';

Om mig

Jeg hedder Klaus, er 61 år og bor i Davao, Filippinerne.

Jeg har boet 10 år i Asien og forlod Danmark efter at jeg læste at man måtte tage sin førtidspension med sig, så det gjorde jeg og emigrerede til Thailand hvor jeg nåede at bo i 8 år inden jeg blev træt af landet og forsøgte mig i Cambodia hvor jeg kun var i 8 måneder inden jeg drog til Filippinerne hvor jeg nu har været i 1 1/2 år.

Jeg har altid haft lyst til at rejse og har været jorden rundt med skib 2 gange, jeg har kørt de eropæiske landeveje tynde i 30 år og har brugt mine ferier i det sydlige europa, jeg har rejst rundt i Asien og har kørt tusindvis af kilometer for at opleve, en lyst der aldrig forsvinder !

Jeg har kørt i tog gennem Java hvor jeg oplevede verdens største buddistiske tempel Borobadur og har kravlet på vulkaner både på Java og på Bali.

Har boet i et flydende bambushus og har snorklet i den Thailandske bugt samt har kørt 7.500 kilometer rundt i nord Thailand og har på intet tidspunkt mistet lysten til at rejse og opleve jeg fortsætter med indtil festen er forbi og min aske bliver hældt i havet der har min kærlighed.

Så det handler min blog om, rejser og oplevelser nu i Filippinerne der har så meget at byde på, bortset fra hvor jeg bor nu jeg kraftigt overvejer at ændre på ved at finde en ny adresse hvor jeg uhindret kan køre rundt og opleve uden at være bange for terror der har sin klamme hånd om Mindanao hvor jeg bor, så lige pludselig oplever jeg noget nyt igen 🙂


Jeg pakkede hurtigt mine ting og tog en minivan næste morgen til Cha Am til 200 Bht, turen til stationen var et mareridt på grund af morgentrafikken med al den udledning af en fed hørm af udstødning, så jeg skjulte ansigtet bag en bluse så folk heller ikke kunne se alle de opkastnings trækninger der kom i bølger.
Men endelig kunne jeg sætte mig ind i bilen og dens kølige luft der dog var lidt for kølig efter min smag, men en langærmet bluse kan gøre underværker mod frostskader og jeg nød den varme luft hver gang sidedøren blev åbnet, men jeg nød ikke den dårlige part af det, nemlig smoggen der gjorde alt for at jeg skulle brække mig, satans osse !!

2 timer og 45 minutter tog turen, jeg blev læsset af på hovedvejen og blev selvfølgelig overfaldet af flinke mennesker der var villige til at transportere mig mod et mindre vederlag, men jeg ved at de arbejder sammen med få hoteller og ville have nogle flere muligheder, så jeg afslog og gik da jeg fik at vide at der kun var 2 kilometer at gå. Selv om jeg ikke havde så meget luft og måtte gå langsomt var det skønt at gå mod synet af vand der selvfølgelig kom nærmere og nærmere med den medfølgende lidt køligere luft der var en fryd.
Jeg fulgte strandvejen til højre da jeg kom ned til vandet og begyndte at kigge efter et sted der var mange af, men der var også mange skilte der fortalte om en konference i netop de dage hvor jeg havde valgt at tage af sted, så jeg fik flere afslag efterhånden som jeg begyndte at spørge efter priser på de mindre fashionable steder, men det endte med at jeg sagde ja til 700 Bht på Anantachai som var et noget slidt sted men som ikke skilte sig væsentlig meget ud fra mange af de andre steder jeg havde set på.
Rygsækken blev hurtigt stillet ind og jeg satte mig i vandkanten og trak vejret dybt ind, for hulen det var skønt at mærke at jeg igen fik noget ilt, så der gik sgu mange timer på den konto inde jeg satte mig ud på den lille balkon og kiggede på alle de mennesker der drev rundt om aftenen. Der var meget larm på grund af de mange mennesker der blev forsøgt overdøvet at bølgerne der voldsomt slog mod strandkanten, så det var ikke så slemt alligevel selv om absolut stilhed havde været at foretrække, men bare lyden af bølgerne var fantastisk at høre nu det ikke var sket i snart 3 år, så jeg fik en herlig nat med frisk luft og med tankerne fulde efter at jeg var blevet ringet op 2 gange mens jeg sad og nød aftenen på balkonen.
Først ringede min ven der var bekymret for mig, hun havde ’passet’ mig hjemme og havde været noget nervøs når hun så mine forsøg på at trække vejret, så den samtale endte med at hun kom næste dag for at se efter mig. Men først skulle vi lige diskutere lidt fordi hun mente at vi sagtens kunne dele det værelse jeg havde nu, det var vi dog ikke helt enige om og jeg lejede et mindre værelse til hende og overhørte hendes protester mens jeg glædede mig til at have en at snakke og gå ture med som vi har gjort hjemme i Kanchanaburi, og jeg skulle hilse og sige at vi fik gået rigtig langt hver dag 😀
Det næste opkald kom fra Jeff min Australske ven der også mente at jeg behøvede opsyn, så han og damen havde bestilt værelse og ville komme næste dags aften nu de hørte at min ven kom. Det var rart at vide at nogen tænkte på mig sad jeg og blev enig med mig selv om senere den aften hvor jeg havde svært ved at gå til køjs, jeg havde havudsigt og kunne ikke rigtigt løsrive mig fra synet af bølgerne der var oplyst af fuldmånen og i en uendelig rytme slog mod sandet. Mange mennesker kom ned til vandet og havde tæpper og alt andet nødvendigt med (læs mad :-D) og overnattede der. Deres latter og stemmer fyldte natten hvor jeg selvfølgelig sov med åben dør for ikke at gå glip af lyden fra havet der konstant fyldte mine tanker fra mine dejlige oplevelser fra Koh Samui, og jeg må indrømme at jeg efter den lille ferie – savner det liv jeg havde på og i havet derovre, men det var jo før !!
Nå, min ven der er rendyrket Thai og let bliver forvirret, stolede selvfølgelig ikke på chaufføren i minivanen eller mig og ringede flere gange så hun mere præcist kunne dirigere bilen hen til mig, først da jeg fik en taxa gut til at fortælle hende hvor hun ville blive sat af blev hun lidt mere rolig, men det ændrede sig lynhurtigt da hun endelig blev sat af lige præcist på det sted jeg havde fortalt hende hun ville blive sat af på da hun så det transportmiddel der skulle føre hende de sidste 2 kilometer ned til hotellet.
Langs hele strandpromenaden bliver der lejet cykler ud og selvfølgelig også knallerter, og der fik jeg den storslåede ide at leje en tandemcykel til os, og her fik jeg lidt et chok !!
For der var store prisskilte der fortalte hvad henholdsvis 2 – 3 – 4 personers tandem kostede, og det så sgu ikke tosset ud syntes jeg. Herregud tænkte jeg, de 60 Bht for den jeg ville leje var et fund til de penge selv om sadlen sad langt nede :-O
Men det var altså time priser der blev skiltet med og ikke dagspriser som jeg troede, hold kaje de laver gode penge dernede, en knallert koster 100 Bht i timen og var at foretrække nu jeg stadig ikke kunne trække vejret ubesværet, så det var helt udelukket og jeg lejede altså cyklen og trillede op til hovedvejen for at hente hende. Sådan en havde hun aldrig prøvet at køre på og grinede som en flækket træsko da vi kørte ned mod stranden, så det var jo en god start på dagen..
Det endte med at jeg blev der længere end jeg havde planlagt, vi gik lange ture fra morgenstunden og slog rekorden en dag da vi gik 5 timer startende klokken 6 morgen, og gik igen klokken 4 om eftermiddagen og trætte som alderdomshjem væltede omkuld da vi kom hjem klokken 11 om aftenen. Jeg fik langsomt mere og mere luft og nød at kunne fungere igen efterhånden som dagene gik med at drive den af på stranden sammen med Jeff, hans 2 hunde og damen. Den lange strand var lokkende og gjorde at jeg vandrede op og ned i vandkanten og endelig efter tre dage hvor jeg var kommet mig over forkølelsen, kunne tage en dukkert i det varme vand, en pragtfuld og dejlig afkølende oplevelse der fik minderne fra min strand på Samui tilbage igen 😀
Så jeg nød det voldsomt og blev hurtigt frisk dog med et par små tilbagefald der blev klaret med inhalatoren, jeg fik læst en god bog Dalton havde været så flink at give mig liggende i en strandstol og kom tilbage i raketfart og fik endnu en strålende ide !!
Jeg ville tage en songthaew til Hua Hin for at spise en burger hos Burger King, min ven der er interesseret i alt spiseligt ville med, og vi aftalte at gøre det næste morgen. Jeff der lå og nød den ene kølige efter den anden hørte hvad vi snakkede om, blev lækkersulten og proklamerede at vi alle næste dag tog turen i hans bil, en slidt gammel bil. Så sådan blev det, jeg kunne fra min tidligere tur på den gamle knallert huske hvilken Soi vi skulle ned af (Soi 61) og fik dirigeret ham på rette vej, og hvilken nydelse det var at sætte tænderne i en saftig okseburger igen, Jeff der også har boet her i 5 år havde slet ikke tænkt over at han savnede smagen, smaskede højlydt og beklagede sig lidt over at han ikke selv havde fået den ide de andre gange de havde været i Cha Am, han gik endda så vidt at han overvejede at købe nogle at tage med hjem 😀
Det var nogle dejlige dage med dem alle sammen, vi fik snakket og grinet og ikke mindst hygget og selvfølgelig også spist, men desværre (mener jeg !!) har man her glemt Thai mad. Det hele drejede sig om sea food til høje priser i svingende kvalitet, og det blev jeg hurtigt træt af og savnede min Thai mad der var så godt som umulig at finde, så endnu flere kilo raslede af mig på turen gudskelov, så jeg kan nu igen passe mit størrelse 34 bukser og tøj jeg før havde store problemer med at passe, så der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget andet !!
Nu hjemme igen savner jeg allerede vandet igen og tager nok en lille tur derned igen i næste uge, men det er lige så meget for at få noget frisk luft igen. For jeg kom hjem til nøjagtigt det samme som jeg flygtede fra, smog der hænger tungt over området og giver mig problemer igen. Det tog såmænd kun en time efter jeg var kommet hjem, før jeg var nødt til at lægge mig en times tid på grund af åndenød og svimmelhed, og det giver mig selvfølgelig en masse tanker om hvad der er fornuftigt eller klogt at gøre, skal jeg overveje at flytte eller skal jeg leve med de samme problemer der kommer hvert år i sæsonen ??
Jeg ved det ikke men bruger lidt tid på at tænke over det, jeg elsker Kanchanaburi og de smukke omgivelser jeg aldrig kan få nok af, og har de sidste par dage sammen med Jeff udforsket de omkringliggende gode fiskesteder langs med floden der bestemt ikke rokker ved min kærlighed til området, tværtimod. 
I dag tog vi fire afsted til hans nabos grund tæt på Erawan, en lille grussti førte os ned til flodbredden hvor jeg var ved at miste pusten, ikke på grund af mine problemer – men på grund af den skønhed naturen bød på. En nylig ryddet grund hvor vi dårligt kunne parkere bilen på grund af træstammer og grene samt alt det andet affald var lidt skæmmende, men for hulen der var smukt når man vendte ryggen til affaldet.
En doven strøm i floden der gav kingfisher rig mulighed for at fiske sammen med de utallige hvide hejrer og gæs af en eller anden slags der snadrende svømmede rundt mens fisk uberørt legede i overfladen, var så ubetaleligt smukt med bjergene i baggrunden der rejste sig højt over vores hoveder at jeg stadig kan se det for mig, hvilken rigdom af smuk natur…
Vi fangede ikke noget som helst uanset hvor vi kørte hen, men det betyder ikke alverden når man kan sætte sig ned midt i junglen og nyde og høre lyden fra de tusindvis af dyr der lever der, om det var aggressive bier der troede vi ville stjæle deres træ, eller nervøse fugle der var overbevist om at vi ville stjæle deres nylagte æg, eller forskrækkede Iguana øgler der nervøst fes afsted over skovbunden når vi nærmede os, hvilke pragtfulde oplevelser hver gang 😀
Så jeg har ikke kedet mig overhovedet, samtidig kom den meget aktive gamle jyde tilbage for at sige hej, han kom mens jeg var i Cha Am men blev og ventede på mig. Så vi fik nogle hyggelige timer sammen hvor jeg så også mødte en anden herboende dansker, han bor nu 30 kilometer uden for byen men flytter i den modsatte retning i næste måned, men så er det jo godt at jeg har knallerten der nu er blevet pyntet og fremstår flot og skiller sig ud fra de andre Pcx’er i området, jeg tager et par billeder i morgen så i kan savle 😀
Nå, jeg er næsten lige kommet hjem efter en lang meget varm dag, vi har omkring 40 grader for tiden med meget fugtig luft, så der bliver svedt godt og grundigt, jeg vil se en film og gøre mig klar rent mentalt til at få besøg af Allan i morgen der i mine øjne har dummet sig godt og grundigt ved at tage sin ekskone tilbage, hun kom i tanke om hvor meget hun elskede ham da han lige pludselig havde et par millioner på kontoen, den har jeg sgu svært ved at sluge, men ham om det !!
Pen.
Pen i Filippinerne

Pen

Related posts
There is 1 comment on this post
  1. Anonym
    marts 28, 2014, 7:54 am

    Mit problem er det samme som dit…. Luften under afbrændingen lige nu, men jeg har fundet en god, men lidt dyr løsning… Jeg har mit lokale store apotek fundet en PURE OXYGEN meget stor dåse som hedder LA VIM O2… Der sparker bare når man har det dårligt.. Direkte og med venlig hilsen dejligt ilt direkte i lungerne.. Man har det bare godt… Der er 50 skud i en sådan dåse ilt, men men den er sgu dyr 380.- baht…Jeg bruger ca. 5 af dem i de 3 måneder det vare, men så har jeg det også super… Prøv det pensionisten…

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.