29.05.2014 Fandens til militærkup

 
Dagbogen har været færdig i to dage, men på grund af et ekstremt sløvt internet var det ikke muligt at uploade den film der hører med til historien, men nu kommer den 😀
Jeg glæder mig i denne tid, jeg venter på at min svenske nabo Hans kommer hjem med drømmene der endelig går i opfyldelse!!
Jeg sad en dag og snakkede med Lillemanden på Skype og fik pludselig en enorm trang til medisterpølse, hvor den ide kom fra ved jeg ikke, men for hulen hvor jeg dog godt kunne tænke mig at spise det. Og som om Buddha havde ondt af mig, var der en opdatering på Facebook med billeder af en saftig medisterpølse fra The Kitchen Bang Saray som er ejet af Peter Bak, prøv at se den her side hvor der er garanti for mundvand.

Jeg var selvfølgelig hurtig til at indvie Hans i mine planer om hans planlagte tur til Jomtien, Hans skulle selvfølgelig stoppe hos Peter på tilbagevejen og fylde køletasken. Så jeg sidder og venter på medister, pølser, leverpostej, sild og rødkål og rødbeder, det bliver sgu en fest af de helt store 😀
Men det er også det eneste positive næsten der sker her, den anden positive ting var en opfordring til at møde nogle af Jan Svitzer’s venner i søndags, det lød spændende syntes jeg og takkede for invitationen. Så jeg startede den skønne op tidlig morgen 6.30 for at køre ned mellem Petchaburi og Ratchaburi hvor vej 35 fra Bangkok støder til 4’en der går sydpå, hvor var det herligt at få luft igen og komme væk fra det her.
 
Men det gik ikke som præsten prædikede, en af hans venner punkterede inde i Bangkok og måtte vente på et nyt dæk der ville kommer i taxi, så jeg havde god tid til at sidde og nyde livet og kigge på trafikken der selv om det var søndag, var tung, men endelig kunne vi mødes på den aftalte tankstation jeg kendte i forvejen fra mine snart mange ture sydpå.
Et prægtigt syn mødte mig da jeg svingede ind på tanken i den modsatte retning af trafikken, jeg var blevet træt af at sidde på en anden tankstation og var kørt længere sydpå i forventning om at de forsinkede nye venner ville være der i løbet af et øjeblik, men sådan skulle det heller ikke gå, for lige da de svingede ind på 4’en, sprang der en rem på en af de andres knallerter. Nå der holdt 9 sexede Honda Pcx’er i forskellige farver og var med undtagelse af et par stykker, skinnede rene og nyvaskede som jeg er stor tilhænger af.
 
Jeg blev straks tilbudt en iskold sodavand af en smilende fyr jeg aldrig havde set før og fik hilst på Jan jeg heller ikke havde set før, han havde taget en anden gut med, Tom der var norsk og garanteret havde et pund kartofler gemt i munden, for det var dælme svært at få hoved eller hale på det han udgød, men med tålmodighed lykkedes det langsomt at forstå ham, så fint nok !
Den skadede knallert stod ikke til at redde, den havde smadret et eller flere tandhjul som ikke var en reservedel man havde med, så den røg op på ladet af en pickup, og vi blev jaget afsted i et helvedes tempo nu vi var 3 timer forsinket, målet var Kaeng Kra Chan hvor vi skulle møde et par stykker til, så den skønne fik noget at leve af og klarede det flot.
Endelig kunne vi trille ind af grusvejen kun afbrudt af et lille ophold et sted ude på bøhlandet hvor der blev skruet på en anden knallert der have et problem, men det blev hurtigt klaret og kostede vist kun et kvarter. Så klokken var 1 da vi endelig kunne hilse på de andre der var kørt i forvejen, de havde selvfølgelig allerede spist og hyggede sig i floden med at fjolle godt og grundigt.
 
Med et snuptag havde jeg fået 117 nye venner, det var det antal knallerter der holdt parkeret her, flinke smilende folk hvor der kun var to eller tre der kunne snakke engelsk, men hvad gør det når man deler den samme interesse 😀
Det blev til et par hyggelige timer der siddende i skyggen og se på alle de nye venner her, der blev selvfølgelig også brugt tid på at studere de forskellige opbygninger af knallerterne der gav mig et par ideer. Men efter kun sølle 2 timer på grund af forsinkelsen blev vi blev jaget afsted allesammen, men ikke hjem som jeg troede, nej vi skulle op på dæmningen for at tage billeder, og til sidst op på et udsigtspunkt for et gruppebillede, smadder hyggeligt men samtidigt uforståeligt nu jeg ikke havde prøvet det før og vidste hvad der skulle ske. Og deroppe var vi opdelt i farver og blev så sendt afsted i to grupper selvfølgelig med de røde knallerter som de pæneste.
 
Efter et par kilometer blev vi stoppet af lederne der kørte med politi lignende uniformer på, vi fik udleveret en flaske vand hver inden vi i to grupper kom endelig afsted med kun et enkelt stop for at tanke der fik hævet øjenbrynene hos de lokale, for vi var vel omkring 50 stykker der i to lange rækker ventede på at det skulle blive vores tur, billeder af det kan se ses på PcxSiam på Facebook hvor der også er lagt videoer op.
Afsted det gik da vi endelig alle var tanket, igen blev vi sendt afsted i to grupper hvor jeg var i den første, men her blev jeg sgu lidt nervøs !!
For pludselig knyttede ham der kørte foran mig venstre hånd, hvad fanden har jeg nu gjort forkert tænkte jeg og forstod intet, men han fortrød åbenbart og viste nu at jeg skulle tage det roligt, sådan lidt forvirret gloede jeg trekantet på en masse mærkelige ting, nogle gange spjættede de forankørende med benene, så langt har vis sgu da heller ikke kørt tænkte jeg og undrede mig nu over det V tegn der blev givet !
Det var signaler til de bagfra kommende og betød en hel masse så man var advaret fik jeg senere at vide. Sådan fortsatte det hele vejen op til 35’en hvor jeg dyttede, vinkede farvel og fortsatte ligeud mod Kanchanaburi hvor jeg kom til 20.30 godt brugt og træt nu jeg var stået op 4 morgen, så der var lige energi til at gnave resterne fra i går, og så ellers op og ligge på langs hvilket ryggen var stærkt tilfreds med 😀
Det var en god oplevelse jeg gerne vel gentage, flinke mennesker og et fantastisk syn når så mange knallerter er samlet på vejen, lederne der kører i front og som sidstemand før følgebilen, stopper simpelthen trafikken hvis vi skal dreje eller andet, en herlig fornemmelse når man til dagligt næsten bliver tvunget ud i rabatten eller grøften, så en meget positiv oplevelse.
 
Men ellers har jeg har ikke så meget tid eller energi til at skrive eller lave andet for tiden, det helvedes støv der bliver ved med at komme ind selv om alt er hermetisk lukket, gør at jeg må gøre rent i hele hytten hver anden dag. Så jeg er sgu deprimeret over at være nødt til at opholde mig indendørs så godt som hver dag, går jeg udenfor, går der kun et øjeblik før jeg har problemer med vejrtrækningen.
Fandtes der dog bare en klog der kunne fortælle mig hvorfor jeg når jeg er hjemme, er nødt til at tage penicillin for ikke at hoste lungerne op i forsøget på at få den tunge slim ud af kroppen, og det er kun her i Kanchanaburi jeg har det problem, så jeg kan dårligt vente til jeg kan komme afsted igen 😀
Nå ja, jeg kom til at køre en tur et par dage efter mødet med mine nye venner, jeg var ved at eksplodere og blev enig med mig selv om at det var klogt at køre op til Erawan og filme den opkørsel jeg før har snakket om, og som jeg syntes er fantastisk.
Så jeg fes afsted ved halv ni tiden og var græsk katolsk ligeglad med at jeg havde herre nas i ryggen og hostede som en i helvede, iført shorts og T-shirt kørte jeg hurtigt ud af byen og kunne efter omkring 15 kilometer, mærke at luften var bedre for mig her. Jeg kom hurtigt frem nu jeg kender vejen godt og ved hvor jeg kan give den gas og slog en knude på remmen på kameraet og startede mit Spielberg projekt, og det gik godt syntes jeg selv, faktisk så godt at jeg besluttede også at filme nedkørslen og derfor var to gange op 😀
Hvad nu tænkte jeg og kiggede på klokken der sagde 11.06 ??
 
Jeg besluttede mig til at jeg ikke gad køre hjem igen og kom i tanke om en anden tur Dalton og jeg havde snakket om, for man kan passere Si Sawat, køre længere nordpå og så ellers svinge ind til højre efter bjergene og hjem mod Kanchanburi via Bo Ploy. Den besluttede jeg mig til at prøve nu det var herligt vejr og luften var god for mig, så jeg susede i fuld fart nu jeg også kendte vejen her, op til den lille færge der bruger 10 minutter på at sejle over til den modsatte bred, og her begyndte den forbandelse jeg tror der er forbundet med mig og Si Sawat at gøre sig gældende !!
Store mørke skyer hobede sig op og gav regn længere ude i dammen, så det var hyggeligt, men jeg ville sgu ikke give op som sidste gang, og fortsatte gudskelov !!
 
For den smukke natur og de endnu smukkere bjerge var en fantastisk oplevelse at køre i, desværre gjorde regnen at jeg ikke kunne gentage succesen med at montere kameraet på brystet så jeg kan vise jer det, men det var så smukt og fantastisk grønt efter den regn de har haft meget af heroppe. Den var så smuk at jeg med det samme gjorde Dalton til tvungen deltager når han kommer igen, vi var jo sammen i Umphang hvor vi også kørte i bjerge, men her var naturen så fantastisk at han skal op og se det uanset han vil eller ej 😀
Det blev en fantastisk tur jeg sent vil glemme, især af den grund at jeg var helt alene, ingen huse eller mennesker de sidste mange mange kilometer, det sidste jeg havde set til menneskeskabte ting var den bananplantage jeg næsten var kørt igennem for en time siden, så det var pragtfuldt. Jeg var selvfølgelig rigtig ærgerlig over ikke at kunne tage billeder og kiggede konstant op for at se hvornår der kom et ophold, og det kom et eller andet sted langt oppe i skyerne hvor jeg stoppede, fik pakket kameraet ud af plastikposen for at tage et par enkelte billeder og lave en lille film. Og pudsigt nok mens jeg står der og står, kommer der en hostende udslidt gammel knallert fra den modsatte retning der stopper op.
En gammel knark iført en kæmpe kineser hat tiltaler mig først på Thai da han åbenbart troede jeg var Thai, men da jeg tog styrthjelmen af, slog han gud hjælpe mig over i perfekt engelsk 😀
Derude i ingenting fik vi en hyggelig sludder stående i regnvejr på en bjergskråning, jeg fik aldrig at vide hvorfor han snakkede så godt engelsk der gjorde at vi uden besvær kunne snakke, men var glad for det. Nu jeg ikke havde set nogle skilte overhovedet (heller ikke på Thai!!) spurgte jeg ham for en sikkerheds skyld om jeg var rigtig på den, kunne man køre rundt om bjerget spurgte jeg ham og fortalte at man ifølge Google kunne, men ifølge kortet ikke kan. Jamen har du ikke noget kort med spurgte han rystet, næh svarede jeg, men jeg kunne huske hvad jeg havde set for lang tid siden !!
Han bekræftede at det kunne man godt, og at der var 80 kilometer til Bo Ploy herfra.
Og du kan også tage billeder en kilometer fremme, der er et hus for bjergets ånd hvor man kan se ud over hele søen sagde han fordi jeg havde beklaget mig lidt over regnen og den dårlige udsigt, jeg takkede mange gange og vi sagde pænt farvel og kørte i hver vores retning, det var dog en herlig oplevelse tænkte jeg mens jeg glædede mig til udsigten i kan se i filmen jeg fik lavet, og han havde ikke løjet om at det var klart deroppe, for hulen det var smukt 🙂
 
Og det var på toppen af bjerget, for herefter gik det bare ned og ned med så mange smukke udsigter nu på den nordlige del af bjerget, her var lige så flot som på den anden side men ikke så let at se, Derfor har Dalton nu den opgave at stå på sædet bag på den skønne mens vi kører nedad og filme, når han er færdig med det kan han så gå op og hente sin egen knallert mens jeg slapper af oven på det hårde arbejde at styre en tungt lastet knallert 😀
Desværre blev regnen værre og værre efterhånden som jeg kom ned til jorden igen, men sjovt nok var der knastørt nede på sletterne hvor jeg susede lystigt afsted mættet af dagens oplevelser, og her fik jeg endnu en skæv oplevelse !!
 
For som i kan se på de to billeder her, endte vejen i en ordentlig bunke grus uden skilte af nogen art og jeg vidste ikke om jeg skulle vende om eller ej, men heldigvis kom der en gut kørende imod mig jeg spurgte om vej. Jeg skulle bare køre igennem grusgraven, holde til højre oppe på toppen, og så ellers i næste kryds holde til venstre, den første del af opfyldte jeg, men den sidste del med at holde til venstre afstod jeg fra nu jeg kunne se hvor solen var.


Heldigvis holdt min stædighed stik, jeg kom til Dan Chang og kørte derefter til højre mod solen og fandt (selvfølgelig!!) et skilt der viste mod Kanchanaburi. Jeg har ikke råd til en Gps der ellers ville optimalt for mig med alle de skøre indfald og modige beslutninger jeg nogle gange tager, nej jeg må nøjes med min sekstant og vindpose der er monteret på styret :-O
 
Sådan kom jeg hjem igen i et helvedes til regnvejr der dog stoppede 30 kilometer fra Kanchanburi hvor der ikke var faldet en dråbe fik jeg at vide da jeg spiste, men det kom så senere og varede et par timer og fik renset luften så godt at jeg kunne mærke det da jeg stod op i morges, men så begyndte de halenegere i nabohuset selvfølgelig at skære fliser med en vinkelsliber for ligesom at gøre sig bemærket 😀
Men det varer forhåbentlig ikke så længe, inden jeg kan køre sydpå igen til den rene luft og komme væk fra den omstændighed der gør at jeg er nødt til at sidde indendørs i 35 graders varme og høre på larmen fra de maskiner de bruger inden ved siden af nogle gange til både 9 og 10 om aftenen, men den tid den glæde 😀
Pen.
 
Comments
Share
Pen i Filippinerne

Pen

There are 2 comments on this post
  1. Anonym
    maj 29, 2014, 7:16 am

    Man kan lide dig eller lade være, men dine fortællinger fænger bare… Flot skrevet og ja Peter har bare det bedste, derom skal der ikke herske tvivl… Alt lavet som vor moder gjorde… Tak for en dejlig fortælling, som nu har gjort, at jeg vil planlægge en tur på samme bike som din…. Har haft flere ture, men dine evner ud i det HC anderske har jeg ikke, men det gør jo ikke oplevelserne ringere…

  2. Anonym
    maj 29, 2014, 6:15 am

    En dejlig beretning, sjov at se så mange ens maskiner samlet på et sted. Men ikke så rart at møde dem på cykel.

    Jeg håber snart du kommer til at flytte ned hvor luften er bedre for dig.
    knus jytte

Leave a reply

You must be logged in to post a comment.