';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂


Jeg har længe haft lyst til at finde den pram der sejler over Sri Nakarin søen oppe på den anden side af Si Sawat, og har også fortalt jer om det. Sidst jeg gjorde et forsøg var den 22.08 sidste år hvor jeg reddede mig en lungebetændelse som eneste resultat for det forsøg.

Så da jeg fik nogle nye brugbare informationer fra en Franskmand jeg kender og vejret på denne tid af året er en kende bedre end sidst jeg forsøgte mig som opdagelsesrejsende, blev den skønne nænsomt skubbet ud af porten en tidlig morgen og endnu en spændende tur kunne begynde 😀

Jeg vil lige starte med at sige at jeg IKKE har brugt kameraet i et stykke tid nu, det gælder også på turen her hvor det simpelthen ikke er muligt at tage billeder med al den afbrænding der finder sted alle vegne, derfor genbruger jeg nogle af de gamle billeder som i kunne se i de sidste par Dagbøger. Der har været billeder fra Bali, Samui og Krabi for ligesom at fylde lidt ud, sådan vil det også være det næste stykke tid indtil vi for fanden da snart kan se solen igen !!
Nå, jeg fik sendt leveattesten afsted inden turen startede, og skrev som sidste år godt gal i skralden, at når de vel for helvede godtog underskrifterne og fortsat udbetalte mig pension fordi jeg altså ikke var død, også ændrede min status som samboende til enlig der nu har kostet mig 240.000 Bht, fordi de har skarpere briller end mig og kan sidde på toppen af en kattelort et eller andet sted på Sjælland, og se at jeg bor sammen med en dame herude i Kanchanaburi. Men jeg tror nu ikke de gider beskæftige sig med en undermåler som mig og lader som sædvanligt som ingenting, men denne gang skrev jeg et par linjer mere end normalt og gav dem det flotte tilbud at jeg helt på egen regning ville fortælle folk om deres enormt vigtige arbejde med hjælp fra de medier jeg kunne få gjort interesseret.
Jeg har intet at mistet føler jeg, de trækker efter lyst det de mener, er korrekt, og lever helt deres eget liv og efter deres egne regler, så nu mener jeg at det må være nok og vil kæmpe for min ret så godt jeg nu kan, så det bliver spændende hvad de så finder på !!
Men nu var det en køretur det skulle handle om, så jeg fortsætter med at fortælle om den skønne der klarede det flot. Med 80 kilometer i timen passerede jeg hurtigt Erewan og kunne begynde den fede tur op i himlen der starter direkte der, varmen der lå på den rigtige side af 35 blev dysset lidt ned i de stejle bakker, men heller ikke mere, så det var dejlig en varm tur. Solen der var et eller andet sted bag det tunge disede tæppe af røg, gjorde ellers flere forsøg på at gennembore disen der dog kæmpede bravt for at beholde førstepladsen som den beholdt uden problemer.
Vi havde i ugen op til turen ikke kunne se bjergene der omkranser Kanchanaburi selv om de kun er 1 – 2 kilometer væk, alt var tilrøget samtidig med at det væltede ned med store sorte sodflager fra morgen til aften. Det sammen med vinden gjorde at jeg måtte vaske alle mine myggenet der var kulsorte af det fine støv der ligger allevegne og er svær at holde nede, altså 4 døre og to vinduer jeg smart som jeg er, hurtigt fik klaret nemt og effektivt. For jeg har gudskelov ikke solgt min højtryksrenser der fik naboerne til nysgerrigt at kigge ud på grund af støjen da jeg begyndte at spule dørene jeg havde stillet op af væggen, og vupti var den rengøring hurtigt overstået 😀
Nå, jeg kørte og nød livet og var lidt spændt på om jeg kunne finde den lille grusvej der ender ved prammen som jeg havde fået et billede af, men nu var det jo lige det at billedet var nok 5 år gammelt og ikke up to date, men det lykkedes at finde stien ved at studere billedet og stedet hvor jeg mente at jeg skulle dreje og kørte meget langsomt ned af en sindssyg dårlig grusvej fyldt med skærver der fik knallerten til at hoppe noget – og mig med.
Men det gik op i en højere enhed da jeg endelig havnede ved bredden af søen og kunne studere den godt rustne pram der skulle gøre det ud for en sikker transport, store rustflager hang i tynde tråde og ventede kun på at skvatte af og afsløre endnu mere rust overalt hvor jeg kiggede. De tynde metalplader der forestiller dørken var gennemhullet af rust og gyngede faretruende når man gik på dem, men jeg mente ikke jeg havde læst noget om sunkne pramme heroppe og fik parkeret knallerten som den eneste i den tro at det hele nok skulle gå. Fætter Finn der masede med en stor olietønde kiggede lidt på mig og sagde så at jeg skulle vente på ham mens han forsigtigt kørte afsted på sin knallert.
Så der sad jeg helt mutters alene i en times tid ude i ødemarken på en rusten gammel pram der bestemt havde set bedre dage, en flok kvæg græssede tæt på og var fremskaffede den eneste ’støj’ når træ bjælderne bumlede rundt under halsen på dem mens de forsøgte at finde noget frisk græs. Store fisk legede i overfladen så langt øjet rakte og understøttede mine venners påstande om at der var meget store fisk heroppe, en meget skøn oplevelse at sidde der i absolut ro og se på dyrelivet både på land og i vand, jeg håber det er der vi skal op og fiske en dag 😀
Som sagt før er sigtbarheden elendig, så man kunne ikke få en fornemmelse af søens størrelse uanset hvor meget man anstrengte sig, så jeg var lidt spændt på hvor lang tid det tog at sejle over som den franske gut ikke kunne fortælle mig noget om, så det var helt fint da fætter Finn kom tilbage og der endelig kom et par biler mere så vi kunne sejle. Jeg kunne forstå på samtalerne mellem de nyankommne passagerer i bilerne at vi var nødt til at vente på at prammen blev fyldt mere for økonomiens skyld, så vi blev alle lidt mere glade da der endelig tøffede en gammel pickup op på prammen og vi begyndte at sejle.
Jeg havde pakket tøj til et par overnatninger for en sikkerheds skyld og var lidt spændt på hvad der ventede mig på den anden side, for det er meget sparsomt med informationer både på nettet, men også hvis man spørger på turistkontoret, de henviser blot til Huay Kamin vandfaldet og deres telefonnummer, så jeg anede overhovedet ikke hvad der skete om en time !!
Over kom vi efter en times MEGET langsom sejllads hvor fætter Finn der også var kaptajn på den her oceangående damper, samtidig havde travlt med at pumpe diesel fra en olitønde over i tanken på den store Nissan motor der drev prammen. Da alt det her hårde arbejde var overstået, satte han sig op i stolen der udgør det for styrhus, rebet han tidligere havde brugt til at holde retningen nu han ikke kunne sidde og rive i rattet, forblev på fordi dagens avis nu skulle læses der blev begyndelsen på noget af en slingretur 😀
Der var som sædvanligt ingen rampe at køre op af da jeg kørte fra borde, så det var lidt masende at få bid i noget grus så jeg kunne forcere den stejle opkørsel der også her var fyldt med store skærver, absolut ikke egnet for små hjul som der er på den skønne, men op kom jeg da godt ærgerlig over at høre alle de sten der blev pisket op i bunden og garanteret lavede både buler og ridser i bunden af den skønne.
Jeg har mange gange studeret kortet fordi jeg lige så længe har hørt rygter om at man kan komme helt op til Sanghklaburi ad den rute her, godt nok på små veje og stier der går gennem junglen, men noget jeg meget gerne ville prøve, derfor min udflugt!!
Efter en kilometer kom jeg til et ’kryds’ hvor jeg kunne vælge at foresætte ligeud mod Thong Pha Phun 46 kilometer fremme, eller Sanghklaburi lidt over 100 kilometer væk – den sidste mulighed jeg havde var at holde til venstre og køre mod Huai Kamin vandfaldet 7 kilometer væk, og den valgte jeg. Turen havde som sædvanligt taget meget længere tid end beregnet, så klokken var nu blevet 14.30 uden et eneste skilt med tilbud om overnatning nogen steder, det havde franskmanden glemt at fortælle mig, og at skulle køre 46 kilometer på en direkte dårlig sti ville tage alt for lang tid og gøre at jeg ville være nødt til at køre om aftenen, så modvilligt drejede jeg så til venstre.
Her havde jeg masser af god tid til at tænke over tingene på den bulede vej hvor jeg maksimum kunne køre 20 kilometer i timen, og blev enig med mig selv om at jeg ville prøve at finde et kamera jeg kunne montere på styret, for selv om det er tørt og lidt kedeligt gråt i øjeblikket, var det en pragtfuld tur gennem en bambus skov. Stien snoede sig gennem kæmpe store og tykke bambus der hang noget med næbbet og lænede sig ud over vejen så man følte man kørte gennem en æresport, en meget smuk oplevelse 😀
Der var vilde hunde på den strækning der dog kun løftede hovedet nysgerrigt når de kunne høre jeg kom, ikke som herinde hvor man sgu bliver angrebet, men jeg var alligevel på vagt nu jeg ikke havde muligheden for at give den gas og komme væk, så de 7 kilometer føltes meget lange inden jeg kom til vandfaldet. Her kan man overnatte ja, men prisen ifølge internettet er for vild til mig og min pengepung og slet ikke interessant, så jeg fortsatte de sidste 30 kilometer tilbage mod Erewan og dæmningen ad snoede veje gennem bjerge på begge sider der også var en smuk oplevelse på grund af afvekslingen mellem opdyrkede områder og totalt vild jungle – men så !!
Kom jeg til en strækning hvor der var sat ild til græsset i begge sider af vejen, der lød høje brag der snildt kunne forveksles med eksplosioner når de høje bambus væltede. Jeg fik lidt af et chok da jeg rundt om et hjørne pludselig så bambus vælte ned over kørebanen i min retning, gløder og ulmende grønt føg rundt og varmen fra flammerne var voldsomme og gjorde mig urolig på grund af den følsomme lak på den skønne. Aldrig har jeg prøvet noget tilsvarende og ønsker heller ikke at prøve det igen, forsigtigt måtte jeg krydse de brændende stammer der et par steder nåede over til den modsatte grøftekant der så gjorde at jeg måtte køre ud i rabatten for ikke at køre på gløderne, en noget nervøs oplevelse der også rystede mig ??
Man brænder sukkerrør – det ved jeg. Men hvad er grunden til at man brænder hele skove af som her, hvorfor brænder man store gamle smukke træer af på steder hvor man ikke kan høste noget som helst, det forstår jeg ikke. Her brændte alt nok minimum 50 meter ind på begge sider af vejen, måske 100 årige gamle stolte træer stod sodsværtede og handicappede og ulmede helt oppe i toppen af dem mens glødende bark faldt ned foran mig mens jeg kørte, mine elskede smukke bambus der før stod stolt i store klumper var nu intet andet end halvt afbrændte bunker, det var et meget sørgeligt syn der gjorde mig ked af det de sidste kilometer mod Erewan.
Herfra er der kun 65 kilometer hjem der gjorde at jeg fortsatte fordi jeg syntes det er direkte dumt at betale for en overnatning så tæt på min egen seng, og gudskelov for det skulle det vise sig !!
For næste morgen begyndte et sandt mareridt, jeg kunne ikke få luft uanset hvad jeg gjorde og havde det dælme skidt, derfor skrev jeg – hvad er det lige med Si Sawat fordi jeg nu igen efter en tur derop fik det dårligt. Jeg opholdt mig indendørs i fire dage hvor jeg hostede som en sindssyg og samtidig tabte mig 4 kilo, for mad kunne der ikke komme igennem den ømme hals, mine ribben gjorde så forbandet ondt af alt den hosten men var dog en positiv oplevelse forstået på den måde at jeg nu forstod hvorfor jeg havde haft de samme anfald de foregående to år jeg har boet her. 
 
Sidste år på samme tid kørte jeg på sygehus efter at have ligget 3 dage med samme problem, og året før havde jeg også en tur jeg dog ikke tænkte så meget over, men det gør jeg nu som jeg fortæller om næste gang for ikke at overhale begivenhedernes gang.
Pen.
Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There is 1 comment on this post
  1. Anonym
    marts 23, 2014, 6:49 pm

    Stå aldrig til søs,og slet ikke når man er et sart pus, det er havluften du ikke kan tåle, men du har da haft en god tur tros alt. hvorfor er de smilis ikke bleven klar gjort ??? i stedet for at ride på den skønne.

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.