om hvor irriterende det er at være single, det er sgu altid min tur 🙁

 

 

 

Pen.

 

 

 

 

 

 

 
Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There is 1 comment on this post
  1. Anonym
    marts 07, 2014, 8:19 am

    Hvorfor kom i ikke forbi, når vejen nu var tæt på… Dejligt at høre, at turen var god…

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.